Det var langt fra alle danskere, der blev smittet af amerikafeberen, som fandt deres amerikanske drøm. For dagens to hovedpersoner blev feberen ligefrem fatal. For på hver deres tragiske måde endte deres drøm om en frisk start i Amerika med hovedet på skafottet.

Denne episode består af et interview med historiker Poul Duedahl og har derfor ikke et manuskript.

Kilder:

• Poul Duedahl, Ondskabens Øjne (Gads Forlag, 2019)
• Poul Duedahl, Gitte Bergendorff Høstbro og Peter Wodskue Christensen, Forbrydelsens ansigt (Gad, 2016)

I lørdags, den 4. juli, skulle der egentlig have været en stor fest for dansk-amerikanere i Rebild Bakker i Nordjylland. Rebildfesten. USA’s uafhængighedsdag. Det er vist kun i Rebild, at der er en så stor årlig fejring af dagen – altså, udenfor USA selvfølgelig. Siden 1912 har Rebild Bakker været ramme for en stor fejring af Uafhængighedsdagen, dansk-amerikanerne og båndet mellem Danmark og USA. Rebildfesten har hidtil kun været aflyst under de to verdenskrige… og så i år pga. Covid-19.

Men det er en dag, der er værd at fejre. Især her på Dem der rejste ud, hvor det hele jo handler om at holde historien om de danske udvandrere i live. Du kan jo lukke øjnene og forestille dig, at du sidder i de naturskønne omgivelser i Rebild Bakker, når du hører den her episode, som kommer til at handle om netop Rebildfesten – og ham der stod bag det hele, Max Henius.

Introduktion

På hjørnet af La Salle Street og Randolph Street i Chicago lå der i 1870erne og flere årtier frem en lille vinkælder, Wilkens Kælder. Vinkælderen var ejet af en tysk immigrant, og det var et ret simpelt sted. For 5-10 cent kunne man købe noget vin, og ved frokosttid kunne man hver dag gå ombord i den gratis frokostbuffet, hvis man altså købte noget at drikke. Her kunne man spise løs af skinke, bratwurst, sauerkraut og hvad der ellers lige passede ind i en tysk vinkælder. I bedste amerikanske stil var det: “All you can eat.” Frokostbuffeten blev derfor flittigt brugt af den fattigere del af Chicago – og fattige var der mange af!

Ellers var Wilkens Kælder, som man kan forvente af en bar i en kælder i en 1800-tals storby. Snusket og beskidt, røgfyldt og med dårlig luft – men garanteret med lige så meget hygge og fest som fugt drivende ned af væggene.

Og det var hernede blandt vinpletter og tobaksrøg, at nogle af de mest prominente dansk-amerikanske skikkelser regelmæssigt mødtes omkring et rundt bord. Her hang politiske og forretningsmæssige spidser af det store dansk-amerikanske miljø i Chicago ud. Danskerne mødtes for første gang om det runde bord i Wilkens Kælder i 1878. Ejeren var som sagt tysk immigrant, og det samme var mange af gæsterne. Men som i resten af Chicago var der folk af mange forskellige nationaliteter til stede i kælderen. Gruppen af danskere blev ved med at komme igen, og det lykkedes at få reserveret det runde bord kun til dem.

Henrik Cavling, en legendarisk dansk journalist som bl.a. lægger navn til Cavling-prisen, beskrev efter sit besøg i Wilkens Kælder, at det var “tre dybtliggende Rum med daarlig luft“. Max Henius, som kom trofast ved det runde bord i mange år, stillede ikke ligefrem stedet i et bedre lys:

“Man gik ned ad otte Trin og befandt sig saa i en halvmørk Kælder, hvor man var tvungen til at benytte Gaslys for overhovedet at kunne se noget. Borde og Stole var af den billigste Art. Lige ved Indgangen eller rettere Nedgangen, stod det saakaldte runde Bord, der ligesom alle de andre Borde, ikke kendte noget til Dug – Mønstret paa Bordpladen var fremkaldt af Vinpletter. Udenforstaaende kaldte Kælderen for ‘Kloaken’.”

Alligevel blev danskerne om det runde bord altså ved med at komme igen.

Chicago var en kæmpe omvæltning fra hvad de var vant til i Danmark: larm, stank, høj aktivitet, kæmpeindustrier, nye bydele der kunne vokse frem på en enkelt nat, og selvom der var brande, tyfus, og et blæsende og omskifteligt klima kom der hvert år mange tusind flere indbyggere til byen. Mange af tilflytterne var immigranter fra især Europa, og de flyttede typisk til Chicago i håb om at finde arbejde i industrien eller på de store slagterier, som trivedes i byen.

Mange immigranterne faldt hurtigt til, men selv blandt de mest velintegrerede opstod der en masse små, etniske fællesskaber, hvor immigranter fra fx Danmark kunne mødes med hinanden og både snakke om det samme som alle andre amerikanere snakkede om, f.ek.s amerikansk politik, men også hvor de – om ikke andet så bare for et par timer – kunne finde et lille helle, hvor de kunne tale dansk og tale om det Danmark, mange af dem nok savnede i en eller anden grad. Hvor godt de nu end havde det i deres nye hjemland.

Wilkens Kælder blev altså i høj grad populært blandt dansk-amerikanerne, fordi den blev en slags sikkerhedsventil for deres splittede etniske og nationale identitetsforhold. I hverdagen levede de fleste af dem sikkert helt amerikanske liv, men her kunne de tale om nogle emner og komme ud med nogle følelser, som kun andre danskere kunne relatere til.

Der er derfor uden tvivl blevet diskuteret mange forskellige dansk-amerikanske emner dernede i tidens lød. Og nogle beretninger skriver, at det ligefrem var hernede, at planerne om Rebildfesten blev finpudset. Det er svært at sige med sikkerhed, men det kan meget vel være sandt. For en af de faste dansk-amerikanere ved det runde bord var nemlig Max Henius. Og det er især hans fortjeneste, at USA’s uafhængighedsdag som noget helt unikt bliver fejret hvert år i en naturskøn bakkedal i Nordjylland.

Immigrantsøn der selv immigrerede

Max Henius blev født i Aalborg den 16. juni 1859 som den ældste i en søskendeflok på 7. Max Henius’ forældre kom begge to fra ludfattige kår i den polske by Toruń. Faren, Isidor Henius, levede som barn mest af tørt brød, kartofler og tynd kaffe – og en sjælden gang en lille smule sild. Og da Max blev født, levede familien stadig ret beskedent. Isidor Henius bestyrede dog flere brænderier – altså, spiritusfabrikker – og i 1881 grundlagde han ved en fusion med en række andre brænderier, og med C. F. Tietgens enorme pengepung i ryggen, De Danske Spritfabrikker. Du ved, dem med Rød Aalborg. Så med tiden blev familien rimelig velhavende og velrenommerede, og den fattige polske immigrant Isidor endte ligefrem med at købe Sohngaardsholm Slot. Den bygning skal vi nok komme tilbage til.

Nå, men da Max var barn, havde faren endnu ikke købt Sohngaardsholm, og familien boede i et stykke tid i en tilbygning til brænderiet. De havde ikke råd til en barnepige, så Max’ far bandt krybben fast til en af de bevægende dele på fabrikken, så snapsemaskinen dybest set vuggede ham i søvn. Max Henius sagde selv, at hans gode helbred skyldtes, at han var “cradled to the fumes of Aquavit.”

Så det er måske ikke så overraskende, at Max gerne ville gå i farens fodspor og arbejde med alkoholproduktion.

Max var egentlig ikke god i skolen, og i øvrigt heller ikke særlig interesseret i det. Alligevel endte han på Polyteknisk Institut i Hannover, og allerede i 1881 – som 21-22-årig – fik han en ph.d. i kemi ved universitetet i Marburg. Med styr på uddannelsen forventede Max Henius at få et godt job i familievirksomheden. Men det var som sagt også i 1881, at Isidors virksomhed blev til aktieselskabet De Danske Spritfabrikker. Det krævede selvfølgelig store administrative ændringer, og pludselig var der ikke plads til Max i organisationen længere.

Immigrantsønnen bliver immigrant

På det polytekniske institut i Hannover havde Max Henius lært en ung amerikaner ved navn Robert Wahl at kende. De fulgte hinanden på universitetet, og havde holdt brevkontakten ved lige siden da. Robert Wahl havde vendt hjem til USA igen og skrev, at der var fantastiske muligheder i landet. Og nu hvor der ikke lå et job klar hos faren, virkede det fristende for Max Henius.

Også fordi han havde mødt en kvinde. Hun hed Johanne Louise Heiberg. Nej, ikke hende skuespilleren, men de var dog i samme familie. Johannes far var ikke ligefrem glad for, at hun havde fundet sammen med Max. Måske fordi han var søn af en fattig jødisk immigrant fra Polen. Og den slags utilfredshed fra forældre fik en del unge mennesker til at udvandre til USA dengang.

Max Henius tænkte over det i løbet af sommeren 1881, og så tog han springet. Ifølge en anekdote, som Max Henius selv kunne lide at fortælle, havde han stået ved landgangsbroen og ventet i spænding på, hvor mange penge hans far mon gav ham med til at starte sit nye liv op med. Da Max så, at han kun fik 50 dollars, må skuffelsen have lyst ud af ansigtet på ham, for far Isidor sagde angiveligt, at han skam både have råd til at give ham 500 og 5.000 dollars med. Men Max ville jo aldrig få taget sig sammen til at tage et arbejde, før alle pengene var sluppet op, og han kunne jo lige så godt komme i gang med det samme!

Turen til USA tog 20 dage, og han ankom i Chicago den 24. oktober 1881. Som så mange andre immigranter før ham måtte han tage forskellige, tilfældige jobs i begyndelsen. Han fandt nemlig hurtigt ud af, at der ikke rigtig var nogle videnskabelige institutioner i hans felt i Chicago. Et af de første jobs han tog var som omrejsende bogsælger. Han holdt dog kun 2 uger. På skibet over Atlanterhavet havde han delt kahyt med en tysk-amerikaner, som havde lært ham de vigtigste bandeord på engelsk. Og i sin korte karriere som bogsælger lærte han vist mange af de bandeord, som han ikke havde hørt i kahytten. Modtagelsen fra de potentielle kunder var i hvert fald ikke specielt god. Så i stedet blev han stikirenddreng for et apotek i Chicago for $3 om ugen. I 2 uger skovlede han også kul for $6 om ugen. I begyndelsen fandt han et billigt sted at bo. Hagen ved det var, at han delte værelse med 3 andre – og delte seng en anden mand. Ja, den amerikanske drøm blev ikke ligefrem foræret til en ved ankomsten.

På et tidspunkt blev han dog hyret af Northern Pacific Railway til at lave analyser af vandforsyningen på en række steder mellem North Dakota og Montana. Det var en tjans, der betalte ret godt. Så hjemvendt i Chicago startede han sit eget apotek op. Med sin egen forretning følte han tilsyneladende, at han kunne brødføde en familie, så hans kære Johanne kom nu endelig over til ham, og de blev hurtigt gift. Brylluppet fandt sted den 4. juni 1883.

Arbejdet med vandanalyser endte med at blive kilden til Max Henius’ første store bedrift. Han fandt ud af, at det var en vigtig, men meget overset opgave i den bommende industrisektor i Chicago. I apotekets baglokale startede han derfor et laboratorium, hvor han begyndte at lave vandanalyser for fabrikker og bryggerier. Han fandt hurtigt ud af, at der var et stort problem i byen. De fleste kloakker løb nemlig direkte ud i Michigan-søen og Chicago-floden, som udmundede i søen. Og søen var den primære vandforsyning til borgerne og industrien. Dengang udbrød der jævnligt tyfus-epidemier i Chicago, som sundhedsmyndighederne ikke rigtig vidste, hvad de skulle stille op med.

Men i disse år havde man i Europa opdaget, at tyfus skyldtes en bakterie. Og Max Henius fandt ud af, at den bakterie stortrivedes i Chicagos vandforsyning, godt hjulpet på vej af solen der skinnede ned i søen. Vandet som blev hevet op af søen brugte de lokale mejerier bl.a. til at blande deres mælk op med. Så rakte den længere, og de kunne tjene flere penge. Der var så godt som intet opsyn med industrien, og ”Smaabørn døde som Fluer i de Aar i Chicago,” som en beretning formulerer det.

Med de videnskabelige analyser i hånden begyndte Max Henius at tage kampen op med de lokale sundhedsmyndigheder, som ellers gjorde hvad de kunne for at ignorere bakterietruslen. Men Max Henius formåede at få folkestemningen med sig. Han hev Robert Wahl ind som partner i laboratoriet, og med øget styrke tog han byens ingeniører med ud på søen, hvor de tog en lang række vandprøver for at finde ud af, hvor langt ud de skulle, før det var sikkert at pumpe vand ind til Chicago. Med tiden blev vandforsyningen bedre – og en stor del af æren tilfaldt Max Henius. Dermed blev utroligt mange menneskeliv reddet – nå ja,  også ølsalget i øvrigt, for de brugte jo det samme vand til at brygge med. Det er ikke utænkeligt, at det også har motiveret Max Henius.

Bryggerskole

Laboratoriet blev efterhånden til Wahl-Henius-instituttet, og de skabte sig især et navn ved at forske i forskellige aspekter af alkoholproduktion, f.eks. gæring. Max Henius havde i sine studenterdage været ansat på Carlsberg-laboratorierne, som i disse år lykkedes med at isolere den gærtype, som meget øl stadig brygges med i dag. De lavede også mange opgaver som eksterne konsulenter for f.eks. bryggerier, og derudover lavede de deres helt egen bryggerskole.

Succesen buldrede altså derudaf for instituttet, men Max Henius kunne se et stort problem i horisonten. Afholdsbevægelsen fik mere og mere fodfæste i USA i begyndelsen 1900-tallet, og det truede selvfølgelig hans branche. Og selvom han langt fra var enig med afholdsfolkene, kunne han sådan set godt forstå dem. For han kunne jo også se, hvordan folk opførte sig på saloonsne. Drak sig sanseløst berusede i billig, stærk spiritus – og det skabte både sundhedsproblemer, sociale problemer og alle mulige andre problemer.

Man burde lade sig inspirere af de europæiske ølhuse, hvor der ikke blev serveret alle de stærke sager, mente han. Det kunne bl.a. opnås ved, at øl med en lav alkoholprocent blev beskattet som læskedrik, og spiritus derimod underlagt en progressiv beskatning, der steg i takt med alkoholprocenten. For hvis der ikke blev renset ud i de værste dele af saloonsne, ville der sandsynligvis komme et decideret alkoholforbud, forudså han. ”Every time you walk into a bar, you are helping Prohibition,” som han sagde.

I 1915 lukkede bryggerskolen. De havde indtil nu nået at have 36 kursushold igennem, og det var stadig populært – men der var ingen grund til at lære ungdommen at brygge noget, der alligevel ville blive ulovligt lige om lidt.

Og som forudset kom alkoholforbuddet. Den 19. juli 1919 blev Illinois tørlagt. Den 16. januar 1920 gjaldt det hele landet. Laboratoriet og konsulentarbejdet fortsatte, blandt andet ved de såkaldte “near beer”-bryggerier. Altså, alkoholfri øl. Men det gik selvfølgelig ud over forretningen, og de solgte derfor den store bygning, som de ellers havde fået opført til instituttet.

Max Henius var egentlig rimelig fortrøstningsfuld om, at øllet nok skulle vende tilbage til USA igen en dag. Så i 1928 begyndte han igen at lave nogle kortere kurser. Samtidig gik han ind i den politiske debat – noget, han ellers igennem hele livet sagde, at han ikke brød sig om. Han begyndte f.eks. at trykke pamfletter, hvor han igen talte for en ændring af alkoholbeskatningen, og en afskaffelse af de såkaldte ”drinking bars” – altså steder som saloons, hvor folk bare kom for at drikke sig i hegnet. Han så hellere, at der kom hvad han kaldte ”eating bars”. Altså, steder hvor man kunne nyde noget alkohol til maden. Eller… nyde mad til alkoholen, måske.

Den 8. november 1932 blev Franklin D. Roosevelt valgt som USA’s præsident. En del af hans platform var at afskaffe alkoholforbuddet, og det gik stærkt. Få uger efter tiltrædelsen i januar blev den tilladte alkoholgrænse ændret fra 0,5% til 3,2%, og endelig den 5. december 1933 blev det amerikanske alkoholforbud helt afskaffet. Det bizarre eksperiment var fejlet.

Dansk-amerikanske Max

Da Max Henius først ankom til USA, havde han ikke meget med dansk-amerikanere at gøre. Faktisk var han tættere på tysk-amerikanerne. Men i starten af 1900-tallet begyndte han at røre mere og mere på sig i dansk-amerikanske kredse.

I 1906 blev han involveret i den nyligt oprettede forening Dansk-Amerikansk Selskab. De arrangerede mest amerikanske tournéer for danske kunstnere og foredragsholdere, men ambitionerne var meget større. Foreningen blev grundlagt på baggrund af et møde, som den dansk-amerikanske redaktør Ivar Kirkegaard havde indkaldt til i december 1905. Her havde han også snakket om sin idé om, at dansk-amerikanerne burde have deres eget sted i Danmark, hvor de kunne mødes og fejre 4. juli. Han så gerne, at man hørte taler fra både danskere og amerikanere, og at det generelt bar præg af et være en slags brobygning mellem de to lande.

Max Henius var ikke til stede ved mødet, så det er svært at påstå, at hele Rebild-tanken var hans idé. Men det er langt fra sikkert, at det var blevet til noget, hvis det ikke var for hans indsats.

5. til 9. august 1908 blev der afholdt det første egentlige dansk-amerikanske stævne på dansk jord. Det foregik på Krabbesholm Højskole for omkring hundrede mennesker, og bar mere præg af et højskole- og kirkemøde end det, som Rebildfesten endte med at blive. Men på vej dertil kom Max Henius forbi Århus, hvor det var tydeligt for enhver, at de gjorde sig klar til den store landsudstilling året efter. Udstillingen viste eksempler på, hvad Danmark kunne indenfor områder som håndværk, industri og kultur.

Måske inspireret af Krabbesholm-mødet blev der også arrangeret en dansk-amerikansk dag under Landsudstillingen. Århus-mødet blev et helt andet tilløbsstykke end stævnet året før. Mere end 1100 dansk-amerikanere alene deltog. Kronprins Christian – den senere Christian X – deltog med sin kone, Lovisa. Han overbragte en hilsen fra Frederik VIII, og Max Henius læste en besked op fra den amerikanske præsident Taft. Dermed startede to vigtige Rebildtraditioner. Det danske kongehus er stadig involveret i Rebildfesten, og der typisk også læst en besked op fra præsidenten. Succesen med Århus-stævnet gav dansk-amerikanerne blod på tanden, og der blev kort efter nedsat en komité som skulle stå for at købe noget jord og gøre det klar til en stor fest.

En varm julidag i 1911 havde en snes mennesker samlet sig til en picnic i Rebild Bakker. De lokale Rebild-bønder havde næppe regnet ud, hvor skæbnesvanger den frokost ville blive for hele lokalområdet. De lokale havde lige solgt området til Hedeselskabets skovrider. Man havde godt undret sig over, hvad i al verden han ville bruge det til. Jorden var mildest talt elendig, men måske han kunne dyrke nogle grantræer.

Havde de lyttet lidt til, hvad der blev sakket om nede ved frokosten nede i de lyngklædte bakker, var de dog blevet meget klogere. For det var faktisk ikke skovrideren, de havde solgt området til. Han havde bare ageret mellemmand. I virkeligheden var det Max Henius og dansk-amerikanerne. Han havde bare bevidst holdt sig i baggrunden, for hvis de fattige bønder først fandt ud af, at det var en rig amerikaner, som ville købe det, ville prisen nok blive meget højere…

Det drejede sig om 140 tønder land i de naturskønne Rebild Bakker. Pengene til salget var lynhurtigt blevet samlet ind blandt dansk-amerikanerne. Området blev straks givet tilbage til den danske stat – på tre betingelser. Det skulle være åbent for publikum, henligge i naturtilstand, og ikke mindst reserveres til dansk-amerikanere hvert år på den 4. juli, så de kunne fejre Uafhængighedsdagen i deres elskede fødeland.

Mindst 10.000 danskere og dansk-amerikanere dukkede op til den første Rebildfest i 1912. Kongen, Christian X, var der og holdt en tale. Det danske og amerikanske flag hang side om side. Alt spillede – lige bortset fra at det faktisk ikke var den 4. juli, festen blev afholdt, men i stedet 5. august. Den 14. maj samme år var kongen, Frederik VIII, nemlig desværre død. 4. juli var der stadig landesorg, så man udskød mødet lidt. Måske blev datoen 5. august valgt som et løft med hatten til stævnet på Krabbesholm højskole i 1908, som jo startede netop på denne dato.

Ved den første Rebildfest i 1912 var der taler fra både danskere og amerikanere, og det er en tradition der er blevet holdt fast i. I dag er der en amerikansk og en dansk hovedtaler, der er underholdning fra både danskere og amerikanere, og både den danske og amerikanske nationalsang bliver afsunget. Det første år blev sunget sangen Fællesdåd, som Ivar Kirkegaard havde skrevet teksten til. Måske som en hyldest til idémanden bag Rebildfesten. Alt sammen skete med et Dannebrog og et amerikansk flag side om side.

Patriotiske aktiviteter under krigen

I 1917 og de næste par år var der ikke nogen Rebildfest. Første Verdenskrig var for længst brudt ud, og som neutralt land kunne Danmark ikke rigtig tillade sig at fejre USA’s uafhængighedsdag længere.

Max Henius var i Danmark, da Gavrilo Princip den 28. juni 1914 skød og dræbte ærkehertug Franz Ferdinand og dermed reelt startede Første Verdenskrig. Det blev hurtigt tydeligt, at noget stort var under opsejling, så amerikanerne i Europa havde travlt med at vende hjem, inden det blev for farligt at sejle nogle steder. Det lykkedes Max Henius at få en kahyt på første klasse på dampskibet S/S Oscar II. Billetten kostede ham $75, og han kunne let have solgt den for det femdobbelte. Det siger lidt om efterspørgslen.

Ikke at han rent faktisk fik brugt kahytten. Ligesom de andre på førsteklasse opgav han den, så kvinderne og børnene ombord kunne have det lidt mere behageligt på den sikkert ret nervepirrende tur. For at modvirke angsten beordrede kaptajnen i øvrigt, at det var forbudt at tale om krigen ombord på skibet. De pillede flag ned der ikke var amerikanske eller danske, det blev forbudt at skåle for andre lande end USA og Danmark, og engelsk, fransk, tysk og russisk musik blev forbudt. Alt der kunne minde om krigen, eller afsløre folks eventuelle sympatier, blev dybest set neddæmpet.

Første Verdenskrig var fyldt med dilemmaer og forsigtige skridt for immigrantgrupper som dansk-amerikanerne. Især da USA officielt indtrådte i krigen. Mange var påpasselige med at vise deres danskhed i offentligheden af frygt for, at det ville blive set som upassende eller ligefrem forræderisk at vise sympati for en fremmed nation i krigstid – også selvom Danmark officielt var neutralt. Nogle dansk-amerikanere lod f.eks. Dannebrog blive derhjemme ved offentlige arrangementer.

Andre forsøgte omvendt netop at bruge deres danskhed til at bevise, hvor patriotiske amerikanere, de var. Og den linje var Max Henius med på.

Han var eller stor tilhænger af assimilation, og han ville have hadet, at jeg gentagne gange kalder ham dansk-amerikaner i den her episode. For det ord staves med bindestreg mellem dansk og amerikaner – og den bindestreg var ikke i orden, mente han. For enten var man dansker – eller amerikaner. Så snart han blev amerikansk statsborger, så var han amerikaner. Men… amerikaner af dansk fødsel.

”He may have been a hyphen-hater, but he loved the words on either side of it,” som en biografi udgivet kort efter hans død formulerede det.

I 1918 var Max Henius med til at grundlægge foreningen Jacob A. Riis League of Patriotic Service. Det er lidt af en mundfuld, så jeg kaldet det bare ”Ligaen” fra nu af. Formålet var at fungere som en slags opsamlingssted, hvor alle amerikanere af dansk oprindelse kunne samle deres patriotiske aktiviteter under krigen ét sted. Ligaen organiserede f.eks. salg af krigssparemærker og opkøb af krigsobligationer, alt sammen for at støtte den amerikanske krigsindsats økonomisk og moralsk.

Men Ligaen havde også et andet formål. Den kom nemlig til at fungere som en slags lobbyorganisation for danske interesser, og især Sønderjyllandsspørgsmålet. Efter Krigen i 1864 var store dele af det danske Sønderjylland blevet tysk. Det var nok noget som de fleste danskere var pinefuldt bevidste om – og det gjaldt også dansk-amerikanerne. En rigtig stor del af de dansksindede i området var faktisk udvandret til USA som direkte eller indirekte konsekvens af netop dette store nationale traume. Mange unge mænd udvandrede f.eks., fordi de nægtede at indgå i tysk militærtjeneste.

Det gik op for nogle dansk-amerikanere, at Første Verdenskrig var en rigtig god anledning til at få gjort noget ved det én gang for alle. Mange dansk-amerikanere, især Ligaen, forsøgte derfor at påvirke de amerikanske politikere, helt op til præsident Woodrow Wilson, og overbevise dem om, at de burde huske på Danmark og Sønderjylland, når Tyskland engang blev tvunget i knæ og fredsaftalen skulle skrives.

