Episode 3 – Ingeborg Bruhn Bertelsen
Det går rigtig stærkt i underholdningsbranchen. Det er et sted, hvor man lynhurtigt kan blive verdenskendt og tjene kassen – men lige så hurtigt falde ned i glemslen og miste alt.
Nogle gange behøver man ikke engang selv at træde ved siden af, før karrieren ligger i ruiner. Der skal ikke andet til end ét modbydeligt rygte. Bare spørg Ingeborg Bruhn Bertelsen. Hun var en af de helt store stjerner i 1920’ernes revy- og teaterscene. Men pludselig var det ikke hendes bedrifter på de skrå brædder, der gjorde, at hun var på alles læber. Og hun måtte flygte hele vejen til USA bare for at slippe for rygterne og ydmygelserne.
En stjerne fødes
Ingeborg Bruhn Bertelsen blev født den 26. april 1894 i København. Hendes skuespillerkarriere startede, da hun som ung pige flyttede til Valby med familien. Der lå Nordisk Film, og en dag sneg hun sig ud af huset og hen til deres hovedkontor, hvor hun spurgte, om de ikke havde en rolle til hende i en af deres film. Hun havde egentlig ingen skuespilleruddannelse, men lige dele skønhed og ihærdighed gjorde, at de til sidst gav efter.
Så i 1911 fik hun sin første filmrolle, kun 17 år gammel. Til at starte med var det bittesmå biroller, men hun fik hurtigt større og mere krævende roller. En ting var, at hun så godt ud – det er jo altid heldigt, hvis man vil være med i film. Men hun stak også ud fra mange af hendes kvindelige kolleger ved ikke at være bange slå fra sig i filmene. Og så insisterede hun på at lave sine egne stunts, hvor mange andre ville havde ladet en stuntperson gøre arbejdet. Hun blev hurtigt utroligt populær, og da hun stoppede filmkarrieren 10 år senere, havde hun at være med i næsten 80 film.
Efter hun stoppede med at lave film i 1921, kastede hun sig for alvor over teatre og revyer. Hun spillede med i drønpopulære revyer som Scala-revyen. Revyviser som Lille Sommerfugl og Sov Dukke Lise blev så populære, at de blev indspillet og udgivet på vinyl. Og de solgte fantastisk.
Og der var gode penge i at være revystjerne i 1920ernes Danmark. Så hun købte en stor villa i Charlottenlund, hvor der også var masser af plads til at forældrene kunne bo, og så købte hun væddeløbsheste, motorcykler og biler. Flere journalister – mandlige journalister – var dybt imponerede over, at hun som kvinde selv kørte bilerne – og kørte godt!
Menneskets bedste ven
Men i 1930, da hun var på toppen af sin karriere, skete der noget besynderligt. Et klamt og modbydeligt rygte havde spredt sig i København. Ingeborg blev tit fotograferet sammen med sin elskede sanktbernhardshund. Og man siger jo, at hunden er menneskets bedste ven… men folk var begyndt at hviske i krogene om, at Ingeborg og hendes hund vist nok var lidt mere end bare venner. Ja, Ingeborg blev i ramme alvor anklaget for at have et seksuelt forhold til sin hund. Nogle sagde ligefrem, at hun havde måtte ringe efter politiet eller Falck, for at de kunne hjælpe med at skille hende og hunden ad – de var nemlig blevet fanget i hinanden under akten.
Ingen vidste rigtig, hvordan rygtet var startet. Men det fik hurtigt vind under sejlene, og endnu flere folk begyndte at dukke op til Ingeborgs forestillinger… simpelthen for at se den kvinde, som rygterne talte om.
Det slog luften ud af hende. Sådan noget er selvfølgelig meget ubehageligt, og måske derfor valgte hendes kæreste, teaterdirektøren Paul Sarauw, at nu skulle de giftes. Du ved, for at få hende til at tænke på noget andet. Efter brylluppet flygtede de for en tid til den franske Riviera, Berlin og andre steder udenfor Danmark i et forsøg på at få lidt ro fra den ondsindede sladder. Hvis hun troede, at luften fes ud af rygterne, hvis hun bare forlod landet, skulle det dog hurtigt vise sig, at hun tog fejl. Fremfor at hun var taget til Frankrig, begyndte nogle bare at påstå, at hun var blevet indlagt for sine zoofile tendenser. Andre mente, at hun var død i Paris – noget hun grinte af i B. T. ved at citere gode, gamle Mark Twain og sige:
Rygtet om min Død er stærkt overdrevet!
