Episode 2 – William S. Knudsen

Episode 2 – William S. Knudsen

S/S Norge, som William Knudsen sejlede med til USA. Kilde: Library of Congress.

30 dollars på lommen

Da William Knudsen gik fra borde i New York en forårsdag i år 1900, lå det ikke ligefrem i kortene, at han en dag ville være rig og magtfuld. For da han forlod dampskibet S/S Norge havde han kun en kuffert med lidt ejendele med sig – og 30 dollars på lommen. Nok til at klare sig i 10 dages tid, regnede han ud. Så det skulle gå stærkt, hvis han skulle klare sig. Noget, som da også kom til at definere hans liv og karriere. Det var ikke for sjov, at amerikanerne senere kaldte ham for: ”Speed Up King”.

Og William Knudsen var da heller ikke bange for at tage fat. Hans første par år i USA blev brugt som muskelmand på et skibsværft og som jernbanearbejder. Ikke ligefrem noget, der krævede store intellektuelle anstrengelser. Og måske var det derfor, at han ikke gik til sprogundervisning, da det gik op for ham, at han var nødt til at blive bedre til engelsk. Næh, han lærte det såmænd af kvarterets legende børn. Han kunne klare sig fint med et lidt simpelt sprog, tænkte han.

Men William Knudsen havde alt for store ambitioner til bare at løfte tunge ting eller slå med en stor hammer. Så da en bekendt hjemme fra Danmark spurgte, om han ikke kunne tage med på et forretningsmøde og lege tolk, tog han med hen på cykelfabrikken i Buffalo i New York, hvor mødet skulle foregå. William Knudsen havde solgt cykler i København, og driftslederen på fabrikken blev så imponeret over William Knudsens viden om cykler, at han blev tilbudt et job på stedet. William Knudsen var godt nok lidt skeptisk, for lønnen var noget lavere end ved jernbanen. Men driftslederen kunne vist se, at William Knudsen var en mand af ambitioner.

… men her kan du arbejde dig op!

 sagde han nemlig. Og så flyttede William Knudsen til Buffalo.

Cykelfabrikken i Buffalo

William Knudsen var født i København i 1879 og opvokset i Kartoffelrækkerne. Her havde han arbejdet som cykelsmed… eller det sagde han i hvert fald i USA, men i virkeligheden stod han nok mere i butikken end på værkstedet. Uanset hvad havde han erfaring med cykler, og han blev hurtigt forfremmet og sat i spidsen for cykelfabrikkens pedalafdeling.

Den havde længe været en flaskehals i produktionen. William Knudsen opdagede dog hurtigt et problem. Alle afdelingens 44 ansatte var kvinder. Nå ja, det er ikke i sig selv et problem, men William Knudsen vidste ikke, hvordan han skulle håndtere sådan nogle. Han var ret… lad os sige gammeldags.

Så for at slippe for, at alle kvinderne kom rendende på én gang, udvalgte han en af dem til at være en slags mellemleder. Så kunne han nøjes med at tale med hende, hvis der var problemer. Det var mere enkelt og effektivt, og William Knudsens evne til at organisere mennesker og maskiner viste sig da også ret hurtigt i pedalafdelingen. Resten af fabrikken var snart ved at drukne i pedaler.

De næste par år gik det stille og roligt frem for William Knudsen. Fabrikken begyndte på et tidspunkt også at producere dele til biler, og det gjorde de så godt, at selveste Henry Ford parkerede sin Ford T på fabrikkens parkeringsplads en dag i 1913 og tilbød at købe hele fabrikken. Og i købsaftalen stod der, at en række af fabrikkens medarbejdere skulle rykke til Fords hovedkvarter i Detroit. Først og fremmest William Knudsen.

Han var ellers ikke meget for det, William Knudsen. For det første var han blevet tilbudt en bedre løn et andet sted. Og for det andet havde han ikke kun sig selv at tænke på længere. På en picnic med en dansk ven i Buffalo mødte han i 1906 en kvinde ved navn Clara. Hun var vist ikke ligefrem solgt ved første møde, men William Knudsen holdt ved, og i november 1911 blev William og Clara gift. Da Henry Ford to år senere ville have William Knudsen til Detroit, havde de allerede fået to børn sammen. Og egentlig ville den nye familie bare gerne blive i det Buffalo, de kendte.

Men William Knudsen kunne åbenbart let overtales, hvis bare man havde ambitioner nok. For da Henry Ford nævnte, at han ville op og producere 1.000 biler om dagen, hvilket hans aktionærer syntes lød vanvittigt, sagde William Knudsen ja med det samme. Han glemte endda helt at spørge om lønnen.