Og det virkede tilsyneladende. For dagen efter Våbenstilstandsdagen – altså den dag hvor krigshandlingerne på Vestfronten ophørte – skrev Woodrow Wilson et brev, hvor han forsikrede dansk-amerikanerne om, at USA ville huske den sønderjyske sag, som han eksplicit omtalte som en ”unforgotten injustice” – en uforglemt uretfærdighed. Brevet var egentlig i første omgang tiltænkt Max Henius som modtager, men han sørgede selv for, at 3 dansk-amerikanere af sønderjysk oprindelse blev sat i front som repræsentanter i stedet.

Og minsandten om Versailles-traktaten ikke eksplicit nævnte, at der skulle afholdes en folkeafstemning om Slesvigs tilhørsforhold. Det er nok umuligt at afgøre, hvor stor en betydning dansk-amerikanernes lobbyarbejde under Første Verdenskrig konkret havde på den udvikling. Det var jo i den grad storpolitik, og det er nok at tage munden lidt for fuld at påstå, at et par danske udvandrere kunne bestemme sådan noget. Men de fik i hvert fald præsidenten og hans folk til at svare dem direkte – så det kan i hvert fald ikke afvises, at dansk-amerikanerne fik Woodrow Wilson til at have sønderjyderne lidt ekstra i tankerne under forhandlingerne. Så mon ikke den unge Max Henius i studenterårene, der skålede for ”genforeningen med Slesvig”, ville have været stolt?

Udvandrerarkivet

I 1911 blev Max Henius udnævnt til medlem af Direktoratet for Chicagos Folkebibliotek. Tiden han brugte i bibliotekssagens tjeneste må have inspireret ham. Med årene blev han i hvert fald interesseret i dansk-amerikansk historie, og det gik op for ham, at hvis der ikke snart blev oprettet et arkiv dedikeret til netop det, ville rigtig mange af udvandrernes breve, dagbøger og andre primære kilder forsvinde. Og uden primære kilder – ingen historieskrivning, og tusindvis af dansk-amerikanere ville blive glemt.

I løbet af 30erne begyndte han derfor at arbejde for, at der blev oprettet et arkiv og bibliotek for alle danske udvandrere. I Aalborg havde Sohngaardsholm stået tomt og øde siden Isidor Henius’ hustru døde i 1913, og byen Aalborg havde opkøbt det. Vistnok i en samtale med Aalborg borgmester Marinus Jørgensen i 1931 fik Max Henius nævnt idéen. Borgmesteren var helt med på den, og Aalborg by stillede ikke bare Sohngaardsholm til rådighed for dansk-amerikanerne og deres arkiv; de satte den i ovenikøbet også i stand for dem. Hjemvendt til Chicago gik Max Henius straks i gang med det organisatoriske arbejde, og der blev startet en indsamling af kildemateriale og litteratur. Mange dansk-amerikanere stod også klar med penge til arkivprojektet. F.eks. William Knudsen, der lovede at betale $2.500 årligt i fire år, og sagen fandt også støtter i Danmark.

Mange dansk-amerikanere delte glædeligt ud af deres arkiver, avisudklip og manuskripter, selvom nogle dog holdt igen, da de mente, at udvandrernes historie burde blive i USA. Og jeg kan nu sagtens forstå dem. Men dengang var arkivet i Aalborg det eneste initiativ i den retning, og uden det var rigtig mange arkivsamlinger og breve unægteligt gået til grunde.

Det fik navnet Dan-Amerika Arkivet og ligger stadig i Aalborg – i dag hedder det dog Udvandrerarkivet og er en del af Aalborg Stadsarkiv. Dansk-amerikanernes forsøg på at redde deres eget minde og kulturarv er med andre ord blevet en offentlig institution, som finansieres og drives af det Danmark, som udvandrerne for mange år siden forlod. Et transatlantisk samarbejde og fælles projekt – lige efter Max Henius’ hoved. En passende udvikling for han sidste, store projekt.

Rebild udvikler sig

De første mange år levede Rebildfesten en ret omtumlet tilværelse. Rebildfesten havde som sagt været aflyst under Første Verdenskrig, men i 1920 vendte de stort tilbage med en Rebildfest, der i høj grad stod i Genforeningens tegn. Med den tyske besættelse af Danmark i Anden Verdenskrig blev festlighederne igen sat på pause for et par år. Men kun 2 måneder efter Befrielsen i 1945 dukkede 25.000 op i Rebild Bakker, hvor amerikanske soldater under stor højtidelighed hejste det amerikanske flag, og danske frihedskæmpere hejste det danske flag. Rebildfesten havde uden tvivl sin storhedstid i efterkrigsårene. I 1948 var der f.eks. op mod 50.000 mennesker i Rebild Bakker den 4. juli.

I slut-60erne og 70erne kom der igen en del opmærksomhed omkring Rebildfesten. Denne gang skyldtes det dog folk udefra. Flere år fik bakkerne nemlig besøg af demonstranter, der protesterede imod alt fra atomvåben til Vietnam-krigen. Mest ikonisk var teatergruppen Solvognens besøg i 1976, hvor indianerklædte demonstranter kom ridende på hesteryg. Det var USA’s 200 års fødselsdag, og som Jomfru Ane Band sang i den ikoniske sang, Rebild 76:

”Vi ska’ hilse jer fra nogen, de ku’ ikke komme selv
indianerne og Viet-Cong og de andre I slog ihjel.”

Død

I 1933 blev der for første gang transmitteret i dansk radio fra Rebildfesten, med optagelser fra taler af statsminister Thorvald Stauning og den amerikanske ambassadør i Danmark, Ruth Bryan Owen. Sidstnævnte læste en besked op fra den nyudnævnte præsident Franklin D. Roosevelt.

Der var generelt fornemt selskab i ”Gryden” i Rebild Bakker det år. Lauritz Melchior sang Star Spangled Banner. Kongen og dronningen, kronprins Frederik og prins Knud sad i publikum. Max Henius selv sad dog oppe i de lyngklædte bakker ved Hørgdalshuset, hvor man hverken kunne se eller høre noget. Hørgdalshuset var Max Henius’ private bolig i Rebild Bakker, hvor han havde brugt mere og mere tid de sidste par år. Han var syg, så han havde fortrukket sig så snart han havde vist sin respekt for dronningen og kongen, som samme morgen havde gjort ham til kommandør af Dannebrog, første grad. Han forsøgte generelt at træde lidt mere i baggrunden i sine projekter.

Han var nu gammel og træt. Og det blev nok kun værre, da hans kone, Johanne, døde året efter, 7. juli 1934.

Sidst i september 1935 tog Max Henius til Hobro for at hente hans datter, Gerda, ved toget. De kørte af landevejen ud af Hobro. Klokken var blevet mange, og det var mørkt. Alt de kunne se var en hestevogn, der luntede afsted… altså lige indtil Max, Gerda og chaufføren blev blændet af forlygterne på en modkørende bil. En lastbil havde forsøgt at køre udenom hestevognen, men torpederede i stedet den bil, hvor Max, Gerda og deres chauffør sad.

Gerda og de to chauffører slap uden de store knops, men Max Henius var hårdt kvæstet. Han blev kørt til hospitalet i Aalborg, hvor familie og venner samledes om ham i de mange uger, han nåede at ligge der. I vanlig stil prøvede han af og til stadig at lette stemningen i selskabet, når han ellers havde kræfter til det. Og det hændte da også, at han bestilte en sherry og en cigar til hospitalsværelset. Ja, det var lidt andre tider.

Men på et tidspunkt måtte kræfterne jo slippe op. Og den 15. november 1935 døde han i den by, han var blevet født i godt 76 år tidligere. Aalborg by betalte for en hyldest af Aalborgknægten, der ganske vist rejste ud, men altid huskede at komme hjem igen af og til. Efter hyldesten blev Max Henius kremeret, og i sin urne tog han nu ud på sin sidste rejse over Atlanterhavet. For han skulle selvfølgelig stedes til hvile ved siden af sin elskede Johanne i Chicago.

Levende mindesmærke

Jeg har flere gange nævnt, at jeg synes, de danske udvandrere generelt er ret oversete og glemte. Både som gruppe – men også som enkeltpersoner. Der er f.eks. ikke mange mindesmærker – hverken om store personligheder som William Knudsen, eller store tragedier som forliset af S/S Norge.               

For Max Henius kan man næsten sige, at Udvandrerarkivet i Aalborg og især Rebildfesten er to levende mindesmærker om Max Henius og hans store visioner. Med sit store engagement i den dansk-amerikanske sag blev han til en slags ledende skikkelse og en person, som mange dansk-amerikanere så op til. Han var en glimrende organisator og bliver beskrevet som en, der var god til at sparke gang i ethvert socialt arrangement. Hans anbefaling alene kunne nærmest skabe store karrierer hos folk, som han særligt kunne lide.

Men selvom mange hyldede ham og hans bedrifter, var det langt fra alle, der brød sig om ham. Han var god til at lede projekter og få ting til at ske, men hvis man talte ham direkte imod og ikke lod alting ske, præcis som han ville have det ned til den mindste detalje, kunne han også blive decideret ubehagelig og komme med bidende og sarkastiske bemærkninger, for ikke at tale om direkte tilsvininger foran andre. Derfor kom han jævnligt i konflikter med folk. Nogle af de lokale folk i Rebild-området var f.eks. så utilfredse, da han ændrede i måden som Rebildprojektet blev kørt på, at de hev ham og den amerikanske rebildkomité i retten. De lokale tabte sagen, men Rebildkomitéen besluttede, at de ofte ret fattige bønder, som havde sagsøgt, ikke skulle betale noget for retssagen alligevel. Max Henius var en af de få, der dybt imod den eftergivenhed. Han var gavmild overfor dem, han brød sig om… men ikke nødvendigvis overfor alle andre. Der kom også en del negative rygter om ham i løbet af årene – hvoraf mange af dem dog næppe havde noget på sig. Det værste – og mest absurde – var da han ligefrem blev beskyldt for at have fået slået en kvinde ved navn Karen ihjel, fordi hun boede i Tophuset i Rebild Bakker og han ville have hendes jord til parken. (For god ordens skyld er det noget vrøvl.)

Uanset hvad man mener om hans person – og der var mange, der beskrev ham som ufatteligt venlig, gavmild og hjælpsom – så kan man dog ikke komme udenom hans store bedrifter, især for dansk-amerikanerne. Og hans navn vil i hvert fald leve videre, så længe Udvandrerarkivet beskytter dansk-amerikanernes historie og 4. juli bliver fejret i Rebild Bakker.

Kilder:

• Det runde bord i Wilkens kælder i Chicago. (Udvandrerarkivet, 1962)
• Roger Nielsen, Det runde Bord: nogle Træk af dets Historie. (1929)
• J. Christian Bay, Max Henius: et hundredaarsminde. (Rosenkilde og Bagger, 1959)
• Max Henius Memoir Committee, Max Henius: A Biography. (Kingsport Press, Inc., 1936)
• Peter Riismøller, Rebild: Fourth of July Celebrations in Denmark. (Hassings Forlag, 1952)
• Helge V. Qvistorff, En Rebild saga: 4. juli fester i Danmark gennem 75 år. (Jysk Lokalhistorisk Forlag, 1987)
• Helge V. Qvistorff, De drog ud – men glemte ikke: Rebildfesten gennem 100 år. (Jysk Lokalhistorisk Forlag, 2012)
• Ole Sønnichsen, Rejsen til Amerika II: Jagten på lykken. (Gyldendal, 2015)

Jeg hart tidligere fortalt, at de danske myndigheder nogle gange gav forbrydere en enkeltbillet til USA i stedet for en fængselsdom. Det var typisk serie-kriminelle, det skete for. Folk, der gang på gang var blevet snuppet for det samme og som politiet simpelthen var blevet trætte af at se på. Så ved at betale for billetten slap staten for at bruge en masse penge og tid på at fange dem og smide dem i fængsel igen og igen.

Og for nogle af dem var det en fantastisk byttehandel. Ja, faktisk var der flere af de kriminelle, som selv foreslog det til at starte med. Og som I hørte med Chris Madsen var der også nogle, for hvem det rent faktisk blev en ny start og den vaskeægte amerikanske drøm.

Men andre blev presset til det og havde kun et kummerligt liv at se frem til i USA.

Og så var der et helt særligt tilfælde… Socialdemokratiets grundlægger, Louis Pio. Han fik ikke bare en enkeltbillet – han fik faktisk ret mange penge for at rejse. Han indrømmede selv at have gået med tanker om at udvandre i et stykke tid, og i lang tid sagde de fleste da også, at han tog velvilligt afsted på grund af pengene. At han blev købt og betalt til at skride fra den danske arbejderbevægelse, han havde været med til at skabe.

Men den rigtige historie er noget mere nuanceret end det.

Introduktion

På papiret virker det måske ikke så oplagt, at det lige var Louis Pio, der skulle blive en arbejderhelt og socialistisk pionér i Danmark. Han blev født den 14. december 1841 i Roskilde til en mor, der kom fra en borgerlig familie, og en far, der var af fransk afstamning og var officer i den danske hær. Han voksede ganske vist op i et relativt fattigt hjem – noget der nok ikke ligefrem blev bedre, da forældrene blev skilt, da Louis Pio var 12 år gammel. Men han fik en studentereksamen og var både lærer på Borgerdydskolen og funktionær i postvæsenet. Så klassisk arbejder var han i hvert fald ikke.

Og det var heller ikke på fabriksgulvet, at Pios socialistiske ild blev tændt. Det var i avisen og bøgerne. Socialistisk litteratur spredte sig i hele Europa dengang, og der var også steder, hvor arbejderne fik nok, væltede magthaverne og satte gang i deres egne socialistiske eksperimenter. For eksempel i den såkaldte Pariserkommune i, nåja, Paris i år 1871.

Måske var det fra Frankrig, hvor hans familie oprindeligt stammede fra, at han fik den endelige motivation til at springe ud i det. Det var i hvert fald netop i 1871, at han sagde sit job op i postvæsenet og blev fuldtidssocialist. Først startede han avisen Socialisten, og et par måneder senere grundlagde han den forening, der med tiden har udviklet sig til Socialdemokratiet. Det gjorde han bl.a. sammen med to andre, Harald Brix og Paul Geleff.

Foreningen blev lynhurtigt populær, især hos københavnske arbejdere. Ifølge nogle beretninger måtte halvdelen ofte stå ude på gaden og lytte med ind ad åbne vinduer, når de holdt møder. Så fyldte var lokalerne. Så da han inviterede til stormøde på Fælleden den 5. maj 1872, var der selvfølgelig masser af mennesker, der mødte op.

Men hverken Pio ellers hans to medstiftere var til at få øje på. I løbet af natten havde politiet nemlig banket hårdt på deres døre og hevet dem med på stationen. Også selvom mødet sådan set var fuldstændig lovligt.

De næste tre år brugte de så i det såkaldte Vridsløselille Forbedringshus, som fængslet hed dengang. Ikke fordi der var mange, der kom forbedrede ud på den anden side, tværtimod. Som Pio skrev efter løsladelsen:

“Indespærringen i de usunde, arsenik-forpestede og med Utøj befængte Huler i Tivoli, der stank af Skraasauce og Kakkelovnssmørelse, ødelagde fuldstændigt min kraftige Konstitution […]

Hvis Cellesystemet skulde gennemføres saaledes, som det er bestemt ifølge vor Lovgivning, vilde ikke Halvdelen af de Fanger der er dømt længere end 2 Aar, undgaa Døden eller Galehuset.”

Den 8. april 1875 blev han og de to andre løsladt. De var blevet benådet, bl.a. pga. dårligt helbred, som Pio klagede over i citatet. Pio gik med det samme i gang med formandstjansen igen, men allerede to år efter løsladelsen udvandrede han til USA.

Hvad i al verden fik ham til det? Ja, det var der fire hovedgrunde til.

For det første følte han, at han var ved at blive kørt ud på et sidespor i det parti, han selv havde startet. Han blev kritiseret for sin alt for enerådige ledelsesstil. På et stormøde foreslog Pio fx forgæves, at rigtig meget af magten i partiet blev samlet omkring formanden – som jo tilfældigvis var ham selv. Mens han havde været inde og sidde, var der også andre i partiet, der var trådt til og kørt det i den retning, som de helst ville. Så der var også opstået magtkampe og uenigheder om partiets linje.

Kort fortalt fik han ikke altid den samme brandvarme modtagelse overalt i partiet længere.

For det andet var han forgældet. 

Udover rollen som partiformand var han også vendt tilbage som redaktør af partiavisen, som nu hed Social-Demokraten. I et forsøg på at modernisere den og dermed lokke flere læsere til, købte han en halvdyr ny trykpresse fra Hamborg. Avisen havde ellers ikke den slags penge, og det havde Pio selv slet ikke. Så han lånte pengene af en svensk baronesse ved navn Jacquette Liljencrantz, der var en central del af partiet i 1870erne. Til gengæld for lånet krævede hun at blive ansat på avisen, så det blev hun.

Men pengene væltede selvfølgelig overhovedet ikke ind til avisen, som Pio ellers havde forestillet sig. Mange ting kan man kalde Pio – men et økonomisk geni, det var han ikke. Så da han skulle til at betale første afdrag, havde han ikke pengene. Liljencrantz var heldigvis en god partikammerat, så han fik udskudt afbetalingen lidt. Men desværre for Pio gik der ikke særlig længe, før de to blev voldsomt uvenner.

Liljencrantz var efter alt at dømme smaskforelsket i Pio, og hun påstod senere i et smædeskrift om Pio, at han havde sagt, at også var vild med hende. Hvis han rent faktisk sagde det, så var det i hvert fald ikke hele sandheden. For nogle måneder forinden var en anden socialdemokrat, Augusta Jørgensen, taget ud til en jordemoder i Ishøj og født en datter i al hemmelighed – hendes og Louis Pios datter, Sylvia Pio.

Liljencrantz opdagede forholdet, blev skidesur og fornærmet – og ville have sine penge igen.

Og dem havde Louis Pio selvfølgelig stadig ikke. Så da han flygtede til USA, inden den første afbetalingsdeadline faldt, var der straks nogle, der fattede mistanke og kaldte ham en bedrager, der var løbet fra regningen.

Og den tredje grund var politiet.

Politiet var aldrig holdt op med at holde øje med Pio efter løsladelsen. De frygtede stadig, at han kunne vælte hele samfundsordenen og starte den socialistiske revolution i Danmark, og de ledte derfor efter en anledning til at anholde ham – eller en anden måde slippe af med ham på. Og den konservative Estrup-regering kunne samtidig se, at de nok snart ville få politiske problemer, når Venstre inden længe ville stemme imod deres finanslovsforslag og dermed bringe regeringen i mindretal. For at undgå at kæmpe med protester fra to sider – Venstre og Socialdemokratiet – håbede de altså på at ryste Socialdemokratiet og svække dets troværdighed så meget, at de ikke ville gå på gaden og protestere.

Så politiet blev sendt i byen og bedt om at få styr på Pio. Detaljerne varierede lidt over de måneder, som samtalerne på politigården fandt sted, men i store træk fik han følgende tilbud: hvis han snart rejste til USA og trak så mange ledende socialdemokrater med sig som muligt, ville han få ordentlig pose penge.

Hvis man skal tro politireferatet, var Pio helt med på idéen fra starten af. Han havde selv overvejet at tage til USA, forklarede han; blandt andet fordi han generelt var begyndt at tvivle på, om arbejderbevægelsen kunne udrette noget som helst i Danmark.

Men hvad politireferaterne ikke fortalte var, at hele grundlaget for forhandlingerne var trusler mod Pios frihed og liv. Sagde han nej, ville de smide ham i fængsel igen. Og Pio var hunderæd for at ryge tilbage i fængsel og troede dybest set, at det ret hurtigt ville koste ham livet. Og det havde han nok ret i. Nogle måneder tidligere var Harald Brix blevet smidt i fængsel – og mindre end et halvt år efter, at Harald Brix juleaften 1880 blev løsladt igen, døde han. Kun 40 år gammel.

Alt tyder på, at ordren kom fra allerhøjeste politiske sted. Historikere har længere mistænkt, at en minister var indblandet – måske ligefrem statsminister Estrup selv. Og Poul Smidt har i sin biografi om Frederik den 8., som udkom i foråret i år, fundet breve som tyder på, at selveste Frederik den 8. var indblandet i planerne. Godt nok da han blot var kronprins – men i en periode, hvor kongen, Christian den 9., var ude at rejse, og Frederik dermed fungerede som regent.

Pengene kom sandsynligvis fra nogle af de industririgmænd, der var ved at være godt trætte af, at Pio og hans arbejdervenner blev ved med at strejke og koste dem dyrt. Så det var åbenlyst Pio fjender – politisk, men nok efterhånden også personligt.

Men det var ikke så let bare at afvise dem med et fnys. For truslerne om endnu en tur i fængsel stillede Pio i et forfærdeligt dilemma: forlad hjemlandet og den arbejderbevægelse, han elskede … eller lid en tidlig død i et koldt og klamt fængsel.

Kolonidrømme og socialistisk udvandring

Og der er en vigtig grund mere, du lige skal have med for helt at forstå Pios motivation for at rejse, som han gjorde. Tanken om arbejderudvandring til USA var nemlig ikke fuldstændig fjern for ham.

Han påstod selv, at han havde fået idéen allerede i 1872, da han talte med nogle prominente europæiske socialister under et længere ophold i den belgiske by Genk. Som han selv skrev i sine erindringer i 1876:

“I Forening med adskillige Meningsfæller i Genk havde jeg lagt en Plan for en langt mere omfattende og betydningsfuld Virksomhed i Sagens Interesse, end den, som Forholdene herhjemme kunde tilbyde mig. Udførelsen af dette Project, som jeg ikke her videre kan omtale, da det muligvis kan blive realiseret endnu, vilde tage en 5 à 6 Aar. Men jeg var gaaet ind derpaa under den Forudsætning, at Forholdene i Danmark vilde kunne udvikle sig videre uden min Hjælp. Efter alle Beretninger at dømme var dette dog glippet; hele Socialismens Eksistens herhjemme var truet ved Frafald og Stridigheder. Jeg besluttede omsider at opgive mine udenlandske Planer og vende tilbage for at prøve paa at stille Sagen kraftigt paa Benene.”

Han var bevidst ret vævende i sin beskrivelse af projektet, men som det tydeligt fremgik af det citat gik det i grove træk ud på at forlade Danmark i en socialistisk sags tjeneste, når bevægelsen herhjemme kunne stå på egne ben. Og det tænkte han måske, at de kunne, nu hvor han alligevel blev mere og mere isoleret i partiet.

Måske derfor skrev han den 19. marts 1876 – altså, noget før hans hemmelige samtaler på politigården begyndte – en artikel på Social-Demokratens forside under den beskedne overskrift “Om Udvandring“. Befolkningstilvæksten og den økonomiske krise skabte en masse arbejdsløse, og det var et stort samfundsmæssigt problem. Men for Pio var løsningen oplagt: Udvandring!

For det første slap de arbejdsløse, der blev tilbage, for en del af den indbyrdes konkurrence arbejdsløse imellem. Jo flere arbejdsløse, der er, desto større chance er der for, at nogle vil underbyde resten og gå med til at arbejde for dårligere løn og vilkår. For det andet kunne danske arbejdere få praktisk erfaring med at stable et socialistisk samfund op fra bunden af. Den amerikanske frihed og de enorme, tomme prærier gav unikke muligheder for eksperimenter, og forhåbentlig kunne nogle af udvandrerne på et tidspunkt vende hjem med inspiration og knowhow, når arbejderne en skønne dag styrede showet i Danmark.

Hvad en socialistisk koloni rent faktisk betød i praksis ville Pio og de andre i udvandringskomitéen med vilje ikke bestemme på forhånd. Det var bedre, at udvandrerne selv fandt ud af det, når de nåede frem. Men det var fællesskabet, der skulle eje jorden, og de forpligtede sig til at arbejde for koloniens fælles bedste. Og stedet var også bestemt. Paul Geleff havde nemlig været på en studietur i Kansas, og han var så vild med staten, at det blev besluttet, at de skulle finde et sted på landet i Kansas at slå sig ned.

Udvandringsprojektet skabte en del interesse, og den første gruppe var der så godt som styr på. Idéen var nemlig, at en lille gruppe tog afsted først og fik styr på det mest basale, og når der så var et hus at bo i og mad at spise, skulle resten af de forhåbentlig mange arbejdere følge trop.

Men det blev der vendt op og ned på den 23. marts 1877. For hvor i alverden var Louis Pio blevet af?

Afrejsen

Den 18. februar 1877 meddelte Pio, at han trak sig som partiformand allerede den 1. marts. Han havde simpelthen arbejdet for hårdt, sagde han. På det her tidspunkt lå det ret fast, at Pio inden længe ville tage imod politiets USA-billet. Men måske havde han truffet beslutningen om at trække sig uanset truslerne fra politiet. For det virker ærligt til, at det var rigtigt nok. Han var virkelignedslidt.

Jeg sagde før, at Jacquette Liljencrantz fandt ud af Pios forhold til Augusta Jørgensen og blev fornærmet. Hun nøjedes dog ikke bare med at kræve, at Pio betalte gælden tilbage. Næh, hun gik til politiinspektør Hertz, da hun frygtede, at Pio ville flygte ud af landet for at slippe for gælden. Det afviste Hertz prompte og beroligede hende. Han vidste selvfølgelig bedre, for det var netop ham, som havde hevet Pio ind på politigården, men hans plan skulle ikke ødelægges nu, så tæt på målet.