Da de kom hjem til København igen, trykte hendes mand en annonce i alle Københavns aviser om, at rygtet ikke havde noget på sig overhovedet. Og selvom det jo var sympatisk nok, viste det sig hurtigt at være en katastrofal fejltagelse. For selvom rygtet svirrede hos københavnerne, havde det meste af den danske presse undgået at beskæftige sig med skandalen. Det var alligevel for underlødigt. Men nu hvor parret selv sørgede for, at rygterne stod beskrevet i alle aviserne, kastede de sig straks over historien.
Mister alt
Hvor teatersalen ved Ingeborgs forestillinger tidligere bare havde været fyldt med mennesker, som var nysgerrige over at se rygternes hovedperson, så stak det nu helt af. Publikum begyndte simpelthen at gø som vilde hunde, når hun gik på scenen, og Ingeborg fik et nervesammenbrud.
Hun havde ellers rettens ord for, at rygterne var noget vrøvl. For i annoncerne, hvor Ingeborgs mand erklærede hendes uskyld, udlovede han også en dusør til dem, der kunne hjælpe med at finde ophavsmanden til rygtet. Og det lykkedes faktisk. Klinikassistenten Aase Nielsen måtte krybe til korset og indrømme, at det var hende, der havde fundet på det. Selvom hun ikke var skuespiller, kom hun tit i teaterkredse, og hun var blevet forelsket i Paul Sarauw. Ved at sværte Ingeborg til med så ulækre anklager, håbede hun på at kunne få ham for sig selv.
Nu var Ingeborg altså fuldstændig renset, og så skulle man tro, at det var det. En stor del af hendes fans støttede hende, og dele af pressen skrev også forargede artikler om, hvordan det mon var gået så vidt. Men uanset hvad begyndte rollerne at blive mindre og mindre, og færre og færre. Pladeselskaberne stoppede med at kontakte hende, og i perioder måtte hun simpelthen trække sig fra offentligheden pga. stress og dårlige nerver. Ægteskabet med Paul Sarauw holdt heller ikke til presset, og efter et par år blev de skilt.
I 1946 døde hendes mor. Det fik hun besked om, kort før hun skulle på scenen og underholde. Og med morens død var Ingeborg for første gang i sit liv alene. Rigtig alene. Fraskilt. En fanskare, der var i kraftigt forfald. Og nu var der heller ikke nogen af hendes forældre tilbage hjemme i den villa, hun med vilje havde sørget for havde plads til at de kunne bo i. Og det var sådan set det sidste rigtige familie, hun havde tilbage i Danmark.
Hun havde godt nok en søster, Gerda Grant. Men søsteren var flyttet til USA for længe siden. De havde holdt kontakten, men ikke set hinanden i 30 år. Hvorfor kom Ingeborg ikke over til hende, spurgte søsteren. Så i 1947 forlod hun det Danmark, der havde givet hende så meget – berømmelse, penge, indflydelsesrige venner. Men også hån, ydmygelse og afvisning. Afrejsen forblev en hemmelighed til det allersidste. De danske aviser fortalte hun fx ikke noget som helst – dem skyldte hun ikke ligefrem noget.
Og de skrev i øvrigt heller ikke noget om, at hun var taget afsted. Danmark var kommet videre efter Ingeborg, så Ingeborg tog selv videre.
Over Atlanten.
En smuttur til Hollywood
Før Ingeborg tog hen til søsteren i Wisconsin, hvor planen var at bo og arbejde sammen med hende, tog hun først en smuttur til Hollywood for at besøge hendes venner derovre. Gennem ægteskabet med Paul Sarauw var hun blevet venner med store kunstnere, både amerikanske og dansk-amerikanske. Af dansk-amerikanske kan man nævne Hollywood-skuespillerne Jean Hersholt og Torben Meyer, entertaineren Victor Borge – men et særligt nært venskab fik hun med operasangeren Lauritz Melchior.