Han brugte to år som pendler mellem Buffalo og Detroit, hvor der var en dagsrejse imellem. Men i 1915 rykkede hele familien så til Detroit. Og et år senere blev Fords vanvittige vision til virkelighed. De producerede 1.000 biler om dagen, og produktionstiden var nede fra 10 timer per bil til kun 6 timer. Og det var i høj grad Knudsens talent for organisering og rationalisering, der havde gjort det muligt.

William Knudsen med sin kone, Clara, til en fest i 1941. Kilde: National Automotive History Collection, Detroit Public Library.

Uro hjemme i Europa

For William Knudsen gik det bedre end nogensinde før, men hjemme i Europa var det straks anderledes. Første Verdenskrig buldrede derudaf, og selvom USA holdt sig ude af krigen, så længe de kunne, begyndte den langsomt at trænge sig på. Bilproduktionen var næsten gået stå i løbet af 1916, og Fordfabrikken var i fare for at lukke. Men William Knudsen klarede det glimrende på trods af de hårde tider, og en dag kom den skæbnesvangre sætning fra Henry Ford.

Du må hellere komme ovenpå og begyndte at styre butikken.

Da han startede hos Ford tre år tidligere, var det til en månedsløn på 400 dollars. På den næste lønseddel stod der pludselig 25.000 dollars om året plus bonus. En formue – især for en, der i sin tid ankom til New York med kun 30 dollars på lommen og 10 dage til at klare den på.

Det var også her under Første Verdenskrig, at han første gang prøvede kræfter med det, der for alvor gjorde ham til et industri-ikon i USA. Krigsproduktion. Ford blev hyret til at producere tusindvis af ambulancer, ammunitionsvogne, lastbiler, flymotorer og endda nogle splinternye skibe, som skulle jage ubåde. Og det var altså William Knudsen, der stod for produktionen i Ford-koncernen.

Første Verdenskrig i 1918 sluttede med et nederlag til Tyskland. Et nederlag, der bl.a. skyldtes det materiel, som William Knudsen producerede. Men hans dage ved Ford var alligevel ved at være talte. Med årene var Henry Fords idealisme og gåpåmod blevet til kynisme og enerådighed. Han lyttede ikke, når William Knudsen sagde, at de burde blive mere moderne. I stedet belønnede Henry Ford de folk, der var enige med ham selv – eller i hvert fald ikke havde noget imod at tale ham efter munden.

Henry Ford og hans bil-imperium havde givet William Knudsen rigtig meget. Blandt andet en årsløn, der efterhånden var på hele 50.000 dollars – knap fem millioner nutidskroner. Men det var tid til at sige farvel. Flere biografier påstår, at det var Henry Ford, der sagde fyrede William Knudsen. Og det var nok også den version, som Henry Ford selv bedst kunne lide at fortælle. Men kilderne tyder på noget andet. I Detroit ligger William Knudsens opsigelse nemlig stadig i en støvet arkivkasse.

Henry Fords søn, Edsel Ford, kvitterer for William Knudsens opsigelse 10. marts 1921. Kilde: National Automotive History Collection, Detroit Public Library.

Om årsagen til bruddet sagde Knudsen selv følgendet:

Jeg har aldrig arbejdet for nogen, kun med nogen, og vil heller aldrig gøre det. Hvis en mand ikke tror på mig, vil jeg ikke arbejde for ham. Og hvis han ikke tror på det, jeg laver, skal han sige det til mig og ikke alle mulige andre. Men det er Fords forretning, og han må køre den, som han vil. Jeg vil bare ikke være med.

Så i april 1921 forlod William Knudsen endegyldigt Ford-koncernen… og for første gang, siden han forlod dampskibet S/S Norge tilbage i 1900, var han arbejdsløs.

Konkurrenten

Han sagde op for at bevare sin selvrespekt, og før han blev for meget uvenner med Henry Ford. Og der blev da heller ikke båret nag. Heller ikke hjemme hos konen Clara, som den 42-årige William Knudsen nu havde været gift med i 10 år og havde 4 børn med. Da hun fik nyheden, sagde hun nemlig:

Det var godt. Så kan vi få lidt fred herhjemme igen.

Freden varede dog ikke særlig længe. Han blev nemlig hurtigt inviteret ind på kontoret hos en af de øverste direktører for General Motors – en af Fords helt store konkurrenter.

Der blev han så ansat i februar 1922 og fik 30.000 dollars om året. Men allerede efter tre uger var han oppe på de 50.000, som han fik hos Ford. Direktøren for Chevrolet, som var et bilmærke i General Motors-familien, var sygemeldt, og William Knudsen skulle overtage den daglige drift.