Den 25. februar kom de sidste detaljer på plads, da Pio holdt et møde med vicepolitidirektør Oldenburg. Han ville få 5.000 kroner nu, og 5.000 ved ankomsten i New York. En mindre formue dengang.

Den 23. marts rejste Louis Pio og Paul Geleff så endegyldigt afsted mod USA. Det var egentlig noget før den oprindelige plan, men i sidste øjeblik havde politiinspektøren ændret afrejsedatoen. Det skyldtes nok den politiske situation i Danmark, som jeg talte om før – regeringen ville hurtigt have det her klaret, så de fik lidt mere ro. Men måske var det også for at skabe forvirring.

Så Pio, Augusta og lille Sylvia steg ombord på skibet SS Berlin til Skotland sammen med Pios sekretær, A. W. Hansen, også kaldet “Sorte” Hansen pga. hans hårfarve. Paul Geleff gik samtidig ombord på S/S Olga mod Newcastle. En betjent forklædt som sømand fulgte med på begge skibe for at sikre, at de ikke snød og blev i Danmark. Undercover-betjentene tog først hjem til Danmark, da gruppen samlet steg ombord på et skib med kurs mod New York.

Louis Pio, socialistisk pionér i Danmark, havde nu endegyldigt forladt landet. Rygterne talte altså sandt; rygter, som Socialdemokratiet så sent som 15. marts offentligt havde dementeret.

Og kritikkerne … de var der med det samme, og de gik hårdt til ham.

Gruppen ankommer – og splittes

Pio og familien, Pios sekretær “Sorte” Hansen og Paul Geleff ankom til New York i løbet af sommeren 1877. Og man skulle tro, at de holdt lidt ekstra sammen, nu de var i samme mærkelige situation. Og sådan ville det måske også være gået, hvis det ikke var for et meget uheldigt sammentræf.

Halvdelen af Pios betaling ville han jo få udbetalt af den danske konsul i New York, så Pio sendte “Sorte” Hansen afsted efter dem. “Sorte” Hansen sagde det aftalte kodeord – “Sent er ikke for silde” – og fik de sidste 5.000 kroner til Pio. Desværre var Paul Geleff også dukket op omtrent samtidig, og han kunne jo tydeligt se, at der var flere penge end de 2.500 kroner, som han var blevet lovet af Pio. Paul Geleff følte sig snydt og gik straks hjem til Pio og krævede at få udbetalt halvdelen. Pio nægtede, og de gik hvert til sit som voldsomme uvenner – og talte vist nok aldrig rigtig sammen igen.

Det kan man sige var slemt nok; Pio havde mistet en tæt ven og samarbejdspartner. Men det blev meget værre. For kort tid efter skrev Paul Geleff et smædeskrift kaldet: “Den rene, skære sandhed om Louis Pio og mig selv“. Her svinede han Pio til som en forræder og bedrager, samtidig med at Paul Geleff undskyldte dybt for at have været med i Pios svindelnummer. Teksten sendte han til den socialdemokratiske top hjemme i Danmark, der modtog den med kyshånd og sendte den rundt til lokalafdelinger i hele landet. Med det bidrog Geleff voldsomt til, at Pios navn og rygte hjemme i Danmark blev fuldstændig ødelagt. Socialdemokratiets ledelse havde nu fået et perfekt værktøj til at understrege deres forklaring om, at Pio var en grådig og korrupt klasseforræder og bedrager.

Pio havde ellers forsøgt at forsvare sig, faktisk allerede før han kom til USA. Da han sad i Glasgow og ventede på at sejle videre til New York, skrev han et modsvar på noget af den kritik, der allerede var kommet. Han nægtede fuldstændig, at han var skredet uden at fortælle det til nogen, som alle ellers påstod. Citat, “Emigranterne, Kontorpersonalet, Agenten for det Hus, hvormed vi stod i Forbindelse i Hamburg, og enhver anden med hvem jeg talte” vidste det, skrev han. At han ikke gik ud og proklamerede det offentligt skyldtes blot, at detaljerne var usikre til det sidste – så han ville ikke sige noget, før det var helt sikkert. At han skred pga. egoisme eller grådighed fnyste han kun af. Citat:

“Efter 5 Aars Anstrængelser gaar jeg nu ud af Kampen med et nedbrudt Helbred og ruinerede Pengeaffærer for at begynde et nyt Liv i ubekendte og fremmede Omgivelser.”

Citat slut.

Om det passer, at Pio havde advaret folk, er svært at sige. Jeg har ikke kunne finde nogle andre kilder, der bekræfter det; men på den anden side har de fleste andre kilder en ret stor interesse i at svine Pio til, så det siger ikke nødvendigvis særlig meget. Og nogen har tilsyneladende vidst det, for rygterne florerede som sagt før afrejsen, især i borgerlige aviser. Men det kan lige så vel have været myndighederne, der lækkede det for at svække Pios og Socialdemokraternes troværdighed. Nå, men uanset hvad hjalp det ikke noget som helst. Pio trængte aldrig igennem muren af tilsvininger. Der skulle andre til at redde hans navn og eftermæle, og det skete først for alvor årtier efter hans død.

Kolonisterne kommer

Nu hvor kontroversen om Pio stadig rasede på fuld skrue, skulle man tro, at det socialdemokratiske udvandringsprojekt lige blev sat lidt på pause, indtil de fandt ud af, hvad der var op og ned. Pio havde jo trods alt ledet projektet hele tiden. Men nej. Den første gruppe af udvandrere tog afsted som planlagt og mødte “Sorte” Hansen i New York og guidede dem til Kansas. I mellemtiden havde Pio slået sig til gruppen, og han fik talt gruppen fra at tage til byen Hays. Det var bedst, at de kom lidt væk fra byerne og civilisationen, hvis eksperimentet skulle lykkes, mente Pio.

Jorden var også meget billigere der end inde i storbyen. Så ganske som ventet købte de et kæmpe stykke land for næsten ingenting, men det var straks anderledes med proviant, redskaber og dyr. De lokale krævede en mindre formue for det, og det var der ikke rigtig nogen af kolonisterne, der havde råd til. Så Pio lagde ud for det hele, og på den måde røg mange af de penge, han havde tilbage fra politiet. Han håbede godt nok på at få dem tilbage af kolonien senere, men det skulle hurtigt ændre sig…

Den lokale avis skrev begejstret om de nye danske kolonister, da de kom til i løbet af maj. Pio og danskerne blev kaldt begavede og arbejdsomme og blev spået gode chancer for at få succes med projektet.

Men så stoppede nyhederne også. Og det skyldtes måske, at der ikke var meget godt at skrive om kolonien. I de få dage, som Pio blev i kolonien, nåede han allerede at gå de fleste af kolonisterne på nerverne. Han deltog ikke rigtig i det fysisk hårde arbejde, men holdt sig mere til at gå og dirigere med folk – rollen som leder havde han tilsyneladende ikke sluppet. Så der var næppe mange protester fra de andre, da han efter et par dage tog hjem til familien i Chicago.

De fleste af de socialdemokratiske udvandrere var københavnske arbejdere, der godt nok arbejdede hårdt, men ikke vidste det store om landbrug. De få landmænd, der var, var hårdt pressede; både fordi de andre ikke helt vidste, hvad de lavede, men også fordi Kansas hurtigt vise sig ikke at være det paradis for en landbrugskoloni, som de var blevet lovet. Området var nærmest en ørken, og det lykkedes dem aldrig rigtig at dyrke meget andet end ukrudt. Da de efter ret kort tid havde slagtet og spist først koen og så deres to heste, gik de ind til byen, solgte redskaberne for et par dollars og gik så hvert til sit og lod jorden ligge og passe sig selv, som den så fint havde gjort det, før de kom til.

En af dem skrev et brev til Pio og forklarede, at han nok ikke skulle regne med at se de penge, han havde lånt til kolonien, nogensinde igen.

Tilbage i Chicago

Før kolonien nåede at kollapse, var Pio dog som sagt smuttet igen. Han tog tilbage til Chicago, hvor hans familie ventede i en lille, beskeden lejlighed.

Det Chicago, de ankom til, led stadig under den store brand, der havde været i 1871, som jævnede meget af byen med jorden. Men genopbygningen gik alligevel stærkt. Chicago var en gennemgangsby for mange af dem, der søgte homesteads. Heriblandt var der også en del danskere, og nogle af dem endte med at blive hængende i byen. Ud af de godt 300.000 mennesker, der dengang boede i Chicago, var der cirka 6.000 danskere, mest fra København og købstæderne. 2/3 boede samlet langs Milwaukee Avenue i en lille danskerkoloni. Her opstod allerede i 1860erne danske foreninger og forretninger. Der var danske møder, arrangementer – og en årlig maskerade.

Og det danske miljø i Chicago tog rigtigt godt imod Louis Pio. I hvert fald til at starte med. Den dansk-amerikanske inderkreds i Chicago mødtes jævnligt ved det såkaldte Runde Bord i en tysk beværtning ved navn Wilkens Kælder, og Pio blev hurtigt en fast gæst, når han var i Chicago. Her kom Paul Geleff i øvrigt også en gang imellem. Og sekretær “Sorte” Hansen var rigtig populær omkring det Runde Bord.

Det amerikanske jobmarked modtog ham ikke helt med lige så åbne arme. Hele sit amerikanske liv måtte Pio flytte rundt i hele landet efter jobs – hele 13 gange nåede Pio at flytte på de 17 år, han nåede at bo i USA, inden han døde. Han måtte for det meste nøjes med korte og ustabile ansættelser, og ofte kunne familien kun lige nøjagtigt klare sig. De første år var en hård kamp med sult og kulde og problemer med at tilpasse sig den hårde amerikanske livsstil. I USA var det alles kamp mod alle for at komme frem; dannelse og familienavn betød ikke meget. Problemerne blev måske bedst beskrevet af Sylvia Pio, da hun mange år senere tænkte tilbage på sin barndom i Chicago:

“Mellem alle de tågede indtryk fra min barndom er der et, som står ubarmhjertigt klart: Vor fattigdom. Og skønt jeg synes, jeg har haft en dejlig barndom, lykke og kærlighed gav mine forældre mig i usædvanlig grad, så lurede der bag ved det hele et sort spøgelse, som hed næringssorg, som jeg aldrig kom i berøring med, men som skræmte mig sådan, at jeg aldrig har forsvundet det.”

“Jeg husker en dag, da vi kun ejede 2 kroner i huset og ikke vidste, hvor vi skulle få mere fra, ringede klokken og min fader gik ned og talte med den, der havde ringet. Det var en fattig dansker, som bad om penge, min fader gav ham det halve af, hvad han havde, for til sin sidste time holdt han af stakkels, fattige mennesker … Men fattigdom plagede ikke min far på samme måde som den gør så mange andre. Han var komplet ligeglad med mad og drikke, med klæder og med alt, hvad vi andre synes er nødvendigt.”

Sidste forsøg som politiker

Hvis man troede, at Pio forlod Danmark for at lægge kampen for socialismen og arbejderbevægelsen fra sig, viste det sig hurtigt, at man tog fejl.

Allerede i sommeren 1877 udgav han en 11 sider lang tekst, hvor han opfordrede de amerikanske arbejdere til at kæmpe for forandringer. Det skulle ikke ske med vold. Næh, han opfordrede dem i stedet til at bruge deres stemmeret. Revolutionen skulle ske gennem Kongressen. Han advarede dog også mod at gå for hurtigt frem. Arbejderne var ikke altid lige politisk modne og kunne let komme til at handle overilet og gå for langt.

Han talte også til et møde i en skandinavisk afdeling af et amerikansk arbejderparti. De var meget begejstrede for ham… lige indtil politimester Hertz’ søn, der også boede i Chicago og kom ved det Runde Bord, sammen med Geleff og det danske Socialdemokrati gik ud og fortalte om Pios baggrund og advarede de amerikanske arbejdere om ikke at stole på ham.

Så i stedet bijobbede han rundt omkring, hvor folk kunne bruge ham – og især hans evne til at skrive. I 1878 startede han et socialistisk tidsskrift, Den nye Tid, sammen med en norsk-født socialist ved navn Marcus Thrane. Men det samarbejde stoppede hurtigt, da Thrane ikke ville acceptere, at Pio samtidig arbejdede for kristne. Pio hjalp fx med at oversætte bøger på et metodistisk trykkeri, og tilsyneladende også som skribent om kristendom. Det blev Pio dog hurtigt træt af og sagde op, da metodisterne krævede at han gik i kirke hele tiden.

Og sådan gik det meste af hans amerikanske liv. En konstant jagt på små, kortvarige journalistopgaver og andet, der kunne skrabe lidt penge sammen til familien. Han skrev også jævnligt hjem til rigmænd og avisredaktører hjemme i Danmark med idéer – også til nogle af dem, der havde kritiseret ham allermest. Men der var ikke rigtig nogle danskere, der bed på.

Efter at have lagt karrieren som socialistisk politiker på hylden, prøvede han en overgang kræfter med hvad man kan kalde lidt mere mainstream politik. Gennem Det Runde Bord i Chicago kendte han en forretningsmand ved navn William Harlev. Harlev var i 1883 opstillet til kommunalvalget i Chicago som byrådskandidat, og han ville have Pios hjælp til at få arbejderstemmer. Det gik Pio med til – hvis Harlev til gengæld gav ham en offentlig stilling som belønning.

Harlev blev valgt ind, og Pio fik tjansen som tilsynsførende ved et hospitalsbyggeri i Chicago som tak. Pio var flittig og underholdende, men følte sig aldrig rigtig tilpas i den del af den politiske verden, og efter tre måneder blev han afskediget. Angiveligt fordi han ikke ville acceptere den korruption, han så overalt. Lidt pudsigt, når han kun fik stillingen som en vennetjeneste, men … nå ja.

I stedet prøvede han kræfter som embedsmand og fik et godt job i toldvæsenet. I de her år kan Sylvia Pio mindes et fint hus med en have, hvor vennerne tit kom og besøgte dem. Jobbet og det gode liv varede ved i et par år. Hvorfor han stoppede afhænger lidt af, hvem man spørger. Nogle sagde, at han i slutningen af 1888 eller starten af 1889 var blevet afkrævet en partiskat af det Demokratiske Parti i forbindelse med et forestående valg, og den skat nægtede han af princip at betale. Andre mener, at Republikanerne tog over og fyrede ham – selvom han havde tilbudt dem, at han da sagtens kunne blive republikaner, hvis de lod ham beholde jobbet.

Uanset hvad årsagen var, så blev han altså fyret. Når Pio endelig opnåede noget positivt, kunne han tilsyneladende ikke få lov til at beholde det særligt længe.

I et oplæg til en novelle, som blev fundet blandt Louis Pios papirer efter hans død, kan man da også få et indblik i hans tragiske skæbne. En mand sidder alene på et kontor i en trist Chicago-bygning. Manden ser ud til at skrive, men i stedet kigger han blot fortvivlet på et papir fra et inkassofirma, som snart vil komme og hente hans møbler, inklusive klaveret. Hans avis er lige gået konkurs; og så ovenikøbet samtidig med, at, som han så poetisk formulerede det:

“Hans families orkester var netop i disse dage blevet forøget på sangersiden ved ankomsten af en ny lille musikant.”

I novellen hed figuren Francis McDonald, men det er tydeligvis en tyndt forklædt Louis Pio. Og klaveret, der var ved at blive hentet af inkassoen i novellen, er Augusta Pios; det hun brugte til den musikundervisning, der i det mindste hev lidt penge hjem til den voksende familie.

Den hvide sydstatskoloni

I 1891 skrev Pio til den danske rigmand C. F. Tietgen. Tietgen var bankdirektør og stod bag en svimlende mængde projekter i Danmark. Måske mest kendt er hans finansiering af færdigbyggeriet af Marmorkirken ved Amalienborg, som ellers havde stået halvfærdig i over hundrede år, da han overtog den i 1874.

Pio foreslog, at de sammen anlagde en stor havneby i South Carolina. Tietgen leverede pengene; Pio hårdt arbejde og et stort netværk i USA. Jeg omtalte før, at man ikke skulle se Pios udvandring til USA som et farvel til socialismen. Men med det her projekt, med planerne om at købe omfattende mængder jord, anlægge havne og industrivirksomheder i massevis for derefter at sælge dem til tilflyttere, må Pio i den grad siges at have omfavnet kapitalismen.

Og selvom Tietgen høfligt men kontant afviste forslaget, opgav Pio ikke idéen. Og man kan sige, at han heller ikke helt havde opgivet kolonitanken, da den socialistiske koloni var gået i vasken mange år tidligere. For en gangs skyld ville Pio nu bare sikre, at han havde rigeligt med penge i ryggen, så projektet rent faktisk kunne blive til noget. Og kun to år senere kom anledningen for Pio til at prøve kræfter som koloniherre endnu engang.

Ved Verdensudstillingen i Chicago i 1893 lykkedes det Pio at blive ansat som en slags PR-agent for staten Florida. Han skulle udbrede kendskabet til Florida og majs, ananas, vin og hvad Florida ellers havde at byde på. Til resten af USA – men også Danmark, tilsyneladende. I oktober 1893 skrev han i hvert fald to skønmalende artikler om Florida til Illustreret Familie-Journal i hans gamle hjemland. Artiklerne var baseret på en bog om Florida, som Pio havde skrevet for at lokke folk til at rejse dertil. Pio var nemlig i mellemtiden kommet i kontakt med den amerikanske rigmand Henry Flagler, der især havde tjent sine penge på olie. Flagler blev hurtigt overtalt til at skyde nogle af sine mange penge ind i grundlæggelsen af en ny by i Florida.

Resten af sit liv brugte Pio på at rejse mellem Chicago og Florida, hvis han da ikke tog resten af landet rundt for at lokke folk til hans nye by.

Og han elskede sit nye liv. Til sin datter Sylvia skrev han:

“Alting synes at gå godt; jeg har sejlet i sejlbåd, roet i milevis dag og nat, sovet i lejr i skoven, hvor alligatorerne snorkede i to yards afstand, besøgt indianerne i deres camps, kørt i buggy over ubanede veje, blevet drivvåd af bølgerne i Atlanterhavet og tør igen af solskinnet, vandret mange mil og er blevet så brun som en tater, men jeg er raskere og føler mig bedre end nogen sinde.”

Det lykkedes Pio at lokke folk til byen, især andre danske udvandrere fra Chicago og resten af Midtvesten. Og hvis man skal tro på hans egne beretninger, så gik det strålende. De fik hurtigt bygget en kirke, skole, en masse flotte huse og dyrket en masse forskellige afgrøder.

Byen fik navnet White City. Den officielle historie går på, at Pio var blevet inspireret af Verdensudstillingen i Chicago. Et stort område i Chicago var nemlig omdannet til en smuk, hvid bydel, the White City. En gade i White City fik da også navnet Midway – efter en stor park i Chicago, hvor en del af verdensudstillingen fandt sted.

Jeg må dog indrømme, at jeg allerførst tænkte på USAs horrible racistiske historie, da jeg hørte navnet. Og på en måde er det ikke helt uretfærdigt. For hør lige hvad Pio skrev til “Sorte” Hansen, ham der var hans sekretær mens han levede i Danmark. Han skrev om byens indbyggere:

“[hvis] de fraværende Madamer og legitime unger tælles med, vil udgjøre c. 500 sjæle, alle hvide som sne. Kinesere, Negre og andre Kulørte er nemlig udelukkede fra Adgang.”

Døden når ham

Pios livsforløb taget i betragtning er det i en eller anden morbid ironi passende, at så snart det begyndte at gå godt med hans liv i kolonien, så gik det helt galt. Under arbejdet i Floridas sump blev Pio alvorligt syg. Og selvom han var meget afkræftet af sygdommen, tog han alligevel kort tid efter til Minnesota i et forsøg på at lokke flere til hans nye, lille by.

I Minnesota blev sygdommen dog for meget, og han tog i stedet hjem til Chicago. Forstyrret af Augustas klaverspil – hun skulle jo stadig tjene nogle penge! – flyttede han dog ud til en ven i byens skandinaviske arbejderkvarter. Her skulle han angiveligt have sagt til sin kone:

“Det forekommer mig, som om jeg er kommet hjem. Jeg hører arbejderne, når de kommer fra arbejdet om aftenen og sidder på trappen og taler sammen.”

Citat slut. Den 27. juni 1894, kun 52 år gammel men godt slidt op efter et hårdt liv, døde Louis Pio. I det USA, han aldrig helt faldt til i. Ikke karrieremæssigt, men heller ikke følelsesmæssigt. Han glemte aldrig Danmark, og kort inden sin død fortalte Pio til den danske journalist Henrik Cavling, at han skam snart kom hjem og startede en revolution i Danmark. Det blev sagt med et smil, men Cavling kunne alligevel tydeligt se, at Pios læbe skælvede og han kiggede væk, hver gang Danmark blev nævnt. Eller, det skrev Cavling i hvert fald.

Augusta og Sylvia kæmpede så tidligt som i 1901 for Pios genoprejsning hjemme i Danmark, og især i Socialdemokratiet. Men genoprejsningen kom først for alvor den 17. juli 1921. Sylvia Pio havde nu boet i Danmark i en række år – i første omgang fordi hun blev gift med en greve, men det kan jeg måske snakke mere om i en anden episode. Hun havde længe kæmpet for at få renset sin fars navn, og på Socialdemokratiets 50-års jubilæum i 1921 lykkedes det altså. Thorvald Stauning førte an, da en høj obelisk med Pios navn blev præsenteret på Vestre Kirkegård den 17. juli 1921. Herefter blev hans urne nedsat – Augusta var nemlig sejlet hjem til Danmark med hans aske fem dage forinden. Stauning holdt en storhyldende tale om Pio foran, hvad Social-Demokraten vurderede var 5.000 mennesker. Sylvia Pio takkede for, at hendes far ikke længere skulle ligge helt alene i den ensomme grav så langt fra det hjemland, han altid drømte om at komme tilbage til.

Det kom han så nu. Noget forsinket, men dog til en hyldest, han nok aldrig selv havde turde forestille sig i sine mange hårde år i USA.

Kilder

• Jens Engberg, Til arbejdet! Liv eller død! Louis Pio og arbejderbevægelsen (1979)
• Henning Tjørnehøj, Louis Pio: Folkevækkeren (1992)
• Børge Schmidt, 80 Louis Pio breve og en bibliografi (1950)
• Poul Geleff, Den rene, skære Sandhed om Louis Pio og mig selv (1877)
• Poul Smidt, Fredy (2020)

Tirsdag den 28. juni 1904 stødte skibet S/S Norge på grund i det kolde hav ud for Skotland. Ombord var 68 besætningsmedlemmer og 727 passagerer – de fleste af dem håbefulde emigranter. Mennesker, som ventede i spænding på at starte deres nye, forhåbentlig bedre liv i USA, når skibet engang nåede frem. Men skibet nåede aldrig frem. 635 mennesker mistede livet, da skibet sank til bunds, eller i dagene efter. Kun 160 mennesker overlevede forliset.

De fleste tog mod til sig og steg nervøse ombord på et nyt skib med kurs mod det USA, de havde ofret så meget for at nå frem til. Andre havde fået nok atlanterhavssejlads for et helt liv og vendte slukørede hjem igen for at blive der. Og så var der kaptajnen, Valdemar Gundel, som på mirakuløs vis formåede at redde sig selv, selvom han egentlig gik ned med sit skib i første omgang. Men han vendte hjem til et Danmark der ikke kun mødte ham med lykønskninger for at have overlevet, men også med en retssag for måske at have været skyld i de mange tabte menneskeliv…

S/S Norges forlis var den største civile skibskatastrofe i Atlanterhavet overhovedet, indtil Titanic sank otte år senere. Og skibet var dansk. Alligevel har de fleste danskere af en eller anden grund glemt alt om forliset.

Afrejsen

Da S/S Norge sejlede fra Frihavnen i København onsdag den 22. juni 1904, var alt som det plejede ved en Amerika-båd: en stemning der på samme tid var festlig og fuld af forventning samt trist og bekymret. Foran dem ventede et nyt og forhåbentlig lidt bedre liv i USA; men de efterlod alle et liv derhjemme og kunne ofte ikke være sikre på, om de nogensinde ville se deres venner og familie igen.

På kajen var der det sædvanlige virvar af grædende pårørende, nysgerrige forbipasserende, larmende hestevogne og travle, tungt-slæbende havnearbejdere. Ombord på skibet stod alle passagererne i deres allerfineste tøj. Det tog emigranterne nemlig altid på ved afrejsen. Måske i et forsøg på at få dem der blev hjemme i Danmark til at huske dem fra deres bedste, mest elegante side. Her stod de og vinkede farvel. Farvel til pårørende og venner. Farvel til Danmark og deres gamle liv.

Lige så snart rejsen var i gang og tilskuerne på kajen var ude af syne, gik mange emigranter ned til deres kufferter og skiftede søndagstøjet ud med noget gammelt, slidt tøj. Det beholdt de på indtil ankomsten i USA et par uger senere – hvor de tog det fine tøj på igen og stod der og strålede ved ankomsten i New York. Eller sådan foregik det i hvert fald normalt.