Det var egentlig ikke, fordi hun havde forfærdeligt mange penge at rejse for. Formuen fra storhedstiden i 20erne var mere eller mindre væk. På et tidspunkt havde hun forsøgt at lægge skuespillet fra sig og i stedet åbne en minkfarm. Men selvom hun havde bedt sin advokat om at sælge aktiverne hjemme i Danmark, primært minkfarmen, så var der ikke kommet nogle penge derfra endnu. Men Ingeborg var en klog kvinde. Før hun tog afsted til USA, havde hun aflivet hendes sidste mink, flået pelsen af dem og syet det sammen til en kåbe, som hun havde over armen på rejsen. Da hun ankom til USA, jamen, så skilte hun sirligt pelsene fra hinanden igen og solgte dem enkeltvis. Så havde hun lidt penge at starte sit amerikanske liv ud med.
Uptown Girls
Søsteren Gerda drev restauranten The Uptown Grill i Madison i staten Wisconsin. Gerda havde haft et skønt ægteskab med en norsk forretningsmand, men han var død nu, og hun tilbragte enkelivet på restauranten. Ingeborg flyttede ind hos søster Gerda og begyndte straks at hjælpe til på restauranten.
Restauranten lå lige ved byens universitet, så mange af kunderne var studerende derfra. Restauranten var også ret populær hos dansk-amerikanerne i byen. Den blev jo drevet af først en, og nu to danske kvinder – og meget af maden var derfor dansk. Og hvor der er dansk mad, er der dansk-amerikanere. Det er en regel, der sådan set stadig gælder den dag i dag.
Men selvom der kom nogle dansk-amerikanere ind på restauranten af og til, var det de andre amerikanere, hun brugte det meste af sin tid med. Allerede da hun steg ombord på skibet havde hun gjort sig klart, at når hun nu forlod Danmark, så var det for at blive amerikaner. Så fra første dag gjorde hun en aktiv indsats for at tage USA til sig og ikke mindst lære engelsk.
Søstrene opdelte hurtigt arbejdstiderne sådan, at Gerda arbejdede i dagtimerne, og Ingeborg tog sig af aften- og nattevagterne. Det blev hurtigt kendt hos de lokale, at Ingeborg havde kunstnerisk erfaring, så de studerende og ikke mindst lokale skuespillere og forfattere begyndte at komme der, når Ingeborg var på vagt.
Og alt tyder på, at hun levede et lykkeligt liv og havde lagt alle intrigerne bag sig i Danmark. Noget rigt liv blev det dog ikke. Der var næppe fyrstelige summer tilbage til dem hver, når de delte månedens overskud, og de dér penge fra minkfarmen hjemme i Danmark? Dem skulle hun nok ikke regne med at se noget til nogensinde.
For hun hørte aldrig fra advokaten. Det eneste hun hørte var, da det danske politi på et tidspunkt skrev til hende, at advokaten var blevet anholdt for bedrageri – og havde begået selvmord i fængslet.
Så Ingeborg lærte hurtigt at spare, og på en eller anden måde havde hun det glimrende i sit nye, sparsommelige liv. Det stod i stærk kontrast til livet i rampelyset i Danmark. Og måske var det netop derfor, at hun kunne lide det.
Dørene lukkes bag hende
Ingeborgs erfaring som skuespiller fik hun stor gavn af i USA. Ikke kun på de lokale amatørteaterscener, hvor hun hurtigt blev populær og set op til. Men også i privatlivet. For selvom hun ivrigt fortalte til alle, der overhovedet gad lytte, at:
I was known as B. B. in Denmark!
… så udelod hun sjovt nok altid lige den del med sanktbernhardshunden og rygterne. Det snakkede hun aldrig om, efter hun forlod Danmark. Selv hendes amerikanske familie hørte aldrig noget som helst om, hvad hun havde været ude for i den danske sladdermølle, og de fik heller aldrig at vide, at hun havde været gift to gange.
Som hun sagde til sin søsters barnebarn på et tidspunkt:
I believe I am very fortunate to be able to close the doors on my past at each step in my life.