Selvom det var et dansk skib som sejlede fra København, var der faktisk ikke særlig mange danskere ombord. Udover besætningen var der 405 passagerer, da skibet lagde fra kaj i København. Cirka 230 af dem var jøder fra Rusland eller Polen. For dem var rejsen til USA ikke bare jagten på et lidt bedre liv eller en gård de kunne kalde deres egen. Nej, for mange jøder var det bogstaveligt talt en flugt for deres liv. De flygtede fra de såkaldte pogromer, hvor en masse jøder blev dræbt eller jaget væk fra deres hjem.

Udover dem var der en lille gruppe finner, 70-80 danskere og det samme antal svenskere, og godt 300 nordmænd, der blev samlet op i Kristiania, som Oslo hed dengang, og Kristiansand. Derudover var der omkring 230 børn. Som jeg startede ud med at sige gav det i alt 727 passagerer og 68 besætningsmedlemmer. S/S Norge var altså tæt på sin maksimale kapacitet på 800 passagerer, da det forlod Kristiansand og påbegyndte det lange, seje træk mod New York. Langt de fleste havde en billet til tredje klasse, det lavest mulige på båden.

Kaptajn Gundel var en midaldrende mand, der som så mange andre sømænd havde arbejdet på skibe siden sin tidlige ungdom. Han havde været kaptajn på Norge i godt tre år. Inden da havde han været styrmand på Hekla, en anden amerikabåd der mindede en del om Norge, så det var ikke fordi ruten eller skibet var helt ny for ham.

Så da kaptajn Gundel kom op på dækket lidt i fem om morgenen tirsdag den 28. juni, lagde han mærke til, at sigtbarheden ikke var helt optimal. Kursen blev rettet lidt til, så de sejlede noget længere syd for Rockall-klippen end egentlig planlagt. Og for en sikkerheds skyld satte han et besætningsmedlem op foran for at holde et ekstra øje i et stykke tid.

Halvanden time senere, ved halv otte-tiden, var der så småt begyndt at komme lidt liv på skibet. Morgenmaden var klar, og folk var ved at stå op. Oppe på broen mente kaptajnen efterhånden, at han var så langt sydpå, at han godt kunne forsvare at vende tilbage til den normale kurs igen. De måtte vel snart sejle forbi Rockall-klippen, mente besætningen. Så mange af dem gik af og til og spejdede lidt efter den i horisonten. Når man er 2 uger på havet kan udsigten godt blive lidt monoton; så det kunne da være sjovt, hvis de lige fik Rockall at se.

Men klokken 07.45 blev passagerernes opmærksomhed fjernet fuldstændig fra morgenmaden foran dem eller de sko, som morgentrætte børn nægtede at tage på, eller hvad der nu bekymrede dem. For pludselig kom der en øredøvende lyd fra forenden af skibet. Matrosen Hannibal Christensen, som kaptajnen kort forinden havde sendt op foran for igen at holde øje, fordi disen var taget til, kunne ikke rigtig se noget. Men uanset hvad folk så eller hørte var der vist ingen tvivl om, hvad der var sket: for hvor skibet før havde sejlet afsted med god fart, stod det nu fuldstændig stille.

På broen kunne kaptajnen og førstestyrmanden se, at vandet ved forenden af skibet så ud til at koge, og vragstumper sejlede rundt i vandet omkring dem. Nede i maskinrummet fik fjerdemesteren hurtigt stoppet motoren og afventede nye ordrer. Den kom prompte: i gang med maskinen igen, og sæt så i fuld bak.

Kaptajnen ville selvfølgelig bakke for at få skibet fri fra hvad de end var stødt på, så de kunne sejle i sikkerhed og få udbedret skaderne. Skibstømreren var blevet sendt nedenunder for at se, hvad status var. Da han kom op, fortalte han alvorligt, at de allerede havde taget en masse vand ind. Så kaptajnen råbte, at alle skulle hjælpe med at gøre redningsbådene klar, få passagererne op på dækket og få redningsvestene på dem. Skibet skulle forlades omgående, og så mange som muligt skulle reddes.

Det var nu langt fra alle, der kunne reddes. Det vidste besætningen nok allerede godt. Reglerne for sikkerhedsudstyr og redningsbåde var håbløst utilstrækkelige dengang, og der var derfor kun redningsbåde til omkring 250 personer ombord på S/S Norge. Altså godt og vel en tredjedel af det samlede antal passagerer. En flåde beregnet til 200 yderligere personer var også ombord på Norge, men dem kunne de ikke nå at få gjort klart og sat i vandet. Så kaptajnen gav en ordre, som mange nok har hørt før: “Kvinder og børn først!“

I modsætning til hvad mange måske tror, så var det faktisk ikke noget som loven påkrævede, og det var heller ikke et princip der altid blev fulgt. Men kaptajn Gundel stod fast: kvinder og børn først, og først som de allersidste inden hver enkelt båd blev nedsænket i vandet skulle mæng og besætning stige ombord på redningsbådene. Kvinder og børn først betød altså ikke, at der slet ikke måtte sidde nogle mænd i bådene, før alle kvinder og børn var blevet reddet. Men de fik altså et forspring.

Panikken spredte sig hurtigt. Mange var ikke engang kommet i tøjet eller overhovedet stået op, da de blev beordret op på dækket. Mange børnefamilier var blevet skilt ad, fx fordi faderen gik ned og tjekkede til morgenmaden mens moderen kæmpede med at få børnene op og i tøjet. Og da mange af dem ombord på skibet løb paniske rundt og skreg, var det ikke ligefrem nemt at finde hinanden.

Og det gjorde det heller ikke ligefrem bedre, at en stor del af skibets passagerer ikke forstod noget som helst af, hvad besætningen sagde til dem. De fleste svenskere og nordmænd kunne nok godt forstå den danske besætning; men det kunne langt de fleste af de russisk-polske jøder, som jo udgjorde en ret betydelig del af passagererne, ikke.

Det var nu heller ikke alle, der gav sig tid til at prøve at høre, hvad de fik besked på. Inden en eneste redningsbåd overhovedet var blevet fyldt og sat i vandet, var de første panikslagne emigranter hoppet over bord. De nåede ikke at være længe i det store, kolde hav, før de druknede.

“Klar ved bådene!” blev der så råbt af en af matroserne.

Redningsbådene nedsættes

Matrosen Carl Matthiassen stillede sig med det samme op ved den første redningsbåd, han kunne nå hen til. Den kunne rumme 48 mennesker, og ved den stod svensk-amerikaneren Josephine Bernhardtsson med sine tre børn. Midt i kaosset efterlod hun sine børn på dækket og løb nedenunder. Hun havde hurtigt lagt mærke til kulden, og hvis de skulle overleve, krævede det nogle tæpper og noget mere tøj. Så hun tog den store risiko og løb ned efter det alene. Heldigvis var børnene stadig der, hvor hun efterlod dem, da hun kom op igen. Danskeren Inga Jørgensen og hendes børn stod også ved samme båd. Eller… alle hendes børn undtagen 13-årige Einar, der også var løbet nedenunder – han for at hente et redningsbælte, de havde glemt. Blot et par sekunder inden båden blev firet ned kunne en, nok lettere panisk, mor se Einar springe ombord på redningsbåden. De var nu samlet, og den første båd var kommet sikkert ned i vandet.

Carl Matthiasen løb videre til båd nr. 2. Selvom den var stærkt overfyldt, kom den også sikkert ned. Den tredje båd, som han hjalp til ved, kom også i vandet uden nogen problemer. Eller… ikke for Johan Johannesen. Han havde godt nok reddet sig selv en plads i båden, men det var uden familien. Han havde bedt kone og børn blive stående et sted, mens han sikrede en bådplads til dem. Da han kom tilbage et par minutter senere, var familien dog væk. På det her tidspunkt var panikken og overlevelsesdriften for alvor ved at tage kontrollen på skibet. Folk sloges om redningsbælterne, bogstaveligt talt, og flere var blev trampet ned i kaosset. Andre placerede deres børn de højeste steder, de kunne nå – et desperat, men nyttesløst, forsøg på at redde børnenes liv.

Så Johan Johannesen satte sig ængstelig ned i båd nr. 3. Det samme gjorde Carl Matthiasen og tredjestyrmand Ankersen. De havde gjort deres pligt og måtte håbe på, at de andre besætningsmedlemmer også gjorde deres. Da båden ramte vandet, gik der dog noget galt. Båden blev svinget ind mod skibet og begyndte straks at tage vand ind. Dog heldigvis kun så lidt, at de stadig kunne nå at skovle nok vand ud til at holde båden flydende. Men da tredjestyrmand Ankersen faldt i vandet under den problematiske søsætning, besluttede han dog alligevel at svømme over til en anden båd i stedet, hvor han kunne se der var bedre plads.

Båd nr. 7 var den mindste og var beregnet til højst 23 mennesker. Der var dog stimlet mange desperate mennesker ned i den ende af skibet, og så snart båden var sænket nok til, at folk kunne komme ombord, blev den lynhurtigt overfyldt. Nogen mistede grebet om et af rebene, så båden tippede, og de skrigende mennesker faldt ud hulter til bulter. Dem, der ikke døde af den stærke strøm, blev flænset i stykker af skruen på skibet, der ikke havde nået at stoppe helt op endnu, og efter dem styrtede altså en ottendedel af redningsflåden ned på skibets jernside og blev knust.

I kaosset kunne folk i vandet omkring S/S Norge ikke rigtig se, hvad der foregik, og det eneste de kunne høre var plaskene, når redningsbådenes årer ramte vandet, dødsskrig fra fortvivlede, druknende mennesker eller gråd fra de sikkert allerede frysende folk, som havde været så heldige at få en plads i en af bådene. Denne triste ro blev kun afbrudt af et regelmæssigt hult hyl fra Norges dampfløjte. Kaptajn Gundel forsøgte sig nemlig med et sidste desperat råb om hjælp fra både i nærheden. Norge havde nemlig ingen telegrafstation. Trådløs telegrafi var kun i en ret tidlig fase.

Da den russiske jøde Isidor Bas var på vej op på dækket igen efter at have været nede og hente sin redningsvest, så han at vand fossede ind i skibet. Han vidste godt, at han skulle skynde sig. Så han spænede op på dækket igen og nåede hurtigt ned i bagenden, hvor redningsbådene nu blev sat ned. Lige da han kom op, så han endnu en tragedie; denne gang var det båd nummer seks, der kastede passagererne ombord ned i døden. Lige så snart båden var blevet sænket nok til, at folk kunne hoppe på, blev den så overfyldt, at den styrtede ned med fuld fart. Alle passagererne røg ud, og kun to reddede sig fra at drukne i det virvar af menneskekroppe og vragrester, der havde udviklet sig rundt om skibet; en russer og en nordmand, der nåede at svømme hen til en anden båd.

Det var ellers ikke en garanti for at blive reddet, at svømme hen til en båd. Bådene var jo for det meste godt fyldte allerede, da de blev sat i vandet. Selvom det må have været ulideligt svært at få sig selv til, måtte folkene ombord på nogle af bådene lukke øjne og ører og ignorere de folk, der tryglede om at komme ombord. Der skulle ikke mange ekstra folk til, før bådene kæntrede; og når skibet når som helst kunne synke mod bunden af havet, gjaldt det om at komme så langt væk som muligt, for ikke at blive trukket med ned.

Så for at redde sig selv, måtte nogle af de heldige, der havde fået en plads i bådene til at starte med, efterlade mange stakkels mennesker til den sikre druknedød.

Båd nummer fire var også nær kæntret, før den overhovedet var kommet i vandet. Der gik nemlig kludder i rebene, og båden – der kun var halvt fyldt med 15 ombord – styrtede ned i vandet. Mirakuløst landede båden dog sikkert og stort set uden en skramme. Den eneste ikke-mandlige passager ombord på redningsbåden var en lille pige på under to år ved navn Martha, som en far ved navn Ole Eid havde formået at redde. Hans kone havde han dog ikke kunne finde. Andenstyrmand Olaf Otte så hvor letpåklædte lille Martha var og svøbte hende i sin frakke, som han tilfældigvis havde snuppet på vej ud af sin køje. En så lille pige havde dårlige nok chancer i forvejen. Hvis hun også frøs, var der ikke meget håb. Især ikke – men det kunne han jo ikke vide endnu – når det ville tage dem flere døgn, før de kunne forlade redningsbåden sikkert igen.

Tilbage på broen stod kaptajnen for sig selv. Bådsmanden var lige løbet ned for at hjælpe med det sidste, han kunne, og førstestyrmand Gilbe havde indset, at han ikke kunne gøre mere, og var hoppet overbord i et forsøg på at svømme i sikkerhed. Det var nok ved at gå op for kaptajnen, at hans tid var ved at være forbi.

Og klokken 8.05 skete det. Kedlerne sprang, og de folk, der stadig var ombord på skibet, skreg i dødsfrygt, da S/S Norges næse dykkede og skibet begyndte at glide under havoverfladen og ned mod havbunden. Rælingen, som Kaptajn Gundel havde klamret sig til, blev bøjet og maste sig ned over hans ene ben. Så fastklemt på broen forsvandt han ned i dybet med sit skib.

Efter forliset

Hvis man troede, at det værste var overstået, når man havde fået tilkæmpet sig en plads i en af redningsbådene og fået den til at holde sig oven vande, gik det hurtigt op for en, at man tog grueligt fejl. Strabadserne var først lige begyndt.

Få oplevede nok faren hurtigere end Sarah Podansky. Hun nåede ikke at finde sin bror, mens hun stadig var på S/S Norge. Men hun havde dog fået sine fire børn med sig hen til en redningsbåd. Da hun og børnene stod klar til at hoppe ned i båden, tøvede børnene. Sådan en redningsbåd, der fires ned i det brusende hav, er nok et skræmmende syn – især for et lille barn. Men besætningen havde ikke rigtig tid til at være pædagogiske eller tage særlige børnehensyn. Så for at få båden fyldt op så hurtigt som muligt, tog de fat i børnene og kastede dem bogstaveligt talt ned i redningsbåden.

Da båden var landet sikkert i vandet, kaldte hun børnene til sig. Tre af dem kom også uden problemer. Men den fjerde – lille fireårige Max – blev bare liggende, hvor han var blevet kastet uden at sige noget. Hun trak ham derfor til sig og prøvede at vække den bevidstløse dreng. Men noget var helt galt… hovedet hang slapt ned i en mærkelig vinkel. Da hun så, at der løb blod ud af næsen på ham, forstod hun godt, at der ikke var noget at gøre… halsen var brækket, da han landede i redningsbåden, og han var død. Sarah ville under ingen omstændigheder give de andre i redningsbåden lov til at kaste hendes lille, døde søn over bord som var det dødvægt – så inden nogle endnu ænsede hvad hun foretog sig, proppede hun barneliget ind under sine store skørter og lod som ingenting.

Flere af bådene var fyldt til bristepunktet – eller endnu mere end det. Det var især problematisk, fordi der generelt ikke var nok proviant i bådene til, at dem ombord kunne klare sig særligt længe. Nogle havde en del vand, men ingen mad. Andre havde mad – som udelukkende bestod af beskøjter, i øvrigt, en meget hård og tør slags kiks – men ingen vand. Et par af redningsbådene samlede sig i en lille klynge for at forbedre deres fælles chancer for at overleve, og de begyndte at bytte lidt mellem bådene. “Vi mangler vand!” råbte nogen, mens de sendte et par kiks hen til en af de andre både som kompensation… Men selv for dem der havde noget at bytte med, var det ikke rigtig nok til alle. Og så var der jo de redningsbåde, der flød rundt helt alene.

Der var også problemet med noget så basalt som at sejle – og vide hvor man skulle sejle hen. En af bådene blev slynget ind mod siden af SS Norge, da den blev nedsænket, så det krævede en konstant indsats med spande, støvler og hvad der nu ellers var at øse vand ud af båden med, for overhovedet at holde den flydende. En anden båd havde ikke noget sejl. Ingen af bådene havde et kompas ombord, selvom det faktisk var et lovkrav. Så selv hvis de kunne styre bådene i en bestemt retning, var der ikke rigtig nogen måde at sikre sig, at den retning var korrekt. Og det der med at styre skibet og ikke bare flyde hvileløst rundt var lidt problematisk. De færreste ombord var erfarne sømænd – skibets besætning blev jo generelt på skibet, så længe de kunne hjælpe med noget, så der var sjældent meget mere end et enkelt besætningsmedlem ombord i redningsbådene, hvis der overhovedet var nogen.

Der var heller ikke meget læ for vejret, så de var mere eller mindre afhængige af naturens luner. Heldigvis sank skibet jo om sommeren, så det var faktisk for det meste okay. Men det regnede nu stadig af og til, og især nætterne kunne være ret kolde. I kaosset var der ikke ligefrem tid til at pakke en fornuftig nødkuffert, så kun få havde tæpper med, og flere kvinder havde ikke engang haft tid til at iklæde sig mere end den tynde natkjole, de havde på, da de blev vækket.

Så sådan flød de rundt – alle var i redningsbådene mindst et par dage, og nogle af de overlevende måtte lide i bådene i over en uge, før de kom i sikkerhed. Undervejs var det utroligt svært at holde humøret højt og håbet oppe. Flere gange så de, hvad de troede var den sikre redning – for så at blive slemt skuffede. Nogle så skibe i horisonten, som langsomt forsvandt uden overhovedet at opdage deres lille redningsbåd. Andre var helt sikre på, at de sejlede mod et stort skib, som havde set dem… for så at blive fuldstændig modløse, da de kom helt tæt på og fandt ud af, at det var den selvsamme Rockall-klippe, de havde spejdet håbefuldt efter, da de var ombord på S/S Norge. Og på klippen var der jo ikke var meget hjælp at hente.

En enkelt af bådene – propfyldt med op mod 70 kvinder og børn, selvom den kun var beregnet til 48 mennesker – kom aldrig i land. De blev sidst set, da den flød forbi den føromtalte klynge af redningsbåde i nattens mørke. Båden der forsvandt blev ellers spurgt, om de havde brug for hjælp. Det sidste, der blev hørt fra dem, var da de af uransagelige årsager råbte: “Nej!” tilbage, mens de flød væk fra de andre i den forkerte retning af land. Ingen af dem blev nogensinde set igen.

Dagene i den åbne båd med for få forsyninger gjorde efterhånden mange desperate. Enkelte faldt for fristelsen og tørsten og gjorde det værst tænkelige. For hvorfor spare på vandet, når der var vand hele vejen omkring dem? En mand drak fx store slurke af havvandet, men fortrød det lynhurtigt, da han kun blev efterladt med en brændende fornemmelse i halsen og en endnu større dehydrering, der faktisk endte med, at han blev skør og senere døde af sine helbredsproblemer. Enkelte forældre gav ligefrem deres børn lidt havvand at drikke.

København hører om forliset

Tidligt mandag morgen, klokken ti minutter over 4 – og altså næsten en uge efter selve forliset – tikkede der et telegram ind på hovedtelegrafstationen i Købmagergade i København. Det var et ret kort telegram fra den østengelske havneby Grimsby. Beskeden lød, citat:

“Dampskibet Norge tilhørende DFDS er den 28. juni gået under ved Rockall-klippen i Atlanterhavet med 800 passagerer. Skibet stødte på en klippe og sank. Kun 27 overlevende er ankommet til Grimsby. Kaptajnen og flere emigranter stod på kommandobroen da skibet forsvandt i bølgerne. To både lykkedes det at komme flot fra skibet. Den ene båds skæbne kendes endnu ikke.”

Citat slut. Detaljerne var der, som I nok kan høre, ikke helt styr på. Det er der måske heller ikke så meget at sige til. Men aviserne lod sig ikke stoppe af den grund. Flere fra lokalpressen og andre britiske aviser havde hurtigt journalister på sagen. Tilbage i København lykkedes det også mange aviser, herunder Berlingske Tidende, at få historien med i dagens andenudgave. Førsteudgaven var lige kommet på gaden, da telegrammet kom.

Historien spredte sig selvfølgelig hurtigt, og Skandinavien-Amerika-Liniens kontor blev hurtigt belejret af pårørende, der var ængstelige for at få mere at vide. Kontorpersonalet var dog lige så uvidende og bekymrede, så det eneste de kunne gøre var at beordre alle skibene til at hejse et sørgeflag, og så sætte tingene i gang til at iværksætte en undersøgelse af, hvem der præcist var ombord, og hvem de med sikkerhed kunne sige var i live.

Samme situation udspillede sig i hele landet – og i Norge, såvel som i New York. Avisernes beretninger var ret overdrevne, så mange var ret utilfredse med, at rederiet intet vidste. Hvordan kunne avisen vide alt og rederierne intet? En del af de skandinaviske emigranter på S/S Norge havde venner og familie, der allerede var udvandret. Flere havde arbejdet i måneds- eller årevis for at spare sammen til, at fx konen kunne komme derover med børnene og familien endelig kunne genforenes. Mange havde købt nye møbler eller huse for at have plads til dem. Nu var de pludselig forfærdeligt meget i tvivl om, om det nogensinde ville ske…

Tilbage i Rusland dukkede nyheden op lidt forsinket, og da alle rapporter sagde, at de fleste var jøder, blev der ikke brugt mange kræfter på at indhente flere informationer. Den jødiske presse forsøgte ihærdigt at videresende alle lister på overlevende, men selv det var svært; mange jøder havde ændret navn inden afrejsen. I løbet af juli og august kontaktede jøder det danske konsulat i Rusland, og informationerne om overlevende begyndte så småt med tiden at dukke op.

Det var ikke kun emigrantskibene, der fandt sørgeflagene frem. I hele København var der så mange flag på halv, at nogle af dem, der ikke havde læst dagens avis, troede, at Christian den 9. var død. Kondolencerne strømmede ind til DFDS, og kronprinsen – den senere Frederik den 8. – kiggede ligefrem forbi kontoret, hvor de grædende kvinder stod og frygtede, at de var blevet enker. Indtil videre var 27 navne på overlevende kommet frem til København, og de fleste af dem var norske. Kvinderne måtte leve i uvished lidt endnu.

De skibbrudne var ankommet til Grimsby søndag aften, men blev først sejlet ind til land næste morgen. Her blev de mødt af oberst Bannister, en danske konsular-agent i Grimsby. Han havde været i kontakt med rederiet, som havde sørget for det meste. De fik hver 50 kroner for tabt bagage – børnene fik halvdelen. Fordi de blev reddet så relativt hurtigt, var der ingen, der havde brug for lægehjælp, så Bannister havde allerede arrangeret, at de blev sat på et tog, så de tirsdag aften kunne gå ombord på dampskibet Saxonia, som skulle sejle dem fra Liverpool til Boston. Det tog alle de 27 imod – lige med undtagelse af Carl Matthiasen. Han var jo den eneste fra besætningen, som man indtil videre vidste var i live, så ham ville Sø- og Handelsretten i København meget gerne snakke med. Så mens han gjorde sig klar til at vende hjemad, stillede de 26 andre sig i kø ved endnu et emigrantskib. Det skib ankom heldigvis til USA helt efter planen.

Ombord på skibet til USA fik de overlevende meget opmærksomhed. Folk på første klasse inviterede nogle af dem op for at fortælle deres historie, og der blev afholdt en koncert på første klasse, som indbragte cirka 600 kroner, som blev fordelt ligeligt mellem de overlevende ombord. I Boston var der også stor interesse for dem. Journalister ventede spændt, men mange af de overlevende kunne ikke tale engelsk. En agent for DFDS sejlede også skibet i møde, da det ventede på at kunne gå i land. Han fik med lidt besvær udskilt Norge-passagererne – de havde allerede blandet sig med alle de andre emigranter – og alle ombord viste forståelse for, at de fik lov til at komme først i land. De fik også hver 50 kroner fra DFDS… på den betingelse, at de dermed afskrev DFDS alt erstatningsansvar i fremtiden.

Tidligt mandag morgen den 4. juli slog kvægtransporten Cervona anker ved fyrtårnet ud for Stornoway. Cervona havde set en af redningsbådene og samlet de overlevende op. Skibet var for stort til at sejle ind til havnen, så dem der selv kunne gå, blev i første omgang transporteret ind til land af mindre skibe, mens den norske og russiske konsul i byen, John Mackenzie, arrangerede med nogle læger, at de sejlede med ud, så de mest medtagne folk kunne få lægebehandling, allerede mens de blev fragtet helt ind til land.

Lægen Dr. Murray kunne hurtigt se, at flere af børnene havde fået så slem lungebetændelse, at deres tilstand var særdeles kritisk. Joseph Schimenko, ham manden der havde drukket store mængder, var i øvrigt også alvorligt syg. Allerede i redningsbåden tydede det på, at den var helt gal. I hvad der mindede om sindssyge hoppede han flere gange overbord og forsøgte at svømme i sikkerhed, før de andre med besvær fik fisket ham op igen. Men Schminenkos kritiske tilstand var der ikke rigtig nogle, der lagde mærke til. Så selvom han også burde have været indlagt, blev han indlogeret privat hos en lokal borger.

Isidor Bas og Jørgen Hansen var de eneste, der var nogenlunde friske nok til at kunne afgive en ordentlig rapport. Først ville en avis fra Inverness tale med dem, derefter kom den britiske kystvagt på besøg, og samtidig blev folk i København fortalt, at endnu 32 var reddet i land.

En time senere kom der et telegram ind til Stornoway om, at skibet Energie var på vej med nogle, som de havde samlet op fra endnu redningsbåd. De var endnu mere medtagede end dem, der var bragt til byen af kvægtransporten, så børnene blev straks bragt til hospitalet. Nu måtte man bare vente og håbe på det bedste.

Inga Jørgensen og hendes tre resterende børn havde kun lige sat benene hos den lokale borger, de skulle bo hos, da en fra hospitalet fortalte, at toårige Inger var død af feber.

Da kaptajn Gundel endelig blev bragt i land, kom alle tilstedeværende passagerer fra Norge, der ikke havde været i samme redningsbåd som ham, over og chokeret ønskede ham til lykke med den mirakuløse redning. De havde jo set ham fastklemt ryge ned med skibet. Men på en eller anden måde havde han fået vristet sit ben fri og svømmet hen til en redningsbåd. Han gik straks i gang med at samle materiale ind til en rapport hjem til København. Det var først efter ankomsten i Stornoway, at han kunne tælle, hvor mange der rent faktisk var ombord på hans båd – 70 mennesker. Nu var der altså 102 overlevende fra forliset i byen, heraf 9 besætningsmedlemmer.

Det sidste, han gjorde, før lægen tvang ham i seng igen pga. de voldsomme smerter i benet, var, at han sendte et andet telegram. Et meget kortfattet telegram til sin kone: “Hilsen! Valdemar!”

Et lokalt skib blev lastet med forsyninger og medicin og blev sendt ud til ulykkesstedet for at lede efter overlevende. Andre skibe i nærheden fik også besked på at holde ekstra øje. De lokale gik straks i gang med at dele ud af deres tøj, en indsamlingskampagne blev sat i gang, mens andre begyndte at arrangere en velgørenhedskoncert. For et par af mødrene var der dog ikke meget at glæde sig over. Et døgn efter redningen døde Rebecca Podansky. Et par timer efter kunne femårige Sarah Reismann, hvis far allerede var omkommet på Norge, heller ikke mere. Fru Reismanns 11-måneder gamle søn var også i en kritisk tilstand, og Inga Jørgensens lille Harald var der heller ikke nogen, der kunne love ville overleve.

Båd nummer 5

Mandag morgen, hvor flere af de andre både var kommet sikkert i land, sejlede tredjestyrmand Ankersen og resten i båd nummer 5 stadig rundt et sted ude på havet. De havde også set flere skibe sejle forbi uden at opdage dem, men de lod sig ikke gå lige så meget på som de andre. For det første var de slet ikke så medtagede – selvom de allerede var løbet tør for mad torsdag morgen, lidt efter at de forsvandt fra den anden båd. De var for det meste mænd i deres bedste alder, og bortset fra en enkelt, der var bukket under for tørsten og havde smagt på havvandet, var de værste skavanker for de fleste hævede fødder. For det andet var flere af dem erfarne sømænd, så de vidste godt, at det kunne være svært at se den lille båd på det store hav, og de blev derfor ikke lige så skuffede. På dem virkede det snarere livsbekræftende at se lidt liv efter flere dages sejlads uden at se noget som helst.

Men mandag morgen sejlede der også en anden båd rundt, der nordøst for St. Kilda. Fiskerbåden Largo Bay fra Aberdeen. Kaptajnen havde egentlig allerede set redningsbåden, men han slog det hen som de skøre St. Kilda-beboere, han havde hørt mange historier om hjemme på de skotske værtshuse. Men båden kom gradvis nærmere, og til sidst kunne han godt se, at der var for mange mennesker ombord på så lille en båd til, at det kunne være en fiskerbåd.

Så kaptajn Walker sejlede med fuld fart hen til dem, og de jublende mænd blev hevet over i båden. Halvandet døgn senere ankom de i Aberdeen, hvor de værst tilredte fik lægehjælp, og ellers gik den danske konsul i byen, James Cook, i gang med at notere navne og fortælle DFDS, hvem og hvor mange, der var kommet i land.

Med tiden blev de overlevende i Aberdeen friske nok til at skulle videre. Fem af nordmændene havde sammen med en svensker fået nok og vendte hjem til deres hjemlande igen sammen med de fem besætningsmedlemmer, der var der. Tilbage var 2 mænd, der stadig lå på hospitalet, og fire, som samme dag tog til Liverpool, hvor afrejsen til USA endelig gik i gang. Igen.

Men der var stadig mange, der gik rundt derhjemme i uvished. Især Olaf Ottes kone. Olaf Ottes båd var en del af den føromtalte klynge af redningsbåde, men hans båd var sejlet i forvejen mod Hebriderne onsdag aften, og ingen havde set dem siden. Hun vidste også, at de andre både var nået Hebriderne et par dage før, så hun begyndte at frygte det værste.

Den sidste båd

Olaf Ottes planer om at sejle hurtigt ind og hente hjælp var åbenlyst fejlet. Søndag morgen havde de hverken set land eller andre skibe, og alle deres forsyninger var sluppet op. Vejret var tåget, så sigtbarheden var ringe, og samtidig friskede vinden op til en hård kuling, som risikerede at sejle dem i den forkerte retning. Ud fra farten kunne de godt regne ud, at de på en eller anden måde var endt med at sejle nord for Skotland i stedet for til Hebriderne, men hvorfor havde de ikke nået Orkneyøerne for længst?

Kun to af de 19 passagerer var alvorligt syge, og de havde begge drukket havvand. Den ene var en ung nordmand, som nok skulle klare sig. Men det var straks værre med den anden. I desperation over at forsyningerne var sluppet op, havde faren til den lille Martha Eid nemlig givet hende nogle slurke saltvand. Og hvis en ung mand kunne blive slemt medtaget af det, så forestil dig hvad det kunne gøre ved en lille pige…

Natten mellem mandag og tirsdag – ja, de havde nu været i redningsbåden i en uge – begyndte det at regne ret kraftigt. Olaf Otte tog det dog som et rigtig godt tegn. De havde nemlig bedt intensivt til Gud om aftenen om at blive reddet, og nu kunne mændene tage sejlet ned og sprede det ud, så det indsamlede regnvand. Vandforsyningerne var med andre ord fyldt godt op igen.

Ved tretiden tirsdag morgen så de to små øer i horisonten. Klokken tre om eftermiddagen så de endda et sejlskib i det fjerne, der sejlede ud mod dem. Pga. vinden gik det dog ret langsomt med at nærme sig hinanden, og først 5 timer senere mødte redningsbåden og skonnerten Olga Pauline hinanden, og de sidste skibbrudne blev samlet op. Nede i kaptajn Danielsens kahyt på skonnerten fik Olaf Otte sig noget af et chok, da han over noget grog fik at vide, at de var omkring 60 sømil sydøst for Færøerne. De havde på en uge sejlet godt 700 kilometer, og hvis de ikke havde mødt Olga Pauline, kunne de meget vel have fortsat hele vejen til Norge, og den tur havde de næppe klaret… Men allerede nu var nogle af dem ved at være ret syge, så de blev sejlet til Thorshavn, hvor der var et godt hospital.

Olaf Otte fik en båd til at sejle ham til Stromness på Orkneyøerne, hvor der var en telegrafstation. DFDS gav straks ordre til et skib, der sejlede mellem Færøerne og England, om at returnere til Thorshavn for at samle dem op, der var friske nok til at rejse videre. Martha Eid og den unge nordmand blev tilbage, og de resterende 15 sejlede derefter tilbage til Danmark.

Flere både blev sendt ud for at lede efter overlevende, men de fleste fandt intet, og kun et enkelt lig af en kvinde blev fundet. Hun var druknet, mens hun knugede sin lille pige tæt ind til sig. Sømændene begravede dem til søs ved hjælp af nogle tunge jernkæder. Mændene i Olaf Ottes båd var de sidste fra S/S Norge, der nogensinde kom i land igen.

Afslutning

Da velgørenhedskoncerten endelig blev afholdt den 12. juli i Stornoway, var der ikke mange af de overlevende tilbage til at nyde den. 54 mennesker var allerede taget afsted til Liverpool, hvor de ville sejle videre til USA. Kaptajn Gundel kunne endelig gå igen og fik lov af lægen til at forlade sengen, så han tog hjem til Danmark samme dag. Han ville egentlig helst have blevet og slappet lidt af og set til de par stykker, der stadig forsøgte at komme sig, men Sø- og Handelsretten ventede på ham.

Til koncerten læste borgmesteren i stedet et brev op fra kaptajn Gundel, hvor han udtrykte sin dybe taknemmelighed til den venlige og gæstfrie befolkning i Stornoway, og sagde, at de altid ville være i dyb gæld til dem.

Mens musikken spillede, indsamlede de lokale 360 kroner til de overlevende. Borgmesteren havde i forvejen samlet 2.800 kroner ind, og de blev efterfølgende delt ud til de overlevende.

Det forslog sig dog ikke meget for Inga Jørgensen, som nu også havde mistet sin søn Harald til lungebetændelse. Så nu gik hun og de tre børn, der havde overlevet, og samlede kræfter til at fortsætte til Wisconsin.

Samme dag som koncerten omkom Joseph Schimenko som den eneste voksne blandt de reddede fra S/S Norge, der efterfølgende døde. To dage efter kunne den knap 1-årige Samuel Reismann heller ikke mere, og en uge efter krævede S/S Norge sit sidste offer, da den lille Thyra, svensk-amerikaneren Josephine Bernhardtssons datter, døde som den sidste. Moderen kunne ikke lade være med i bitterhed at tænke, at hendes datter måske ville have overlevet, hvis der ikke var en, der på førstedagen havde stjålet det tæppe, hun havde risikeret sine børns liv for at finde, inden hun hoppede ned i redningsbåden.

De døde børn blev begravet sammen med Joseph Schimenko i en fællesgrav på den nærliggende Sandwick-kirkegård. På den øde, tilgroede kirkegård tårner gravstenen sig stadig over de andre på som et af de eneste håndgribelige mindesmærker om den største enkeltstående ulykke i dansk søfartshistorie.

Nogle dage senere var Josephine Bernhardtsson kommet sig så meget, at hun og de to overlevende børn kunne tage til West Lynn, Massachussetts, hvor hendes mand, Carl, må have tilbragt nogle ulidelige dage, indtil han den 6. august endelig kunne holde dem i sine arme igen. Arthur Tersmeden forlod et par dage før Stornoway som den sidste overlevende og tog hjem til Stockholm.

Retssagen

Alle dem der valgte at tage hjem til Danmark blev modtaget af massive menneskemængder, der ville se de overlevende, de havde læst om i avisen, og journalister, der ville interviewe dem. DFDS gjorde dog alt, hvad de kunne, for at afskærme især besætningsmedlemmerne, der fik strenge ordrer om ikke at snakke med pressen før efter at de havde fortalt deres vidneforklaring til myndighederne. Dem der ikke var besætningsmedlemmer var dog frie til at snakke med pressen, men nogle foretrak dog at tale så lidt om det som muligt.

Alle besætningsmedlemmerne blev hevet igennem forhør i Sø- og Handelsretten i løbet af de næste par uger. 635 mennesker døde ved forliset eller i dagene efter. Pårørende, de overlevende, og ja, generelt mange mennesker i de lande, passagererne kom fra, forlangte et svar. Hvad i al verden var der sket?

Alle de hjemvendte fik et ekstra tilbud om at rejse gratis med et af DFDS’ Amerika-både til New York inden 1. juli 1905. Mange var åbenbart ikke skræmt væk af den skrækkelige oplevelse ombord på S/S Norge, for de fleste sagde faktisk ja til tilbuddet. Den første rejste allerede afsted fra Kristiania allerede 14. juli samme år, 5 dage efter han gik i land i hjemlandet, og 17. maj året efter ankom den sidste af de overlevende fra Norge til New York på skibet United States.

Tilbage i København gik retssagen i gang ved 18-tiden 7. juli. Under retsmøderne fandt de en række ting, der ikke var helt som det skulle være – især ved redningsbådene, som både var for få og for dårligt udstyrede. Fx var der ikke et kompas ombord på bådene, selvom det var påkrævet og åbenlyst kunne have hjulpet dem i deres blinde sejlads efter nogle øer at gå i land på. Og han blev også kraftigt kritiseret for at have beordret skibet til at bakke. Havde han ikke gjort det, havde de sandsynligvis haft en del mere tid til at forberede redningen, og mange flere havde måske overlevet.

Alligevel slap kaptajn Valdemar Gundel for nogen dom. Hvad der præcis var sket, kunne de ikke finde ud af. Det mest sandsynlige var nok, at han havde fejlnavigeret og ramt et klipperev. Selv mente han dog, at der måtte have ligget et forlist skib, som han sejlede ind i.

Pressen var dog ikke tilfredse, så efter et voldsomt pres lagde Justitsministeriet i begyndelsen af august sag an mod rederiet og kaptajnen. Her blev rederiet, og kaptajnen personligt, igen kritiseret, men frifundet for alle anklager. Nu er vi efterhånden i slutningen af december 1904, og journalisterne var tilsyneladende begyndt at kede sig over historien… denne gang fyldte retssagen og forliset ikke særlig meget i medierne.

Frikendt for alle lovbrud nægtede DFDS at udbetale nogen erstatning udover for tabt bagage, tøj og gratis rejser videre – eller hjem. En indsamling blev dog igangsat af andre, og mange af de store aviser opfordrede folk til at støtte. De kongehuse, hvis lande var indblandet, støttede også op. Mange virksomheder fulgte trop, både i Skandinavien, USA og andre lande. På flere skibe blev der også samlet ind blandt passagererne.

Kaptajn Gundel kommanderede aldrig et skib igen efter Norge. Efter en ferie med familien i en fransk kystby fik han et job som skibsinspektør for DFDS – helt fyret fra firmaet blev han altså ikke. Ulykken talte han vist nok aldrig offentligt om igen. Rederiet slap da heller ikke helt helskindet igennem, selvom de ikke blev dømt for noget. Billetsalget faldt nemlig betydeligt efterfølgende. Folk var – med god grund måske – nervøse over at sejle med deres skibe, og konkurrenterne var i øvrigt heller ikke blege for at udnytte tragedien på SS Norge til at hive DFDS’ kunder over til dem. De havdeskam havde sejlet i så og så mange år uden ét eneste tabt menneskeliv.

Hvorfor blev det glemt?

Norges forlis var den største civile skibskatastrofe i Atlanterhavet, indtil Titanic sank otte år senere. 635 mennesker omkom i forliset, heraf 240 børn. 170 mennesker var kommet sikkert ned i en redningsbåd, men 10 af dem endte desværre med at dø alligevel. Og så selvfølgelig de op mod 70 kvinder og børn, som var i den redningsbåd, som forsvandt sporløst. 160 mennesker overlevede med andre ord.

Alligevel gik Norge gik hurtigt i glemmebogen. Det eneste mindesmærke om forliset, udover gravstenen i Stornoway, findes i Sverige, hvor Wedin-familien kom fra. De mistede otte familiemedlemmer i forliset. På det mindesmærke er der endda en række ret betydelige fejl; selv datoen er forkert. Hverken i Danmark eller Storbritannien blev der ændret betydeligt i lovene. De fleste nægtede tilsyneladende at lære af de mange fejl, der ledte op til Norges forlis. Selv idéen om at bygge et fyrtårn på Rockall-klippen blev skrottet igen. Det var for dyrt. Der skulle gå otte år mere, før et andet stort skibsforlis tvang folk til at tage ved lære. Der sank Titanic, og Norge-historien gentog sig, bare i meget større skala.

Havde de britiske myndigheder taget Norges forlis alvorligt og sikret nok redningsbåde til alle, er det langt fra sikkert, at 1500 mennesker måtte miste livet, da Titanic sank.

Hvorfor blev det glemt? Måske fordi de fleste ombord på Norge var fattige emigranter – en del af dem endda jøder fra Østeuropa. Mens Titanic vrimlede med mega-kendisser og mangemillionærer. Luksusforhold og overdådige fester. Orkestre, der blev ved med at spille, mens skibet sank. Ikke bare sådan nogle fattige, beskidte emigranter.

Kilder

• Søren Flott, Danmarks Titanic – historien om den største danske skibskatastrofe (2018)
• Michel Nielsen, Atten sømil fra Rockall – Beretning om et forlis, af Michel Nielsen (1978)
• Per Kristian Sebak, Katastrofeskipet “Norge” – Den glemte ulykken (2001)

Chris Madsen var næsten en levende kliché på en Western-helt. Når man læser om hans bedrifter i sin lange karriere som lovens lange arm på Frontieren, kan man næsten se ham ride med en hvid cowboyhat ned forbi saloonen på den støvede hovedgade, med den ene hånd på seksløberen… du ved, hvis der nu kom nogle skurke til byen.

Og minsandten om der ikke er lavet westernfilm om Chris Madsen – min en af dem ovenikøbet med ham selv foran kameraet! For lige så dygtig han var til at fange kriminelle, lige så dygtig var han til at iscenesætte sig selv.

Lidt for dygtig måske. For efter hans død begyndte den heltefortælling, han havde opbygget omkring sig selv, langsomt at krakelere. Manden, der af mange var kendt som en helt i Amerika, var noget af en skurk hjemme i Danmark… Og til sidst havde han drevet de danske myndigheder så meget til vanvid, at de var desperate efter at slippe af med ham og hans evindelige problemer.

Og Chris Madsen stod selvfølgelig klar med en løsning.

Chris Madsens løgn

Chris Madsen ville selv hårdnakket benægte, at det jeg kommer til at fortælle om hans liv i Danmark er sandt. Og hans familie benægter det vist stadig, og det er der også andre amerikanere, som gør. Udvandringen var en unik chance for at starte forfra og blive en god samfundsborger, så han gjorde sig umage med at skabe et falsk narrativ om sig selv.

Chris Madsen påstod selv, at han blev født den 25. februar 1851 i det dengang dansk-kontrollerede Slesvig. Hans mor havde fire børn fra et tidligere ægteskab, som hun i lang tid selv måtte forsørge som postmester, efter hendes første mand døde. På et tidspunkt flyttede der dog en ny mand ind – Chris Madsens far. Han var veteran fra Treårskrigen, men havde trukket sig tilbage kort efter krigen sluttede, og nu tjente han sin løn som vejinspektør i samme område som Chris’ mor var postmester. Chris Madsen hjalp flittigt sine forældre, og nogle gange måtte han ligefrem op før daggry, selv i snestorme og nogle gange ligefrem midt om natten.

Da krigen i 1864 brød ud, blev Chris hurtigt involveret. Nej, ikke som soldat – han var jo kun 12-13 år. Næh, det var hans far, der meldte sig frivilligt. Han var egentlig for gammel til tjeneste, men han meldte sig i stedet i feltpost- og telegrafkontoret. Det havde han jo noget erfaring med gennem sin kone. Og lille Chris blev hevet med som kurér… for selvfølgelig tager man jo sin 13-årige søn med i krig.

Og selvom han ikke selv var soldat, opdagede Chris Madsen i den grad krigens alvor. Ved tilbagetrækningen til Als nåede han kun lige nøjagtigt over broen, da tyskerne indtog Dybbøl. En af hans ældre brødre blev dræbt lige foran ham, og hans far fandt han senere såret foran et felthospital.

Nå, men de overlevede heldigvis krigen, og da den var slut, blev han sendt til Danmark. Slesvig var jo blevet tysk på grund af Danmarks nederlag, og han havde det med at komme op og skændes med de lokale tyske drenge.

I Danmark kom han ind på en militærskole, hvor han hurtigt blev udpeget som skolens bedste skriver. Militærlivet, som han fik en forsmag på på skolen, var åbenbart lige ham. For da Den fransk-tyske krig brød ud i 1870, fik han og et par kammerater hurtigt et par års orlov fra skolen, og så skulle de ellers på eventyr…

Efter få dage i Paris blev de sendt til Algeriet som en del af Fremmedlegionen. Senere blev han og resten af Fremmedlegionen sendt til Frankrig for at hjælpe, og i slaget ved Sedan i Frankrig i september 1870 blev han skudt i benet og taget til fange af tyskerne. På lazarettet løj han om, hvem han egentlig var; for fra hans sygeseng kunne han se kirketårnet i byen, som han engang kaldte sit hjem. Han frygtede at blive skudt, hvis de fandt ud af, at han var fra Slesvig og derfor egentlig skulle have kæmpet med tyskerne, og ikke imod dem.

Da han på et tidspunkt skulle overflyttes fra lazarettet til en fangelejr, så han sit snit til at flygte sammen med et par medfanger. Det var jo nærmest hans baghave, men flugten til Danmark tog alligevel godt fire måneder, fra september til julen 1870; de var jo i fjendeland, så de kunne kun gå om natten.

Hjemme i Danmark besøgte han så kronprins Frederik, den senere kong Frederik 8, på Amalienborg. Kronprinsen lovede, at han ville hjælpe Chris Madsen tilbage til sin gamle enhed i Fremmedlegionen. Han fortsatte i tjenesten i Afrika efter krigen sluttede, indtil han i 1874 steg ombord på et skib hjem til Slesvig. Undervejs blev han dog advaret om, at det var en ret dårlig idé at vende hjem, så han fortsatte til skibets endestation, det sydvestlige Norge, hvor han anlagde jernbaner, og i øvrigt hjalp til på et hvalfangerskib – dog kun i ret kort tid, da han blev for søsyg.

I Norge lærte han Major Hansen at kende. Major Hansen havde været i artilleriet for Nordstaterne i Den amerikanske borgerkrig, og han overtalte Madsen til at tage til USA. December 1875 tog han derfor derover, og 4 dage efter han ankom i New York, indtrådte han i det femte kavaleriregiment. Militærlægen spurgte til den sårede ankel; han sagde, det skete ved Slaget ved Sedan, og lægen så meget imponeret ud.

En flot, heltemodig indsats, var det ikke? Men ja, som jeg allerede har afsløret, var historie dog løgn fra ende til anden.

Den virkelige historie

Når man hører den virkelige historie, kan man ærligt talt godt forstå, at Chris Madsen prøvede at skjule den.

Mange af Chris Madsens løgne var baseret på et gran af sandhed. Han blev rent født den 25. februar 1851, men i Rørmosehus i den lille landsby Ørsted på Vestfyn – og altså ikke i Slesvig. Han var det eneste barn fra moderens andet ægteskab, og hun havde rent faktisk fire børn fra et tidligere ægteskab. Men Chris Madsens far havde aldrig været soldat, og han var daglejer, ikke vejinspektør. Noget af tiden var han dog postbud; for deres hjem var en slags lokalt posthus. Da krigen brød ud i 1864 blev hans brødre indkaldt til tjeneste – men ingen af dem deltog dog i Slaget ved Dybbøl, og især ikke lille Chris.

Chris Madsen og hans søskende hjalp familien med at klare sig ved at arbejde på gårdene i området. Flere af gårdene beskæftigede sig med hesteopdræt, så han lærte allerede som barn at passe og ride på heste. Hans far gik tit på jagt, og lille Chris hjalp af og til med at vedligeholde våbnene. Af de mange soldater, der under Krigen i 1864 var udstationeret i området, lærte han også at skyde – og var ret god til det. Begge ting var noget, han i den grad fik gavn af, da han tog til USA. Og på en måde følte han sig måske faktisk som en del af krigen, med det mylder af soldater der var i dele af hans barndom.

Som barn blev han vurderet som både intelligent og lærenem. Efter et højskoleophold og en uddannelse på landbrugsskolen i Kauslunde, tog han til København for at se, om han kunne klare sig der. Han fik også et job, men efter nogle måneder blev han desværre syg. Det er ikke utænkeligt, at det var det klamme, fugtige lille værelse, han boede på i København, der var skyld i det. Så han blev fyret, og efter et stykke tid var hans opsparing opbrugt, og han røg på gaden. Han tog et lille lån hos en lånehaj, og nogle socialister han mødte sendte ham i retning af et offentligt kontor, hvor værdigt trængende kunne få hjælp. Der fik han bevilget en togbillet til Korsør. Han ville hjem til Fyn.

Den 25. februar 1869 – på sin 18-års fødselsdag – ankom han til Korsør. Hans plan var jo egentlig at tage hjem til forældrene på Fyn, men færgen afgik først dagen efter. På en færgekro i Korsør mødte han en mand, der gav ham en idé, der kom til at ændre hele hans liv. ”Skriv dog bare et tiggerbrev,” sagde manden…

Et tiggerbrev var i bund og grund et dokument, som folk kunne skrive, hvis de fx havde været ude for en ulykke og stod i akut brug for hjælp. Det kunne de så vise til folk, og hvis de forbarmede sig over én, skrev de selv under på brevet… som en slags anbefaling til de næste, som tiggeren mødte.

Det syntes Chris Madsen da var en meget god idé. Og pludselig slog det ham: Hvordan kunne de folk, han mødte, egentlig tjekke, hvem der rent faktisk havde skrevet under på brevet? Hvad hvis han bare… nå ja, forfalskede nogle underskrifter?

Med tiggerbrevet i hånden vandrede han ud på de danske landeveje. Nogle gange tiggede han bare, men ofte overbeviste han også folk om at låne ham penge. Løftet om at betale lånet tilbage var dog lige så falsk som hans tiggerbrev. Så han blev sjældent i et område særlig længe af gangen. Det gjaldt om at komme væk, før folk fattede mistanke og gik til politiet. Over de næste par år kom han derfor godt rundt i landet. Der var nærmest ikke den del af Danmark, som han ikke kom forbi og prøvede at suge penge ud af. Du kan nok regne ud, at han hurtigt fik mange fjender spredt ud over det danske rige.