I 1964, efter at Ingeborg og Gerda havde boet og arbejdet sammen i 17 år, fik Gerda konstateret kræft. Ved et lykketræf var Gerdas eneste søn dog kræftekspert, så hun blev fuldstændig helbredt. En dag hvor Ingeborg var ude af huset, sagde Gerda, at hun ville ringe til sønnen for at aftale, hvornår de to søstre skulle besøge ham i hans hjem i Connecticut. Men da Ingeborg kom hjem et par timer senere, lå hun død på sofaen – ikke af kræft, men af et hjerteslag.
Ingeborg var ikke den eneste med hemmeligheder. Gerda havde nemlig holdt hemmeligt for hende, at restauranten var dybt forgældet – så forgældet, at selv hvis den blev solgt, var der ingenting tilbage at stikke i lommen. Så nu stod hun uden arbejdsplads, uden hjem, uden penge, uden de fleste af hendes personlige ejendele som hun måtte sælge – og uden sin søster.
Hun fandt en lille lejlighed i byen og prøvede at få de 17 dollars, som hun fik om måneden i pension, til at række. Det kunne ikke rigtig lade sig gøre. Men hendes venner hjalp til, indtil hun kom på benene igen. Ingeborg begyndte nemlig at sy tøj, som hun solgte, og det fik hun en stabil, men dog aldrig særlig prangende, indtægt ud af.
Og selvfølgelig var det nu, at den danske presse vendte opmærksomheden tilbage på Ingeborg igen. En journalist fra Familie Journalen, som var på forretningsrejse i byen, havde ved et rent tilfælde opdaget, at selveste B. B. boede der. I artiklen, der kom ud af nogle snakke, som journalisten havde med Ingeborg, kunne danskerne læse, at hun var ensom, ludfattig og på grænsen til at sulte. Og selvom hun ikke ligefrem levede i luksus som i 20erne, var det nu slet ikke så slemt, som journalisten gjorde det til. Hun var tydeligvis ikke så heldig med danske journalister…
For ensom, det var hun i hvert fald ikke. Hendes venner holdt hun fast i, og store dansk-amerikanske personligheder som Victor Borge og Lauritz Melchior sørgede til det sidste for at besøge hende, hver gang de var i området.
Men i juni 1977 fik hun konstateret lungekræft. Lægerne mente sagtens, at hun kunne kureres – men Ingeborg var nu 83 år gammel og havde røget hele livet, og strålebehandlingen fik kun hendes gamle, slidte krop til at få det værre. Ingeborg, som så mange år tidligere havde tryllebundet hele Danmark med sin stemme, kunne i de sidste dage af hendes liv ikke engang snakke. Det gav lægerne hende simpelthen for meget morfin til. Ingeborg havde nemlig bedt lægerne om hjælp til at dø. Så smertefrit som muligt. Det skete den 26. juni 1977, mens hun sov. Holdt øje med af venner og familie, som skiftedes til at tage sig af hende i denne sidste uge, hvor det hele gik så hurtigt ned af bakke.
Hun havde bedt om at få en hurtig, simpel begravelse – og det fik hun. Allerede dagen efter hun døde. Der dukkede kun 10-15 mennesker op – kun de nærmeste havde nået at få det at vide. Men det passede hende som sagt fint. Hun havde fået rigeligt med opmærksomhed i løbet af hendes liv – og i den grad mærket skyggesiden af den.
Har du nogensinde hørt udtrykket “Tag og rend mig i den offentlige mening“? Det stammer fra en tekst, som Poul Henningsen skrev i 1931 og som blev fremført i PH Revyen samme år. Den blev skrevet som et forarget smædeskrift mod rygtemøllen i den danske offentlighed og var direkte inspireret af den ulækre behandling af Ingeborg Bruhn Bertelsen. Jeg vil derfor anbefale dig, der læser med her, at slutte af med at lytte til den i sin fulde længde herunder.
Kilder
- Jesper Tveden, Storhed og fald
- Lone Leegaard, Mellem 2 verdenskrige – En stjernes fald, Danmarks Radio
- Det Danske Filminstituts artikel om Ingeborg Bruhn Bertelsen