Og mange af dem, han forsøgte at lokke penge ud af, var rige herremænd eller politimestre. Nogle påstår, at han næsten så det som en god gerning. Danmark var et meget ulige samfund, hvor samfundets bund ofte virkelig var på røven, så hvor slemt var det egentlig, at han selv prøvede at fordele goderne lidt?

Som jeg allerede har forklaret, var han ret kreativ, når det handlede om at finde på alternative historier om sig selv. Og det sås da også allerede i hans svindlerkarriere i Danmark. Han havde mange fantasifulde forklaringer på, hvorfor han manglede penge – og hvorfor de kunne stole på, at han ville betale dem tilbage. Nogle gange forklarede han, at hans mor lå dødeligt syg, men at han ikke havde råd til at tage hjem til hende. Andre gange skulle han skynde sig hen til et projekt med arbejdet. Han havde desværre ikke råd lige nu, men han stod til at tjene mange penge, når han kom frem, så de ville blive betalt rigtig godt igen for lånet. Han påstod også ofte, at han var soldat, for dem ville de færreste nægte at hjælpe. To gange lykkedes det ham oven i købet at købe et brugt Dannebrogskors, som han hængte udenpå sit tøj. Så kunne alle jo se, at han var en hædersmand. Ja, undskyldninger havde han nok af. Og mange hoppede på dem.

Chris Madsen kom vidt omkring i sin karriere som landevejssvindler. Men når man skaber fjender i enhver lille flække, man kommer til, så opstår der på et tidspunkt et problem. For så stor er Danmark altså heller ikke, og i december 1873 tog han derfor mod Amager for at rejse over Øresund og langsomt bevæge sig svindlende op igennem Sverige og Norge.

I den norske by Larvik gjorde Chris Madsen en politimester mistænksom, da han – forgæves – forsøgte at snyde ham til et lån. Politimesteren tjekkede med politimester Crone i København, og da Crone forklarede sin norske kollega om Chris Madsen, var han ret sikker på, at det var ham, som lige havde været på besøg. På daværende tidspunkt havde Chris Madsen dog forladt byen og var taget til Trondheim. Men på et tidspunkt så han en efterlysnings-plakat af ham selv hænge på en restauration, så han vendte om og gik tilbage i den retning han kom fra – og pludselig stod han i Larvik igen. Det lokale politi havde ikke glemt ham, så Chris Madsen blev hurtigt anholdt. Det havde han prøvet så mange gange før i Danmark – og også siddet i mange arresthuse og fængsler.

18. marts 1874 blev han smidt ombord på et skib til Frederikshavn. Efter at have hørt historierne fra Danmark ville nordmændene nemlig ikke nyde noget af at have ham i landet længere end højst nødvendigt. Frederikshavnerne ville heller ikke have noget med ham at gøre, så han blev sendt videre til København allerede samme dag. I løbet af den næste måned blev han forhørt 5 gange – ovenikøbet af politimester Crone selv. 1. juli startede retssagen mod ham. Chris Madsen indrømmede rigtig mange af anklagepunkterne, og den 14. august blev han dømt for næsten det hele. Han fik 2 års forbedringshusarbejde og skulle betale sagsomkostningerne. Og det skulle vise sig, at han aldrig rigtig kunne gå rundt i Danmark som en fri mand igen.

Fængselsliv

Den 26. august 1874 blev han hentet og kørt til Vridsløselille Forbedringshus til afsoning.

Vridsløselille var ikke som andre straffeanstalter i Danmark. Det var nemlig bygget op efter et princip, der blev kaldt “den fuldstændige afsondring”. Altså fuldkommen isolation fra omverden.

Cellerne var seks skridt lange og 3 skridt brede og meget spartansk indrettet. Interiøret bestod af et bord og en skammel. Senge havde de ingen af. Man måtte sove i en hængekøje. De levede som sagt hele tiden i total isolation. Der var ingen cellekammerater og ingen tid til socialt samvær. De fik af og til lov til at gå ud i gården, men selv der var der ikke nogen kontakt med andre indsatte – man gik ud hver for sig i sin egen lille gård, og personalet kunne finde på at give fangerne en hætte over hovedet, så man ikke engang kunne se de andres ansigter.

Chris Madsen skrev sjovt nok aldrig om sin tid i Vridsløselille. Han gjorde jo alt for at skjule den. Men en af hans medindsatte skrev om tiden i fængslet, nemlig den socialistiske pioner, Louis Pio.

Louis Pio beskrev fængselslivet som værende meget brutalt. Ensomheden, den ensartede og ringe kost samt den totale mangel på adspredelse gjorde ifølge Pio, at det var så godt som umuligt at sidde derinde særlig længe, uden at man blev sindssyg eller selvmorderisk. Maden var meget simpel og ensformig, og ikke ligefrem altid friskt. Det, blandet med dårlige hygiejneforhold, gjorde, at mange kom ud med alvorlige sygdomme, som i nogle tilfælde med tiden kostede dem livet.

Alle fanger blev vurderet på en skala fra 1 til 7. Kort fortalt var 1’ere folk, der tydeligt angrede og sagtens kunne forventes at blive bedre borgere under deres ophold på forbedringshuset, mens 7’ere var fortabte, enten pga. total afstumpethed eller “mentale Mangler“, som de kaldte det. Ved sin indsættelse i Vridsløselille blev Chris Madsen vurderet mellem 5 og 7 af forbedringshusets ansatte.

En ansat skrev blandt andet, at Madsen var fuldstændig ligeglad med følgerne af hans handlinger, og han fortsatte:

“Saafremt han ikke bliver sendt bort, naar han har udstaaet sin Straf, men maa blive her i Landet, vil han ikke love at forandre sin tidligere Wandel.“

Myndighederne var altså ved at blive godt og grundigt trætte af ham og var begyndt at overveje deres muligheder, når de ikke længere kunne holde ham indespærret. Chris Madsen havde selv foreslået at blive sendt til USA. Hvis de ikke hjalp ham derover, ville han ikke love at ændre sig på nogen som helst måde. Men kom han til USA, skulle han nok ændre sig fuldstændig og blive en god samfundsborger.

Og noget tyder på, at han fik sin vilje. Den 26. december 1875 blev Chris Madsen løsladt, flere måneder før tid. To dage senere steg han ombord på et skib med kurs mod New York og hans nye liv. Sådan en billet havde han næppe selv råd til. Men heldigvis for ham var der en udvej.

Idéen med at bede myndighederne om at betale for hans udvandring var nemlig ikke et af hans egne, smarte påfund, men en helt almindelig ting i datidens Danmark. En del kriminelle fik betalt deres billet til USA af fængselsvæsenet, og lokalsamfundet trådte også til med en økonomisk hjælpende hånd, hvis en lokal borger blev lidt for besværlig eller upopulær til, at naboerne gad at finde sig i det længere. Praksissen blev så udbredt, at USA gentagne gange klagede over det til den danske stat. Danmark lovede at stoppe med eksporten af kriminelle, men det var efter alt at dømme tomme ord. Ikke lang tid efter, at Chris Madsen steg ombord på S/S Dakota, førte det f.eks. til en kæmpe skandale i Danmark, da en af Chris’ medfanger, føromtalte Louis Pio, blev betalt en mindre formue for at forlade landet – men ham vil jeg dedikere en hel episode til en anden dag.

I løbet af sine 6 år som forbryder, fra 1869 til 1875, blev Chris Madsen anholdt 7 gange. Han endte med at tilbringe 1346 dage i 10 forskellige arresthuse og fængsler – med andre ord sammenlagt mere end 3,5 år. Alt sammen for præcis de samme forbrydelser, som han gentog igen og igen.

Der er måske ikke noget at sige til, at myndighederne var blevet lidt trætte af ham.

Helt i Amerika

Chris Madsen steg den 28. december 1875 ombord på et skib, der tog ham til Liverpool, hvor han skiftede til S/S Dakota med kurs mod New York. I udvandrerprotokollen er han noteret som Christen Rørmose Madsen – hans fødenavn. Da han skiftede skib i England, skrev han sig dog ind som: ”Christian Madsen, født i Sønderjylland”. Når han sagde, han ville starte på en frisk, så mente han starte på en frisk. Med en ny identitet og det hele.

I sine erindringer beskriver Chris Madsen ankomsten til New York således.

”Det var midt om vinteren og skarer af ledige mænd vandrede op og ned ad gaderne. Jeg havde hverken venner eller bekendte i Amerika, og de få penge jeg havde, ville ikke vare længe, hvis jeg ikke hurtigt fik noget at bestille.”

Han vandrede lidt rundt i New Yorks gader, og her stødte han angiveligt på en sergent, som han spurgte på gebrokkent engelsk: ”Hvor er det, man kan melde sig til at dræbe indianere?” Så kun fire dage efter, han satte sine fødder i USA, meldte han sig til den amerikanske hær, hvor han blev en del af det femte kavaleriregiment. At man hurtigt gik ind i militæret, var ikke ligefrem uset blandt immigranter til USA. Da Chris Madsen ankom, var de såkaldte Indianerkrige i gang, og mange steder hang der hverveplakater på tysk, polsk, skandinavisk eller andre immigrantsprog. Men at gøre det efter kun fire dage var ikke ligefrem normalen.

Chris Madsen blev 15 år i det amerikanske militær og klarede det ret godt. Han blev hurtigt kvartermester og sergent og deltog f.eks. i en række brutale slag under Indianerkrigene. Ofte levede han dybest set på en hesteryg i flere uger eller måneder af gangen, og de indfødte amerikaneres måde at føre krig på var utroligt belastende, både fysisk og psykisk. De var typisk i undertal, så det var ikke regulære krigsslag som i Krigen i 1864, der prægede Indianerkrigene. Næh, det var mere nålestiksoperationer og guerillakrig, de benyttede sig af. De kunne f.eks. finde på at snige sig ind i lejrene, skyde vildt omkring sig i kort tid for derefter at flygte – ofte inden soldaterne overhovedet nåede at opfatte, hvad der foregik. Når en nattevagt slentrede ud i naturen for at lade vandet, kunne de finde på at snige sig ind på ham, slå ham ihjel i al stilhed og skalpere ham – uden at de andre nattevagter fandt ud af det, før de efter noget tid begyndte at undre sig over, hvor han dog blev af. Så når de var ude på kampagner, kunne de aldrig rigtig føle sig sikre – heller ikke når de sov.

Chris Madsens første store opgave var at drive sioux- og cheyenne-stammerne ud af Black Hills-området i Dakota-territoriet. Det stod ellers sort på hvidt i aftaler med USA, at de oprindelige amerikanere ejede området, men den type aftaler tog den amerikanske stat sjældent særligt højtideligt. Så da der blev fundet guld i området, blev aftalen revet i stykker, og der skulle gøres plads til de hvide nybyggere.

Indianerkrigene er – med god grund – ret kontroversielle. I dag står det klart, at det mere var etniske udrensninger og folkefordrivelser fra den amerikanske stats side end egentlige krige. De indfødte amerikaneres metoder var som sagt også ret hårde, og overgreb på civile fandt sted på begge sider. Men det er svært ikke at have en smule sympati for de indfødte amerikaneres sag. De følte jo selv, at de bare forsvarede sig mod en invaderende statsmagt, der ovenikøbet havde lovet at lade dem beholde mange af de områder, som nu blev krævet fra dem med vold og magt.

Hans militære karriere stoppede i 1891 efter 15 år, hvor han havde været med til nogle af de hårdeste og mest brutale slag og militære kampagner i Indianerkrigene. I de næste 25 år kom han på en eller anden måde til at arbejdede med at håndhæve loven. Mest kendt er han for sin tid som U. S. Marshall. Da han var i 60erne, blev han politimester for Oklahoma City. En US Marshall skulle dybest set forsøge at holde lov og orden i lovløse områder, som af og til kunne virke som om de var taget ud af en cowboy-film. Da Chris Madsen kom til Oklahoma, var det hårdt plaget af bander og enlige desperadoer, der røvede banker og diligencer og ikke var blege for at slå ihjel i koldt blod. Det amerikanske retsvæsen havde ofte ikke meget at skulle have sagt i området, og det hele blev gjort mere besværligt af, at mange i lokalbefolkningen havde en vis sympati for nogle af banderne.

Mange af banderne bestod af tidligere sydstatssoldater fra Den Amerikanske Borgerkrig, der ikke rigtig havde accepteret deres nederlag. De undskyldte mange af deres forbrydelser med, at de bekæmpede de rige og korrupte nordstatsfolk, der trængte sig på hvor de burde holde væk fra. Især jernbaneselskaberne var upopulære. Den amerikanske stat skænkede selskaberne kæmpe landområder for at de kunne bygge jernbaner på tværs af det amerikanske kontinent. Områder, hvor folk i årtier havde drevet deres kæmpe koflokke frit rundt, eller hvor folk havde boet i mange år. Hvor mange lokale altså mistede deres hjem eller levevis, tjente de rige folk der kom til ofte absurde formuer.

En af Chris Madsens helt store modstandere som US Marshall var banden The Wild Bunch. Banden havde rødder i Dalton-banden. Dalton-banden var næsten blevet udryddet i 1892 ved et fejlslagent bankrøveri i byen Coffeyville. De vendte ret hurtigt tilbage i en ny konstellation, men de blev mere og mere desperate, og almindelige folks støtte til dem begyndte at dale. Chris Madsen og våbenføre civile i lokalbefolkningen havde i årevis jagtet banden, og flere og flere faldt fra – enten døde eller i fængsel. Og den 25. august 1896 var det endeligt slut. Bill Doolin, som var bandens leder, var taget til Lawson i Oklahoma for at besøge nogen, men han blev overrasket af Chris Madsens kollega, Heck Thomas, og nogle af de lokale borgere. Doolin ville ikke give op, så der kom en heftig skudkamp, men til sidst blev han ramt med et haglgevær. Gennemhullet af hele 22 skud faldt han om og døde.

De værste bander var nu efterhånden bekæmpet, og Oklahoma var tæmmet. Det Vilde Vesten begyndte at synge på sidste vers.

I USA er Chris Madsen måske bedst kendt som en af de såkaldte ”Three Guardsmen”. Sammen med Marshall-kollegaerne Bill Tighlman og Heck Thomas fik han en legende-status for sin succes i kampen mod kriminelle. Historien om dem spredte sig og blev en del af den amerikanske western-mytologi.

Efter en lang karriere med en pistol i hånden gik han på pension som 82-årig. Han brugte sine sidste år på at være sammen med familien og i øvrigt skrive sin livshistorie. Som soldat havde Chris Madsen mødt den smukke Maggie Morris. Med tiden fik Chris Madsen overbevist Maggies skeptiske, religiøse far om at de kunne giftes, hvilket skete i 1887. De fik hurtigt to børn – Marion i 1889 og sønnen Reno i 1890. Chris Madsen kunne næsten ikke forstå sit eget held – at han blev gift med sådan en fantastisk kvinde. Så han blev sønderknust, da hun kun ti år senere døde af lungebetændelse. Men han formåede at holde fast på den lille familie, og i de sidste år af hans liv boede han hos sin datter, inden han til sidst røg på plejehjem.

Et langt liv slutter

Hans lange, begivenhedsrige liv begyndte at lakke mod enden, da han en morgen faldt og brækkede hoften. Den gamle, slidte krop kunne ikke rigtig komme sig over det, og han fik det værre og værre den næste tid. Han døde på hospitalet den 9. januar 1944 – 92 år gammel.

Han kom til USA, da han overbeviste fængselsmyndighederne om, at han ikke havde tænkt sig at lave om på sig selv i Danmark – men hjalp de ham til USA, skulle de bare se løjer. Så ville han blive en forandret mand. Og dér kan man sige, at han for en gangs skyld gav et løfte, som han overholdte.

Ikke at han på nogen måde var perfekt i den amerikanske del af sit liv. Noget tyder på, at han pyntede lidt på sandheden, når han førte sig frem med sine heltegerninger som lovens lange arm i USA. Chris Madsen deltog f.eks. i western-film, hvor han spillede sig selv i bedste westernhelt-stil, hvor der af og til gik lige lovligt meget Hollywood i den. Han havde en god karriere i den amerikanske hær, men den var nu heller ikke uden skampletter. Meget tyder på, at hans gamle kriminelle tilbøjeligheder enkelte gange kiggede frem, f.eks. ved at sælge ud af de madrationer, han som kvartermester ellers skulle passe på. Og han fastholdt til det sidste løgnen om sin glorværdige fortid hjemme i Danmark.

Når man taler om Chris Madsen, synes jeg det er vigtigt at diskutere, hvor meget man fortjener at bøde for et par dumme år i sin ungdom. Desperation og fattigdom kan få folk til at gøre meget for at overleve. Da han kom til USA og for alvor fik chancen for at ændre sit liv og lægge kriminaliteten på hylden, tog han den – sådan, for det meste. Chris Madsen var kun 24 år gammel, da han ankom til New York. Han gik på pension som ordenshåndhæver som 82-årig og døde som 92-årig. Hans nye identitet, da han ankom til USA, var ganske vist et svindelnummer. Men måske han efterhånden havde bevist sit værd efter næsten 70 år?

Alle immigranter havde deres egne, helt personlige grunde til at udvandre – og nogle var mere uskyldige end andre. Men det nye liv i et nyt land gav folk en unik mulighed for at starte på en frisk og forsøge at tegne deres egen skæbne, præcis som de selv ville have det.

Og for nogle lykkedes det. Dét må man trods alt give Chris Madsen, at det gjorde for ham, når det lykkedes ham at gå fra… skurk i Danmark, til helt i Amerika.

Kilder

• Leif Rudi Ernst, Skurk i Danmark – helt i Amerika: Marshall Chris Madsens skjulte liv (2003)
• Frans Ørsted Andersen, Et liv på kanten – en biografisk fortælling om Chris Madsens underlige liv (2018)

Det går rigtig stærkt i underholdningsbranchen. Det er et sted, hvor man lynhurtigt kan blive verdenskendt og tjene kassen – men lige så hurtigt falde ned i glemslen og miste alt.

Nogle gange behøver man ikke engang selv at træde ved siden af, før karrieren ligger i ruiner. Der skal ikke andet til end ét modbydeligt rygte. Bare spørg Ingeborg Bruhn Bertelsen. Hun var en af de helt store stjerner i 1920’ernes revy- og teaterscene. Men pludselig var det ikke hendes bedrifter på de skrå brædder, der gjorde, at hun var på alles læber. Og hun måtte flygte hele vejen til USA bare for at slippe for rygterne og ydmygelserne.

En stjerne fødes

Ingeborg Bruhn Bertelsen blev født den 26. april 1894 i København. Hendes skuespillerkarriere startede, da hun som ung pige flyttede til Valby med familien. Der lå Nordisk Film, og en dag sneg hun sig ud af huset og hen til deres hovedkontor, hvor hun spurgte, om de ikke havde en rolle til hende i en af deres film. Hun havde egentlig ingen skuespilleruddannelse, men lige dele skønhed og ihærdighed gjorde, at de til sidst gav efter.

Så i 1911 fik hun sin første filmrolle, kun 17 år gammel. Til at starte med var det bittesmå biroller, men hun fik hurtigt større og mere krævende roller. En ting var, at hun så godt ud – det er jo altid heldigt, hvis man vil være med i film. Men hun stak også ud fra mange af hendes kvindelige kolleger ved ikke at være bange slå fra sig i filmene. Og så insisterede hun på at lave sine egne stunts, hvor mange andre ville havde ladet en stuntperson gøre arbejdet. Hun blev hurtigt utroligt populær, og da hun stoppede filmkarrieren 10 år senere, havde hun at være med i næsten 80 film.

Efter hun stoppede med at lave film i 1921, kastede hun sig for alvor over teatre og revyer. Hun spillede med i drønpopulære revyer som Scala-revyen. Revyviser som Lille Sommerfugl og Sov Dukke Lise blev så populære, at de blev indspillet og udgivet på vinyl. Og de solgte fantastisk.

Og der var gode penge i at være revystjerne i 1920ernes Danmark. Så hun købte en stor villa i Charlottenlund, hvor der også var masser af plads til at forældrene kunne bo, og så købte hun væddeløbsheste, motorcykler og biler. Flere journalister – mandlige journalister – var dybt imponerede over, at hun som kvinde selv kørte bilerne – og kørte godt!

Menneskets bedste ven

Men i 1930, da hun var på toppen af sin karriere, skete der noget besynderligt. Et klamt og modbydeligt rygte havde spredt sig i København. Ingeborg blev tit fotograferet sammen med sin elskede sanktbernhardshund. Og man siger jo, at hunden er menneskets bedste ven… men folk var begyndt at hviske i krogene om, at Ingeborg og hendes hund vist nok var lidt mere end bare venner. Ja, Ingeborg blev i ramme alvor anklaget for at have et seksuelt forhold til sin hund. Nogle sagde ligefrem, at hun havde måtte ringe efter politiet eller Falck, for at de kunne hjælpe med at skille hende og hunden ad – de var nemlig blevet fanget i hinanden under akten.

Ingen vidste rigtig, hvordan rygtet var startet. Men det fik hurtigt vind under sejlene, og endnu flere folk begyndte at dukke op til Ingeborgs forestillinger… simpelthen for at se den kvinde, som rygterne talte om.

Det slog luften ud af hende. Sådan noget er selvfølgelig meget ubehageligt, og måske derfor valgte hendes kæreste, teaterdirektøren Paul Sarauw, at nu skulle de giftes. Du ved, for at få hende til at tænke på noget andet. Efter brylluppet flygtede de for en tid til den franske Riviera, Berlin og andre steder udenfor Danmark i et forsøg på at få lidt ro fra den ondsindede sladder. Hvis hun troede, at luften fes ud af rygterne, hvis hun bare forlod landet, skulle det dog hurtigt vise sig, at hun tog fejl. Fremfor at hun var taget til Frankrig, begyndte nogle bare at påstå, at hun var blevet indlagt for sine zoofile tendenser. Andre mente, at hun var død i Paris – noget hun grinte af i B. T. ved at citere gode, gamle Mark Twain og sige:

Rygtet om min Død er stærkt overdrevet!

Da de kom hjem til København igen, trykte hendes mand en annonce i alle Københavns aviser om, at rygtet ikke havde noget på sig overhovedet. Og selvom det jo var sympatisk nok, viste det sig hurtigt at være en katastrofal fejltagelse. For selvom rygtet svirrede hos københavnerne, havde det meste af den danske presse undgået at beskæftige sig med skandalen. Det var alligevel for underlødigt. Men nu hvor parret selv sørgede for, at rygterne stod beskrevet i alle aviserne, kastede de sig straks over historien.

Mister alt

Hvor teatersalen ved Ingeborgs forestillinger tidligere bare havde været fyldt med mennesker, som var nysgerrige over at se rygternes hovedperson, så stak det nu helt af. Publikum begyndte simpelthen at gø som vilde hunde, når hun gik på scenen, og Ingeborg fik et nervesammenbrud.

Hun havde ellers rettens ord for, at rygterne var noget vrøvl. For i annoncerne, hvor Ingeborgs mand erklærede hendes uskyld, udlovede han også en dusør til dem, der kunne hjælpe med at finde ophavsmanden til rygtet. Og det lykkedes faktisk. Klinikassistenten Aase Nielsen måtte krybe til korset og indrømme, at det var hende, der havde fundet på det. Selvom hun ikke var skuespiller, kom hun tit i teaterkredse, og hun var blevet forelsket i Paul Sarauw. Ved at sværte Ingeborg til med så ulækre anklager, håbede hun på at kunne få ham for sig selv.

Nu var Ingeborg altså fuldstændig renset, og så skulle man tro, at det var det. En stor del af hendes fans støttede hende, og dele af pressen skrev også forargede artikler om, hvordan det mon var gået så vidt. Men uanset hvad begyndte rollerne at blive mindre og mindre, og færre og færre. Pladeselskaberne stoppede med at kontakte hende, og i perioder måtte hun simpelthen trække sig fra offentligheden pga. stress og dårlige nerver. Ægteskabet med Paul Sarauw holdt heller ikke til presset, og efter et par år blev de skilt.

I 1946 døde hendes mor. Det fik hun besked om, kort før hun skulle på scenen og underholde. Og med morens død var Ingeborg for første gang i sit liv alene. Rigtig alene. Fraskilt. En fanskare, der var i kraftigt forfald. Og nu var der heller ikke nogen af hendes forældre tilbage hjemme i den villa, hun med vilje havde sørget for havde plads til at de kunne bo i. Og det var sådan set det sidste rigtige familie, hun havde tilbage i Danmark.

Hun havde godt nok en søster, Gerda Grant. Men søsteren var flyttet til USA for længe siden. De havde holdt kontakten, men ikke set hinanden i 30 år. Hvorfor kom Ingeborg ikke over til hende, spurgte søsteren. Så i 1947 forlod hun det Danmark, der havde givet hende så meget – berømmelse, penge, indflydelsesrige venner. Men også hån, ydmygelse og afvisning. Afrejsen forblev en hemmelighed til det allersidste. De danske aviser fortalte hun fx ikke noget som helst – dem skyldte hun ikke ligefrem noget.

Og de skrev i øvrigt heller ikke noget om, at hun var taget afsted. Danmark var kommet videre efter Ingeborg, så Ingeborg tog selv videre.

Over Atlanten.

En smuttur til Hollywood

Før Ingeborg tog hen til søsteren i Wisconsin, hvor planen var at bo og arbejde sammen med hende, tog hun først en smuttur til Hollywood for at besøge hendes venner derovre. Gennem ægteskabet med Paul Sarauw var hun blevet venner med store kunstnere, både amerikanske og dansk-amerikanske. Af dansk-amerikanske kan man nævne Hollywood-skuespillerne Jean Hersholt og Torben Meyer, entertaineren Victor Borge – men et særligt nært venskab fik hun med operasangeren Lauritz Melchior.

Det var egentlig ikke, fordi hun havde forfærdeligt mange penge at rejse for. Formuen fra storhedstiden i 20erne var mere eller mindre væk. På et tidspunkt havde hun forsøgt at lægge skuespillet fra sig og i stedet åbne en minkfarm. Men selvom hun havde bedt sin advokat om at sælge aktiverne hjemme i Danmark, primært minkfarmen, så var der ikke kommet nogle penge derfra endnu. Men Ingeborg var en klog kvinde. Før hun tog afsted til USA, havde hun aflivet hendes sidste mink, flået pelsen af dem og syet det sammen til en kåbe, som hun havde over armen på rejsen. Da hun ankom til USA, jamen, så skilte hun sirligt pelsene fra hinanden igen og solgte dem enkeltvis. Så havde hun lidt penge at starte sit amerikanske liv ud med.

Uptown Girls

Søsteren Gerda drev restauranten The Uptown Grill i Madison i staten Wisconsin. Gerda havde haft et skønt ægteskab med en norsk forretningsmand, men han var død nu, og hun tilbragte enkelivet på restauranten. Ingeborg flyttede ind hos søster Gerda og begyndte straks at hjælpe til på restauranten.

Restauranten lå lige ved byens universitet, så mange af kunderne var studerende derfra. Restauranten var også ret populær hos dansk-amerikanerne i byen. Den blev jo drevet af først en, og nu to danske kvinder – og meget af maden var derfor dansk. Og hvor der er dansk mad, er der dansk-amerikanere. Det er en regel, der sådan set stadig gælder den dag i dag.

Men selvom der kom nogle dansk-amerikanere ind på restauranten af og til, var det de andre amerikanere, hun brugte det meste af sin tid med. Allerede da hun steg ombord på skibet havde hun gjort sig klart, at når hun nu forlod Danmark, så var det for at blive amerikaner. Så fra første dag gjorde hun en aktiv indsats for at tage USA til sig og ikke mindst lære engelsk.

Søstrene opdelte hurtigt arbejdstiderne sådan, at Gerda arbejdede i dagtimerne, og Ingeborg tog sig af aften- og nattevagterne. Det blev hurtigt kendt hos de lokale, at Ingeborg havde kunstnerisk erfaring, så de studerende og ikke mindst lokale skuespillere og forfattere begyndte at komme der, når Ingeborg var på vagt.

Og alt tyder på, at hun levede et lykkeligt liv og havde lagt alle intrigerne bag sig i Danmark. Noget rigt liv blev det dog ikke. Der var næppe fyrstelige summer tilbage til dem hver, når de delte månedens overskud, og de dér penge fra minkfarmen hjemme i Danmark? Dem skulle hun nok ikke regne med at se noget til nogensinde.

For hun hørte aldrig fra advokaten. Det eneste hun hørte var, da det danske politi på et tidspunkt skrev til hende, at advokaten var blevet anholdt for bedrageri – og havde begået selvmord i fængslet.

Så Ingeborg lærte hurtigt at spare, og på en eller anden måde havde hun det glimrende i sit nye, sparsommelige liv. Det stod i stærk kontrast til livet i rampelyset i Danmark. Og måske var det netop derfor, at hun kunne lide det.

Dørene lukkes bag hende

Ingeborgs erfaring som skuespiller fik hun stor gavn af i USA. Ikke kun på de lokale amatørteaterscener, hvor hun hurtigt blev populær og set op til. Men også i privatlivet. For selvom hun ivrigt fortalte til alle, der overhovedet gad lytte, at:

I was known as B. B. in Denmark!

… så udelod hun sjovt nok altid lige den del med sanktbernhardshunden og rygterne. Det snakkede hun aldrig om, efter hun forlod Danmark. Selv hendes amerikanske familie hørte aldrig noget som helst om, hvad hun havde været ude for i den danske sladdermølle, og de fik heller aldrig at vide, at hun havde været gift to gange.

Som hun sagde til sin søsters barnebarn på et tidspunkt:

I believe I am very fortunate to be able to close the doors on my past at each step in my life.

I 1964, efter at Ingeborg og Gerda havde boet og arbejdet sammen i 17 år, fik Gerda konstateret kræft. Ved et lykketræf var Gerdas eneste søn dog kræftekspert, så hun blev fuldstændig helbredt. En dag hvor Ingeborg var ude af huset, sagde Gerda, at hun ville ringe til sønnen for at aftale, hvornår de to søstre skulle besøge ham i hans hjem i Connecticut. Men da Ingeborg kom hjem et par timer senere, lå hun død på sofaen – ikke af kræft, men af et hjerteslag.

Ingeborg var ikke den eneste med hemmeligheder. Gerda havde nemlig holdt hemmeligt for hende, at restauranten var dybt forgældet – så forgældet, at selv hvis den blev solgt, var der ingenting tilbage at stikke i lommen. Så nu stod hun uden arbejdsplads, uden hjem, uden penge, uden de fleste af hendes personlige ejendele som hun måtte sælge – og uden sin søster.

Hun fandt en lille lejlighed i byen og prøvede at få de 17 dollars, som hun fik om måneden i pension, til at række. Det kunne ikke rigtig lade sig gøre. Men hendes venner hjalp til, indtil hun kom på benene igen. Ingeborg begyndte nemlig at sy tøj, som hun solgte, og det fik hun en stabil, men dog aldrig særlig prangende, indtægt ud af.

Og selvfølgelig var det nu, at den danske presse vendte opmærksomheden tilbage på Ingeborg igen. En journalist fra Familie Journalen, som var på forretningsrejse i byen, havde ved et rent tilfælde opdaget, at selveste B. B. boede der. I artiklen, der kom ud af nogle snakke, som journalisten havde med Ingeborg, kunne danskerne læse, at hun var ensom, ludfattig og på grænsen til at sulte. Og selvom hun ikke ligefrem levede i luksus som i 20erne, var det nu slet ikke så slemt, som journalisten gjorde det til. Hun var tydeligvis ikke så heldig med danske journalister…

For ensom, det var hun i hvert fald ikke. Hendes venner holdt hun fast i, og store dansk-amerikanske personligheder som Victor Borge og Lauritz Melchior sørgede til det sidste for at besøge hende, hver gang de var i området.

Men i juni 1977 fik hun konstateret lungekræft. Lægerne mente sagtens, at hun kunne kureres – men Ingeborg var nu 83 år gammel og havde røget hele livet, og strålebehandlingen fik kun hendes gamle, slidte krop til at få det værre. Ingeborg, som så mange år tidligere havde tryllebundet hele Danmark med sin stemme, kunne i de sidste dage af hendes liv ikke engang snakke. Det gav lægerne hende simpelthen for meget morfin til. Ingeborg havde nemlig bedt lægerne om hjælp til at dø. Så smertefrit som muligt. Det skete den 26. juni 1977, mens hun sov. Holdt øje med af venner og familie, som skiftedes til at tage sig af hende i denne sidste uge, hvor det hele gik så hurtigt ned af bakke.

Hun havde bedt om at få en hurtig, simpel begravelse – og det fik hun. Allerede dagen efter hun døde. Der dukkede kun 10-15 mennesker op – kun de nærmeste havde nået at få det at vide. Men det passede hende som sagt fint. Hun havde fået rigeligt med opmærksomhed i løbet af hendes liv – og i den grad mærket skyggesiden af den.

Har du nogensinde hørt udtrykket “Tag og rend mig i den offentlige mening“? Det stammer fra en tekst, som Poul Henningsen skrev i 1931 og som blev fremført i PH Revyen samme år. Den blev skrevet som et forarget smædeskrift mod rygtemøllen i den danske offentlighed og var direkte inspireret af den ulækre behandling af Ingeborg Bruhn Bertelsen. Jeg vil derfor anbefale dig, der læser med her, at slutte af med at lytte til den i sin fulde længde herunder.

Kilder

• Jesper Tveden, Storhed og fald
• Lone Leegaard, Mellem 2 verdenskrige – En stjernes fald, Danmarks Radio
• Det Danske Filminstituts artikel om Ingeborg Bruhn Bertelsen

30 dollars på lommen

Da William Knudsen gik fra borde i New York en forårsdag i år 1900, lå det ikke ligefrem i kortene, at han en dag ville være rig og magtfuld. For da han forlod dampskibet S/S Norge havde han kun en kuffert med lidt ejendele med sig – og 30 dollars på lommen. Nok til at klare sig i 10 dages tid, regnede han ud. Så det skulle gå stærkt, hvis han skulle klare sig. Noget, som da også kom til at definere hans liv og karriere. Det var ikke for sjov, at amerikanerne senere kaldte ham for: ”Speed Up King”.

Og William Knudsen var da heller ikke bange for at tage fat. Hans første par år i USA blev brugt som muskelmand på et skibsværft og som jernbanearbejder. Ikke ligefrem noget, der krævede store intellektuelle anstrengelser. Og måske var det derfor, at han ikke gik til sprogundervisning, da det gik op for ham, at han var nødt til at blive bedre til engelsk. Næh, han lærte det såmænd af kvarterets legende børn. Han kunne klare sig fint med et lidt simpelt sprog, tænkte han.

Men William Knudsen havde alt for store ambitioner til bare at løfte tunge ting eller slå med en stor hammer. Så da en bekendt hjemme fra Danmark spurgte, om han ikke kunne tage med på et forretningsmøde og lege tolk, tog han med hen på cykelfabrikken i Buffalo i New York, hvor mødet skulle foregå. William Knudsen havde solgt cykler i København, og driftslederen på fabrikken blev så imponeret over William Knudsens viden om cykler, at han blev tilbudt et job på stedet. William Knudsen var godt nok lidt skeptisk, for lønnen var noget lavere end ved jernbanen. Men driftslederen kunne vist se, at William Knudsen var en mand af ambitioner.

… men her kan du arbejde dig op!

 sagde han nemlig. Og så flyttede William Knudsen til Buffalo.

Cykelfabrikken i Buffalo

William Knudsen var født i København i 1879 og opvokset i Kartoffelrækkerne. Her havde han arbejdet som cykelsmed… eller det sagde han i hvert fald i USA, men i virkeligheden stod han nok mere i butikken end på værkstedet. Uanset hvad havde han erfaring med cykler, og han blev hurtigt forfremmet og sat i spidsen for cykelfabrikkens pedalafdeling.

Den havde længe været en flaskehals i produktionen. William Knudsen opdagede dog hurtigt et problem. Alle afdelingens 44 ansatte var kvinder. Nå ja, det er ikke i sig selv et problem, men William Knudsen vidste ikke, hvordan han skulle håndtere sådan nogle. Han var ret… lad os sige gammeldags.

Så for at slippe for, at alle kvinderne kom rendende på én gang, udvalgte han en af dem til at være en slags mellemleder. Så kunne han nøjes med at tale med hende, hvis der var problemer. Det var mere enkelt og effektivt, og William Knudsens evne til at organisere mennesker og maskiner viste sig da også ret hurtigt i pedalafdelingen. Resten af fabrikken var snart ved at drukne i pedaler.

De næste par år gik det stille og roligt frem for William Knudsen. Fabrikken begyndte på et tidspunkt også at producere dele til biler, og det gjorde de så godt, at selveste Henry Ford parkerede sin Ford T på fabrikkens parkeringsplads en dag i 1913 og tilbød at købe hele fabrikken. Og i købsaftalen stod der, at en række af fabrikkens medarbejdere skulle rykke til Fords hovedkvarter i Detroit. Først og fremmest William Knudsen.

Han var ellers ikke meget for det, William Knudsen. For det første var han blevet tilbudt en bedre løn et andet sted. Og for det andet havde han ikke kun sig selv at tænke på længere. På en picnic med en dansk ven i Buffalo mødte han i 1906 en kvinde ved navn Clara. Hun var vist ikke ligefrem solgt ved første møde, men William Knudsen holdt ved, og i november 1911 blev William og Clara gift. Da Henry Ford to år senere ville have William Knudsen til Detroit, havde de allerede fået to børn sammen. Og egentlig ville den nye familie bare gerne blive i det Buffalo, de kendte.

Men William Knudsen kunne åbenbart let overtales, hvis bare man havde ambitioner nok. For da Henry Ford nævnte, at han ville op og producere 1.000 biler om dagen, hvilket hans aktionærer syntes lød vanvittigt, sagde William Knudsen ja med det samme. Han glemte endda helt at spørge om lønnen.

Han brugte to år som pendler mellem Buffalo og Detroit, hvor der var en dagsrejse imellem. Men i 1915 rykkede hele familien så til Detroit. Og et år senere blev Fords vanvittige vision til virkelighed. De producerede 1.000 biler om dagen, og produktionstiden var nede fra 10 timer per bil til kun 6 timer. Og det var i høj grad Knudsens talent for organisering og rationalisering, der havde gjort det muligt.

Uro hjemme i Europa

For William Knudsen gik det bedre end nogensinde før, men hjemme i Europa var det straks anderledes. Første Verdenskrig buldrede derudaf, og selvom USA holdt sig ude af krigen, så længe de kunne, begyndte den langsomt at trænge sig på. Bilproduktionen var næsten gået stå i løbet af 1916, og Fordfabrikken var i fare for at lukke. Men William Knudsen klarede det glimrende på trods af de hårde tider, og en dag kom den skæbnesvangre sætning fra Henry Ford.

Du må hellere komme ovenpå og begyndte at styre butikken.

Da han startede hos Ford tre år tidligere, var det til en månedsløn på 400 dollars. På den næste lønseddel stod der pludselig 25.000 dollars om året plus bonus. En formue – især for en, der i sin tid ankom til New York med kun 30 dollars på lommen og 10 dage til at klare den på.

Det var også her under Første Verdenskrig, at han første gang prøvede kræfter med det, der for alvor gjorde ham til et industri-ikon i USA. Krigsproduktion. Ford blev hyret til at producere tusindvis af ambulancer, ammunitionsvogne, lastbiler, flymotorer og endda nogle splinternye skibe, som skulle jage ubåde. Og det var altså William Knudsen, der stod for produktionen i Ford-koncernen.

Første Verdenskrig i 1918 sluttede med et nederlag til Tyskland. Et nederlag, der bl.a. skyldtes det materiel, som William Knudsen producerede. Men hans dage ved Ford var alligevel ved at være talte. Med årene var Henry Fords idealisme og gåpåmod blevet til kynisme og enerådighed. Han lyttede ikke, når William Knudsen sagde, at de burde blive mere moderne. I stedet belønnede Henry Ford de folk, der var enige med ham selv – eller i hvert fald ikke havde noget imod at tale ham efter munden.

Henry Ford og hans bil-imperium havde givet William Knudsen rigtig meget. Blandt andet en årsløn, der efterhånden var på hele 50.000 dollars – knap fem millioner nutidskroner. Men det var tid til at sige farvel. Flere biografier påstår, at det var Henry Ford, der sagde fyrede William Knudsen. Og det var nok også den version, som Henry Ford selv bedst kunne lide at fortælle. Men kilderne tyder på noget andet. I Detroit ligger William Knudsens opsigelse nemlig stadig i en støvet arkivkasse.

Om årsagen til bruddet sagde Knudsen selv følgendet:

Jeg har aldrig arbejdet for nogen, kun med nogen, og vil heller aldrig gøre det. Hvis en mand ikke tror på mig, vil jeg ikke arbejde for ham. Og hvis han ikke tror på det, jeg laver, skal han sige det til mig og ikke alle mulige andre. Men det er Fords forretning, og han må køre den, som han vil. Jeg vil bare ikke være med.

Så i april 1921 forlod William Knudsen endegyldigt Ford-koncernen… og for første gang, siden han forlod dampskibet S/S Norge tilbage i 1900, var han arbejdsløs.

Konkurrenten

Han sagde op for at bevare sin selvrespekt, og før han blev for meget uvenner med Henry Ford. Og der blev da heller ikke båret nag. Heller ikke hjemme hos konen Clara, som den 42-årige William Knudsen nu havde været gift med i 10 år og havde 4 børn med. Da hun fik nyheden, sagde hun nemlig:

Det var godt. Så kan vi få lidt fred herhjemme igen.

Freden varede dog ikke særlig længe. Han blev nemlig hurtigt inviteret ind på kontoret hos en af de øverste direktører for General Motors – en af Fords helt store konkurrenter.

Der blev han så ansat i februar 1922 og fik 30.000 dollars om året. Men allerede efter tre uger var han oppe på de 50.000, som han fik hos Ford. Direktøren for Chevrolet, som var et bilmærke i General Motors-familien, var sygemeldt, og William Knudsen skulle overtage den daglige drift.

Han gjorde hurtigt for Chevrolet, hvad han havde gjort for både cykelfabrikken i Buffalo og for Ford. Med rationaliseringer og effektiviseringer af arbejdsprocesserne mangedoblede han produktionstallene. Han gjorde det så godt, at han allerede den 15. januar 1924 blev forfremmet til direktør for Chevrolet, samt vicedirektør for General Motors. 15. november samme år åbnede han Chevrolets første fabrik udenfor USA. Fabrikken lå i Sydhavnen i det København, han var født og opvokset i, og selveste statsminister Thorvald Stauning dukkede op på åbningsdagen. 5 år tidligere havde han i øvrigt åbnet en Ford-fabrik på Nørrebro.

Knudsens danske bilfabrikker fortæller jeg om i en anden episode, som jeg har lavet i samarbejde med Selskabet for Arbejderhistorie.

Også i USA fik de flere og flere fabrikker, og i løbet af ’20erne blev Chevrolet det mest solgte bilmærke i USA. De næste mange år dominerede Chevrolet det amerikanske bilmarked. En rolle, som William Knudsen snuppede fra Ford.

Krakket

Den amerikanske økonomi havde ellers buldret derudaf i løbet af 1920erne, blandt andet pga. industrimænd som William Knudsen. Men den 24. oktober 1929 vendte lykken. Wall Street krakkede, aktiekurserne styrtdykkede og da dagen var omme, havde 11 finansmænd begået selvmord. Millioner af amerikanere blev arbejdsløse.

Arbejdsløse køber ikke lige så mange ting, så mange virksomheder kæmpede med at holde sig oven vande. Mange bilfabrikanter blev særligt ramt af Den Store Depression, som de næste ti år blev kendt som. Men for William Knudsen var det nærmest en gave.

William Knudsens Chevrolet-afdeling var den eneste i General Motors-koncernen, der gav overskud efter krakket. Pludselig var alles øjne for alvor på William Knudsen. Medierne opfangede hurtigt, at det var den perfekte amerikanske immigranthistorie. En af de historier, der kunne holde fortællingen om Den Amerikanske Drøm i live.

Måske var det de to fabrikker i København, eller også havde den øgede medieopmærksomhed i USA spredt sig til Danmark. Under alle omstændigheder blev William Knudsen udnævnt til ridder af Dannebrogordenen i 1930. Ydmyg som han var gjorde han ikke det store nummer ud af det, og den største forandring for ham var, at hans døtre nu kaldte ham for: ”Sir William”.

16. oktober 1933 tog han endnu et stort skridt opad. Han blev nemlig forfremmet til vicekoncerndirektør og produktionschef for hele General Motors.

Krigen kommer

1937 blev William Knudsen – cykelmekanikeren fra Kartoffelrækkerne – udnævnt som koncerndirektør for hele General Motors-koncernen. Han var nu 58 år gammel og chefen for det hele. Nyheden spredte sig hurtigt til Danmark, hvor mange fulgte stolte med i hans bedrifter. Den 4. juli samme år talte han over radioen til Rebildfesten i Nordjylland – den store, danske fejring af den amerikanske uafhængighedsdag – og i løbet af efteråret kom den danske konsul forbi Knudsens kontor med en medalje. Han var blevet udnævnt til Kommandør af Anden Grad af Dannebrogordenen.

Og den nye chef var håbefuld for fremtiden. Godt nok måtte han allerede første år på pinden, mere præcist i december 1937, fyre en masse medarbejdere pga. svigtende salg. Men han havde store forhåbninger til, at det ville vende allerede til foråret. 1938 ville blive et rigtig godt år for den amerikanske bilbranche, mente William Knudsen, og han mente i øvrigt, at frygten for en krig i Europa var overdrevet. Det kunne slet ikke svare sig økonomisk med sådan en krig, og så ville de lade være med at kæmpe den, mente han.

Det er næppe nogen stor spoiler, hvis jeg allerede nu fortæller, at William Knudsen på det punkt tog grueligt fejl. Tyskland oprustede sig mere og mere, hvilket åbenlyst var i strid med Versailles-traktaten der afsluttede Første Verdenskrig, og de begyndte at handle på deres territoriale ambitioner. I november 1938 kom Krystalnatten og gjorde det krystalklart, hvordan Hitlers Tyskland havde det med jøder.

Det var i det her klima, at Knudsen endnu engang tog tilbage til Europa. Selvom han egentlig var blevet advaret imod det. Og bedst som han planlagde at tage videre fra Berlin til København, fik han en invitation fra Hermann Göring. Göring var en af Hitlers allernærmeste og stod bl.a. for at opruste det tyske militær. Derfor ville han naturligvis snakke med William Knudsen, mens han var i Tyskland. Opel-fabrikkerne, som var ejede af General Motors, havde nemlig spillet en vigtig rolle i oprustningen. Göring ville meget gerne have Knudsen og General Motors til at gøre endnu mere i Tyskland. Men den måtte han altså lige tage med bestyrelsen først, fik William Knudsen undskyldt sig med.

William Knudsen havde tidligere beundret Hitlers genopbygning af Tyskland. En beundring, han i øvrigt ikke lagde skjul på, men flere gange nævnte i de taler, han var begyndt at holde flere og flere af med tiden. I løbet af 1938 begyndte han dog så småt at advare imod diktatur og faren ved manipulerende massebevægelser.

Da han vendte tilbage til USA i oktober 1938, var der selvfølgelig en masse journalister, der ville høre, hvordan det gik. Udenfor referat sagde han, at nogle nok burde gøre noget ved ham Hitler. Det måtte de dog ikke trykke i aviserne, for han ville helst ikke ende i en koncentrationslejr på næste Europa-tur, som han sagde. Til referat holdt han dog fast i, at der næppe kom nogen krig, og The New York Times skrev, at han stadig efter hjemturen havde udvist beundring af Hitlers Tyskland – om end han specificerede, at det kun var som en produktionsmand som ikke var særlig interesseret i politik. Og Göring havde været ret flink ved ham, i øvrigt. Men det skulle ikke forstås som støtte til Hitlers politiske styre, sagde han en uges tid før Krystalnatten:

Befolkningen har fået nyt mod på livet; folk går med raske skridt og virker velnærede, velklædte, men om der under det hele er noget galt, ved jeg ikke. Jeg kan kun fortælle, hvad jeg så.

Og til hans forsvar skal det siges, at det ikke var en helt unormal holdning at have i USA før Krystalnatten. Og USA afbrød da også først sine diplomatiske forbindelser med Tyskland i december 1941. Særligt amerikanske topchefer var ret diplomatiske om, hvordan de omtalte Nazityskland. Der var jo mange penge på spil.

Den 1. september 1939 viste det sig endegyldigt, at Knudsen havde taget fejl i sine forudsigelser. Tyske tropper marcherede nemlig ind i Polen, og Anden Verdenskrig var i gang. I Belgien og Frankrig beordrede regeringerne, at biler, dæk og værktøj blev fjernet fra fabrikkerne, inden den tyske besættelsesmagt kunne få fingrene i den. I Tyskland trak General Motors sig fra alle vigtige bestyrelsesposter, da det nazistiske styre krævede, at Opel-fabrikkerne skulle begynde at producerede krigsmateriel. Fabrikkerne var nu endegyldigt under tysk kontrol… selvom General Motors officielt beholdt ejerskabet af dem. De sidste amerikanske General Motors-ansatte forlod angiveligt Opel i starten af marts 1941 – et godt stykke inde i krigen.

Præsidenten ringer

”Hvorfor rejser du væk for at arbejde for den mand!” Det var angiveligt datteren Marthas allerførste kommentar, da William Knudsen fortalte om hans nye opgave. Familien Knudsen var republikanere, så hvorfor ville han pludselig arbejde for en demokrat – og så ovenikøbet en der ville indskrænke erhvervslivets friheder så meget?

Han mødte ikke ligefrem mere forståelse hos kollegaerne. Uanset hvem han snakkede med, så rystede de på hovede. Men William Knudsen mente, at det var hans pligt – uanset hvad han så ellers syntes om præsidenten og hans politiske projekt. Som han sagde:

Jeg har været i dette land i 41 år, og alt, hvad jeg ejer, skylder jeg dette land. Jeg er ligeglad med, om jeg skriver mig ind i historien eller ej, men hvis der er noget, jeg kan gøre for mit land, gør jeg det gerne.

Så da præsident Roosevelt ringede den 28. maj 1940, sagde han ja med det samme. Allerede samme dag fortalte Roosevelt den amerikanske offentlighed, at han havde samlet et hold konsulenter, hvis første opgave var at få produceret 50.000 fly. Noget, som de fleste mente var fuldstændig urealistisk. Da en journalist spurgte Knudsen, om han kunne gøre det, sagde han – simpelt og dramatisk:

Jeg kan ikke. Men Amerika kan.

I Washington blev William Knudsen sat i spidsen for at sparke krigsproduktionen i gang. Det var noget af en opgave, så de næste par år stod på lange arbejdsdage i en by, der lå langt væk fra familien. Det var i sig selv et stort offer for en mand, der i den grad var et familiemenneske. Men oven i det måtte han give afkald på sin høje løn i General Motors og acceptere en årsløn på én sølle dollar om året. Han sagde dog, at han skam ikke engang forventede betaling. Og han kom nok ikke ligefrem til at mangle noget alligevel, afslører arkiverne. Da han blev hentet til Washington, havde han nemlig værdipapirer for hvad der svarer til mindst 100 millioner kroner i dag.

Han lærte aldrig rigtig at passe ind i den politiske verden, som han pludselig befandt sig i. Det var for besværligt og gik alt for langsomt. Men som sædvanlig kløede han på, og produktionen gik gradvist fremad. Samtidig begyndte han at give flere og flere taler, både i radioen og til diverse events, og pressen stod ofte klar, når han ankom til en ny by. Og det var nok netop fordi, han ikke rigtig passede ind. De var fascinerede af denne firskårne, bjørneagtige mand, der talte simpelt og direkte med sin underlige accent.

William Knudsen fik særligt luft under vingerne, da han besluttede sig for at gå udenom al bureaukratiet og de politiske beslutningsprocesser og i stedet tale direkte til sine venner i bilbyen Detroit. Og han fik hurtigt overtalt stort set hele Detroits bilindustris ledere til at deltage i krigsproduktionen. Det fik en del af de kritikere, han i forvejen havde i Washington, til at skrue op for retorikken. Det var bare industritoppen der udnyttede krigen til at hælde skattekroner ned i deres egne lommer, lød anklagerne fx. Og de tjente da også ret mange penge, William Knudsens bil-venner. Detroits bilindustri endte med at stå for omkring en femtedel af den samlede amerikanske krigsproduktion under Anden Verdenskrig. Men for William Knudsens vedkommende virker det nu ikke som om, at det var pengene, der motiverede ham. Han havde tjent rigeligt allerede, og det var bare bilgiganterne, han mente kunne løse opgaven bedst og hurtigst. Resultaterne talte da også sit tydelige sprog, så han fik gradvist mere og mere opbakning og magt.

Men kritikken fortsatte. Lige siden at William Knudsen startede sit arbejde i Washington, havde især fagbevægelsen og centrale New Deal-folk kritiseret og samlet skidt på ham. Han havde en historik med modstand mod fagbevægelsen og New Deal-tidens krav og reguleringer, og anklagerne om nepotisme hang hele tiden over hovedet på ham. Da Japan den 7. december 1941 satte gang i det famøse overraskelsesangreb på den amerikanske flådebase Pearl Harbor, blev der sendt et chok igennem det amerikanske samfund. Og det satte selvfølgelig gang i nogle bevægelser i de politiske kredse. Nogle begyndte at snakke om, at USA slet ikke var godt nok forberedte og at krigsproduktionen gik alt for langsomt. Der skulle derfor findes en syndebuk.

Den 13. januar 1942 – kun et par timer før en planlagt radiotale, hvor William Knudsen ville forsvare sig selv og sine resultater – kom telegrammet. Han var blevet fyret… og han fik det at vide i nyhedsstrømmen ligesom alle andre.

Trestjernet general

Om aftenen fandt Williams Knudsens ven, Jesse Jones, ham siddende trist og opgivende derhjemme foran klaveret. Det var langt fra den energiske og handlekraftige mand, som han ellers normalt var. Han var tydeligvis knust over fyringen – og især den måde, som han blev fyret på.

Men det hele var vist bare et politisk spil for galleriet. Allerede tre dage senere blev han nemlig genansat af præsidenten. Han var nu produktionsdirektør i krigsministeriet med titel af generalløjtnant. Kort fortalt skulle han endnu engang stå for at få styr på den amerikanske krigsproduktion. Denne gang slap han bare for mange af de politiske benspænd, som hans gamle stilling havde. Nu var William Knudsen nemlig trestjernet general – den højest rangerende civilist nogensinde i den amerikanske hær. Og så var der ikke nogle bitre eller fodslæbende typer, der kunne sige ham imod.

Resten af krigen brugte William Knudsen så på at sørge for, at krigsproduktionen gik så godt som muligt. Det gjorde han så godt, at han i maj 1944 fik Distinguished Service Medal – den højeste dekoration man kunne få i den amerikanske hær uden at være i aktiv tjeneste. Faktisk fik han den hele to gange. Den anden medalje fik han lige efter krigen for det særlige arbejde for at få flyproduktionen til at flyde, som han dedikerede den sidste del af krigen på.

Og da Nazi-Tyskland endelig overgav sig den 7. maj 1945, var det en træt William Knudsen, der gjorde sig klar til at vende tilbage til Detroit og pensionere sig fra Washington. Rosende ord strømmede i hans retning. I den pressemeddelelse, der meddelte, at William Knudsen giv på pension fra militæret, skrev vicekrigsminister Robert Patterson:

Med sin forudseenhed og sine evner har han ikke kun sparet Amerika millioner af dollars, men også reddet utallige menneskeliv. Selv om han arbejdede langt fra fronten, har han derfor en stor andel i alle vores sejre.

Den 31. maj 1945 begav William Knudsen sig mod Det Hvide Hus en sidste gang for at sige farvel til præsidenten. Nu han havde gjort sin pligt og kunne endelig vende hjem til sin familie.

Hjem til Detroit

William Knudsen kom hjem til et Detroit, der var rigtig stolte af deres bysbarn. Det må have været tydeligt selv for en så beskeden mand som ham, da han sad der i bilen på Woodward Avenue sammen med vicekrigsminister Robert Patterson og general George Marshall, hærens øverstbefalende. Denne dag, den 21. juni 1945, var nemlig udråbt til General Knudsen Day. Bilen sluttede sig til den parade, der på en to kilometer lang rute skulle hylde ham. Under krigen havde mange kaldt Knudsen for ”Speed-Up King”. For overalt han kom, bad han folk om at sætte farten op i produktionen. Faktisk havde han kun en enkelt stol på sit kontor. For hvis folk var tvunget til at stå op, kom de fleste hurtigt til sagen og han kunne komme videre med arbejdet. Men lige i dag måtte han nok finde sig i, at det gik lidt langsomt.

Titusindvis af mennesker var dukket op for at hylde ham. Nogle steder stod folk i 20 rækker ved paraden. Bag William Knudsens bil gik en stor gruppe dansk-amerikanske folkedansere. Paraden endte ved det imponerende Masonic Temple, hvor der var musik, taler og skuespil. Hele showet på to timer blev radiotransmitteret til de mange, der ikke kunne se det indefra, og på den måde afsluttede det meget passende den folkefest for William Knudsen, som hele dagen havde været. I den afsluttende tale fra Knudsen selv sagde han på sin sædvanlige beskedne facon, at det skam ikke var ham, der skulle have al æren, men især de mange folk, der havde satset deres liv for USA, frihed og demokrati.

Men op til paraden havde han dog fortalt til journalister:

Vi vandt, fordi vi druknede fjenden i en produktionslavine, som ingen havde set mage til eller turdet drømme om.

En produktionslavine, han jo udmærket vidste, at han var en af hovedarkitekterne bag.

Farvel

Med Washington-eventyret bag sig, og da paraden og talerne forstummede, blev der pludseligt usædvanligt stille. Reglerne i General Motors sagde klart og tydeligt, at når man blev 65, blev man sendt på pension. Og William Knudsen var nu 66 år gammel.

Efter 50 år på arbejdsmarkedet, og næsten 40 år i bilbranchen, stod Knudsen pludselig tilbage som pensionist. Eller… der var lige én sidste ting, han skulle gøre, før General Motors slap ham helt. Han skulle rejse tilbage til Europa og undersøge, hvad der var tilbage af virksomhedens fabrikker i de smuldrede rester, der var tilbage af kontinentet. Og den tur betød også et smut forbi København.

William Knudsen havde trofast besøgt Danmark hvert andet år, siden han kom til USA. Når der altså ikke lige var krig. Så det her var hans første besøg i det gamle hjemland i syv år.

Da han ankom i Kastrup Lufthavn den 8. august 1945, kunne han i første omgang gå rundt i fred. Ifølge en Politiken-journalist, som var i lufthavnen den dag, var William Knudsen gået ind på Hammers Restaurant og bestilt fire stykker smørrebrød og en bajer. Men et par amerikanske officerer kunne genkende krigshelten Knudsen. De sagde det videre til det amerikanske gesandtskab i Danmark, og på ingen tid sad der en privatchauffør klar til at hente William Knudsen og køre ham til Hotel d’Angleterre.

Da han ankom i Kastrup Lufthavn den 8. august 1945, kunne han i første omgang gå rundt i fred. Ifølge en Politiken-journalist, som var i lufthavnen den dag, var William Knudsen gået ind på Hammers Restaurant og bestilt fire stykker smørrebrød og en bajer. Men et par amerikanske officerer kunne genkende krigshelten Knudsen. De sagde det videre til det amerikanske gesandtskab i Danmark, og på ingen tid sad der en privatchauffør klar til at hente William Knudsen og køre ham til Hotel d’Angleterre.

William Knudsen var også en kendt mand i Danmark. Ikke mindst hans bedrifter under krigen gjorde, at mange danskere havde en særlig respekt for ham. Den danske presse kunne godt nok ikke skrive frit om William Knudsen under besættelsen. Tyskerne var ikke super glade for, at det var en dansker, der havde en så prominent rolle i den amerikanske krigsførelse. Men danskerne hørte om ham i radioen, ligesom den illegale presse også stolt skrev om denne Danmarks søn, der knoklede så hårdt for bl.a. Danmarks frihed. Så danske journalister fulgte ham tæt under hans korte ophold i Danmark.

Den 11. august tog han sin general-uniform på og tog op til Sorgenfri Slot. Her skulle han nemlig spise frokost med ingen ringere end kongen, Christian X. Ham havde Knudsen egentlig mødt nogle gange før, men udover noget mad fik han i øvrigt også Storkorset af Dannebrog for sin indsats under krigen. Resten af opholdet i Danmark gik med en masse begivenheder og taler. Og familiebesøg, selvfølgelig.

Mens han var i København, tikkede beskeden ind om, at Anden Verdenskrig endegyldigt var slut. For efter Tysklands kapitulation, var der stadig lige krigen med Japan at få styr på. Men nu var Japan også tvunget i knæ. Det skete, da amerikanske B29-fly i løbet af få dage smed to atombomber – først over Hiroshima, og et par dage efter over Nagasaki. B29-flyene var nogle af dem, som William Knudsen havde været med til at producere, og de to atombomber var derfor en påmindelse om, at der bag de flotte ord og medaljer var en blodig virkelighed og alvor. Offentligt forholdt Knudsen sig sjældent til den død og ødelæggelse, som krigen forårsagede. Men medlemmer af hans familie fortalte senere, at han i løbet af krigen sad og græd ved radioen for sig selv, da der blev fortalt om nye angreb og bombetogter. Det hårde arbejde sled på hans krop – men krigens grusomheder sled også i den grad på hans sind.

Den 17. august 1945 forlod han så Danmark igen, da han steg på et fly mod Stockholm. Journalisterne spurgte, hvornår han mon kom igen.

Måske aldrig,

sagde han.

Jeg er jo ved at blive gammel, men det skal vi ikke tale højt om.

Det hårde arbejde under krigen, og især turene til fronten i krigens afslutning, havde tydeligt ældet ham. Nogle kaldte ham ligefrem en casualty of war – et offer for krigen. Og hans familie fortalte senere, at afvisningen fra General Motors, da han vendte hjem til en storhyldest i Detroit, havde ældet ham endnu mere. Han var tilfreds med sine bedrifter, men udover den fysiske nedslidning var han nu også både skuffet og ked af det. Han kæmpede med højt blodtryk og en nyresygdom, og dertil kom en hjerneblødning. De sidste par måneder af hans liv forlod han sjældent huset og tog ikke rigtig imod gæster. I perioder kunne han ikke tale andet end dansk – et sprog som ingen af hans nærmeste forstod. Og den 27. april 1948 døde han. 69 år gammel. Med hans kone Clara, hans fire børn og to læger ved hans side.

Lovprisninger om manden strømmede ind fra alle sider. Både danske og amerikanske aviser roste ham, Frederik 9. og præsident Truman sendte telegrammer, og selv de faglige organisationer, han havde kæmpet så hårdt med, hyldede ham. I flere dage stod hans bronzekiste fremme, først i kapellet og senere kirken, han blev begravet i. Så kunne folk sige farvel til ham. Og det gjorde de. 1000 mennesker sad i kirken ved selve begravelsen, og 1000 flere sad i kirkens kælder og lyttede med over højttaleranlægget. Efter den enkle ceremoni på kun 22 minutter blev William Knudsen kørt afsted til sit gravsted – efterfulgt af et optog af 69 limousiner.

Præsten E. T. Bernthal sagde de sidste ord, før kisten blev sænket ned i jorden:

Den lutheranske liturgi blev skabt af Martin Luther for både almindelige mennesker og konger. Her var en helt almindelig mand, som, for alle der kendte ham, blev en konge.

I Danmark er der kun ét beskedent minde om ham. Over døren på hans barndomshjem i Kartoffelrækkerne hænger en falmet mindeplade, hvor der står:

Han blev Danmark en god søn og Amerika en god borger.

Kilder

• Ole Sønnichsen, One Dollar Man (2019)
• Martin Lund, Big Bill (2019)

Goddag og velkommen til Dem der rejste ud. En splinterny historiepodcast om danske udvandrere.

Her vil jeg fortælle den danske udvandringshistorie én udvandrer af gangen. Ved at sætte fokus på enkeltpersoner håber jeg på at give et nuanceret billede af den danske udvandring. For bag statistikkerne og de tørre tal gemmer der sig en masse personer, som havde deres helt unikke, personlige grunde til at vende deres hjemland ryggen og prøve lykken et andet sted.

Men her i den første episode vil jeg dog gøre det lidt anderledes. En af grundene til, at jeg laver den her podcast, er fordi dansk udvandringshistorie er et emne, som jeg synes er alt for overset i den almindelige danske historiefortælling. Der er heldigvis sket en opblomstring af interesse de seneste år – især pga. flere tv-programmer om dansker-byen Elk Horn i Iowa. Men der er stadig mange, der ikke rigtig aner noget om de danskere, der tog det utroligt modige skridt at udvandre.

Derfor vil jeg starte med at give en generel introduktion, før jeg fra næste episode af zoomer ind på de personlige fortællinger.

Danmark var langt fra det trygge velfærdssamfund, vi kender i dag, da udvandringen begyndte i 1850erne. Store dele af landet var befolket af en sulten og frysende underklasse, der måtte slide sig selv halvt ihjel for overhovedet at få mad på bordet.

Befolkningen var eksploderet fra lidt over 900.000 i 1801, til lidt over 1,4 millioner i 1850 og over 3,2 millioner i 1921. På landet kom der især flere og flere jordløse landarbejdere. Det var nemlig kun den ældste søn, der arvede familiegården, og for de fleste danskere var det mere eller mindre utænkeligt, at de nogensinde kunne få råd til at købe deres egen gård. Og livet som jordløs landarbejder i Danmark var både hårdt, usikkert og rigtig dårligt lønnet. Mange fattige på landet måtte slide hårdt i det for at nå over eksistensminimummet, hvis de da nogensinde kom det.

Mange søgte derfor lykken i byerne. Men der var det ikke meget bedre. Boligforholdene i arbejderkvartererne var elendige. Bittesmå, uhumske, fugtige og ofte decideret sundhedsfarlige boliger. Med Næringsfrihedsloven i 1857 mistede byens håndværkere pludselig deres fagmonopol. Det betød kort fortalt, at alle og enhver måtte tage arbejde som håndværker, og pludselig måtte de konkurrere på løn- og arbejdsvilkår med en masse ufaglærte. Det betød selvfølgelig lavere lønninger og et hårdere liv. Samtidig var arbejdsløsheden skyhøj og nåede i perioder helt op på 50%.

Der er derfor ikke rigtig noget at sige til, at udvandring virkede som et tiltrækkende alternativ for mange. Fra 1850erne til 1920erne udvandrede mere end 300.000 danskere til USA. De danske udvandrere var en dråbe i havet af de mange millioner europæere, der drog mod USA i samme periode. Men alligevel var det altså godt og vel en tiendedel af den danske befolkning dengang. Næsten 45% af de danske udvandrere fra 1850 til 1920 var arbejdere eller tyende fra landet, og cirka en fjerdedel var arbejdere og tyende fra byerne.

Flere historikere argumenterer for, at udvandringen var en slags social ventil for det danske samfund. Det var typisk de fattigste og dem med de dårligste udsigter for et ordentligt liv i Danmark, som valgte at udvandre. Det var dermed nok også dem, der ville have haft den største tilbøjelighed til at brokke sig, lave ballade – og måske ligefrem kæmpe for revolutionen. Om det er derfor, at de danske politikere ikke rigtig gjorde nogle store forsøg på at bremse den betydelige folkevandring ud af landet, er værd at overveje.

Hver enkelt udvandrer havde selvfølgelig sine helt egne grunde til at tage af sted, men lidt forenklet kan man sige, at der var én ting, som de fleste danske udvandrere havde til fælles: de var skuffede.

Skuffede over de leveforhold, som Danmark tilbød den nederste del af samfundet. Og ikke mindst skuffede over de manglende muligheder, som den almindelige dansker havde for at arbejde sig opad i samfundet af egen kraft og forbedre deres eget liv.

Der var altså en del ting, der pressede danskerne ud af landet. Men der var også en del ting, der trak dem til USA.

For mange var det især jordpriserne, der lokkede. Hvor det i Danmark var stort set umuligt at købe sin egen gård, var det straks anderledes i USA. I takt med, at USA pressede grænsen længere og længere vestpå, så kom der større og større områder, som stod ledige. Derfor kunne man for næsten ingen penge købe store landområder. Det lød helt utroligt for mange af de pressede danske landarbejdere, at sådan noget kunne lade sig gøre.

Samtidig buldrede de amerikanske storbyer i stigende grad derudaf og voksede i et enormt tempo. Det må have været fristende for de danske arbejdere i byerne, som led under lave lønninger og skyhøj arbejdsløshed.

Og så var der noget lidt mere udefinérbart. En følelse af, at USA var… friere. Mange følte sig kvalt af godsejere, strenge sociale hierarkier og fornedrende fordomme om det fattige Danmark. Det gamle, forstokkede Europa skulle erstattes af det nye, friske og endnu ikke definerede USA, mente mange udvandrere.

Og så var der nogle grupper af udvandrere, som var motiverede af nogle helt særlige forhold.

Den første store udvandringsbølge fra Danmark til USA bestod af mormoner. Grundloven i 1849 gav godt nok religionsfrihed, men mange steder blev danske mormoner – og især de mormonske missionærer – udsat for grov latterliggørelse, social eksklusion eller ligefrem trusler om vold. Der er mange beretninger om mormoner, som bogstaveligt talt blev jaget ud af byer, de kom til, af vrede danskere, der nægtede at acceptere den nye og ret specielle fortolkning af kristendommen, som var kommet til landet fra USA. Derfor lavede den mormonske kirke en ordning, hvor mange europæiske mormoner kunne låne til en enkeltbillet over Atlanterhavet. Sådan en billet var nemlig utroligt dyr, især i udvandringens første år, og det var ofte de fattigste danskere, som blev mormoner. Og så hjalp det nok også på det, at USA var en slags helligt land for mormonerne. Det er nemlig i USA, hvor de mener at Jesus vil vende tilbage en skønne dag.

Der var også en del sønderjyder, som udvandrede af lidt andre grunde end den typiske danske udvandrer. Efter de Slesvigske Krige var der pludselig en del dansksindede sønderjyder, som boede i områder, der ikke længere var danske – men tyske. Det i sig selv fik en del til at rejse – enten til Danmark, eller over Atlanterhavet. En del sønderjyske udvandrere fortæller også, at det specifikt var udsigten til at skulle i værnepligt i det tyske militær, der fik dem til at tage af sted. De så sig selv som danskere, så de ville hellere flygte end at gribe til våben for en fremmed nation. Derfor udvandrede hele 45.000-50.000 sønderjyder til USA.

Endelig var der en række danskere, som dybest set fik betalt en enkeltbillet til USA, fordi samfundet ikke gad at have dem gående længere. Af og til var det lokalsamfundet, som gik sammen om en billet. Der kunne være mange grunde – at de var trætte af at finansiere en kronisk arbejdsløs, det kunne også være alkoholproblemer, men ofte var det vanekriminelle, som de ikke længere gad at finde sig i. Hvis man læser i fængselsprotokoller og den slags, kan man faktisk se, at en række dømte kriminelle blev løsladt før tid, fordi de lovede at rejse til USA hurtigst muligt – ofte finansieret direkte af staten. Og på den måde skaffede staten sig fx også af med flere personer, som havde nogle politiske holdninger, som simpelthen blev set som for farlige til at have gående rundt i Danmark. Det var især socialister, det gik ud over.

De fleste danske udvandrere endte i det midtvestlige USA. Stater som Iowa, Nebraska og Minnesota var populære hos mange danskere. En af grundene var, at området simpelthen mindede mange udvandrere om det, de kendte hjemme fra Danmark. En anden vigtig grund var, at det var billigt at købe jord der – eller ligefrem helt gratis. I samme periode hvor den danske udvandring fandt sted, bevægede USA’s vestlige grænse sig hastigt mod Vest. Store prærieområder, som aldrig havde været opdyrket før, skulle pludselig tæmmes. Det løste den amerikanske regering bl.a. med det såkaldte homesteading. En række love, som dybest set betød, at hvis man lovede at opdyrke området i fx syv år, så fik man jorden gratis eller for et par dollars – og så et amerikansk statsborgerskab oveni.

Med tiden blev stater som Californien også populære endemål. Selvom det især var den billige jord, som tiltrak mange danskere, var der også betydelige danske grupperinger i en række storbyer. I Chicago var der i mange år flere gader, der var domineret af danske udvandrere, og der var et betydeligt forretnings- og foreningsliv i mange amerikanske storbyer. Og så tog mange danskere selvfølgelig til Utah – mormonernes hjem.

Nogle danske udvandrere troede uden tvivl, at de hurtigt ville få et rigt og komfortabelt liv i USA. Nogle udvandringsagenter hjemme i Danmark havde et liiidt for frit forhold til sandheden, og der er tragiske beretninger fra udvandrere, som blev snydt på det groveste og fik en forfærdelig start på deres nye amerikanske liv. En start, som ikke alle kom videre fra.

Og det er svært at sige noget generelt om, hvor mange af udvandrerne der endte med at få et bedre liv i USA, og hvor mange der fx fortrød at de tog afsted. De fleste vidste nok godt, at det ville kræve meget hårdt arbejde, for at udvandringseventyret skulle lykkes. Men mange blev nok alligevel overraskede over, hvor hårdt det rent faktisk viste sig at være. USA var et land af uanede muligheder, hvor man hurtigt kunne blive rigere end man overhovedet kunne forestille sig hjemme i Danmark. Men det var også et hårdt og ubarmhjertigt land, hvor det var alles kamp mod alle, og hvor en lille smule uheld lige så hurtigt kunne sende en ned i afgrundsdyb fattigdom… eller en grusom ende på livet som følge af overfald eller drab.

De fleste danske udvandrere fik nok ikke et meget bedre liv, end de ville have fået hjemme i Danmark… men de fleste følte til gengæld, at de fik et friere liv. Her følte de, at de havde mulighed for selv at bestemme deres skæbne – og de følte sig slet ikke så fastlåste i traditioner, sociale hierarkier og klasseforskelle, som de havde følt det hjemme i Danmark. Nogle danske udvandrere blev svimlende rige og endte i den allerøverste top af det amerikanske samfund. For andre blev den amerikanske drøm hurtigt en forfærdelig tragedie. Men de fleste fik nok bare et stykke jord, de kunne kalde deres eget, eller et fint, stabilt job i de buldrende storbyer. Og det var da også kun meget få, der vendte hjem til Danmark igen… de fleste tog ikke engang hjem for at besøge de familier og venner, som de havde efterladt ved udvandringen.

I virkeligheden tror jeg, at man forstår historien om den danske udvandring til USA allerbedst, hvis man dykker ned i de mange menneskeskæbner, som udvandringen dækker over. Derfor håber jeg, at du vil følge med i denne podcast, Dem der rejste ud. Her vil jeg i hver episode fortælle historien om en enkelt udvandrer. Du kan finde podcasten i iTunes, Podbean eller hvor du ellers finder dine podcasts. Hvis du søger på Dem der rejste ud på Facebook, Instagram eller Twitter, så dukker podcasten også op. Endelig kan du gå ind på demderrejsteud.dk, hvor jeg altid vil skrive, hvilke kilder jeg har brugt til de enkelte episoder, ligesom jeg vil skrive artikler, guides og meget andet. Og på hjemmesiden kan du også læse, hvordan du kan støtte podcasten økonomisk. Jeg laver det her gratis i min fritid, så alle småskillinger er utrolig værdsatte. Husk også at fortælle om Dem der rejste ud til dine venner, og at gå ind på iTunes og give podcasten en masse stjerner og en god anmeldelse – så ryger jeg opad på hitlisterne og når ud til endnu flere lyttere.

Jeg håber, vi lyttes ved til mere… Dem der rejste ud.