Han gjorde hurtigt for Chevrolet, hvad han havde gjort for både cykelfabrikken i Buffalo og for Ford. Med rationaliseringer og effektiviseringer af arbejdsprocesserne mangedoblede han produktionstallene. Han gjorde det så godt, at han allerede den 15. januar 1924 blev forfremmet til direktør for Chevrolet, samt vicedirektør for General Motors. 15. november samme år åbnede han Chevrolets første fabrik udenfor USA. Fabrikken lå i Sydhavnen i det København, han var født og opvokset i, og selveste statsminister Thorvald Stauning dukkede op på åbningsdagen. 5 år tidligere havde han i øvrigt åbnet en Ford-fabrik på Nørrebro.

Knudsens danske bilfabrikker fortæller jeg om i en anden episode, som jeg har lavet i samarbejde med Selskabet for Arbejderhistorie.

Også i USA fik de flere og flere fabrikker, og i løbet af ’20erne blev Chevrolet det mest solgte bilmærke i USA. De næste mange år dominerede Chevrolet det amerikanske bilmarked. En rolle, som William Knudsen snuppede fra Ford.

William Knudsen i en Chevrolet. Kilde: GM Media Archive.

Krakket

Den amerikanske økonomi havde ellers buldret derudaf i løbet af 1920erne, blandt andet pga. industrimænd som William Knudsen. Men den 24. oktober 1929 vendte lykken. Wall Street krakkede, aktiekurserne styrtdykkede og da dagen var omme, havde 11 finansmænd begået selvmord. Millioner af amerikanere blev arbejdsløse.

Arbejdsløse køber ikke lige så mange ting, så mange virksomheder kæmpede med at holde sig oven vande. Mange bilfabrikanter blev særligt ramt af Den Store Depression, som de næste ti år blev kendt som. Men for William Knudsen var det nærmest en gave.

William Knudsens Chevrolet-afdeling var den eneste i General Motors-koncernen, der gav overskud efter krakket. Pludselig var alles øjne for alvor på William Knudsen. Medierne opfangede hurtigt, at det var den perfekte amerikanske immigranthistorie. En af de historier, der kunne holde fortællingen om Den Amerikanske Drøm i live.

Måske var det de to fabrikker i København, eller også havde den øgede medieopmærksomhed i USA spredt sig til Danmark. Under alle omstændigheder blev William Knudsen udnævnt til ridder af Dannebrogordenen i 1930. Ydmyg som han var gjorde han ikke det store nummer ud af det, og den største forandring for ham var, at hans døtre nu kaldte ham for: ”Sir William”.

16. oktober 1933 tog han endnu et stort skridt opad. Han blev nemlig forfremmet til vicekoncerndirektør og produktionschef for hele General Motors.

Ford-fabrikken i Dydhavnen, som William Knudsen var med til at grundlægge. Under hans ledelse kom der også en General Motors-fabrik i samme område, efter at Knudsen havde forladt Ford og var skiftet til konkurrenten.

Krigen kommer

1937 blev William Knudsen – cykelmekanikeren fra Kartoffelrækkerne – udnævnt som koncerndirektør for hele General Motors-koncernen. Han var nu 58 år gammel og chefen for det hele. Nyheden spredte sig hurtigt til Danmark, hvor mange fulgte stolte med i hans bedrifter. Den 4. juli samme år talte han over radioen til Rebildfesten i Nordjylland – den store, danske fejring af den amerikanske uafhængighedsdag – og i løbet af efteråret kom den danske konsul forbi Knudsens kontor med en medalje. Han var blevet udnævnt til Kommandør af Anden Grad af Dannebrogordenen.

Og den nye chef var håbefuld for fremtiden. Godt nok måtte han allerede første år på pinden, mere præcist i december 1937, fyre en masse medarbejdere pga. svigtende salg. Men han havde store forhåbninger til, at det ville vende allerede til foråret. 1938 ville blive et rigtig godt år for den amerikanske bilbranche, mente William Knudsen, og han mente i øvrigt, at frygten for en krig i Europa var overdrevet. Det kunne slet ikke svare sig økonomisk med sådan en krig, og så ville de lade være med at kæmpe den, mente han.

Det er næppe nogen stor spoiler, hvis jeg allerede nu fortæller, at William Knudsen på det punkt tog grueligt fejl. Tyskland oprustede sig mere og mere, hvilket åbenlyst var i strid med Versailles-traktaten der afsluttede Første Verdenskrig, og de begyndte at handle på deres territoriale ambitioner. I november 1938 kom Krystalnatten og gjorde det krystalklart, hvordan Hitlers Tyskland havde det med jøder.

Det var i det her klima, at Knudsen endnu engang tog tilbage til Europa. Selvom han egentlig var blevet advaret imod det. Og bedst som han planlagde at tage videre fra Berlin til København, fik han en invitation fra Hermann Göring. Göring var en af Hitlers allernærmeste og stod bl.a. for at opruste det tyske militær. Derfor ville han naturligvis snakke med William Knudsen, mens han var i Tyskland. Opel-fabrikkerne, som var ejede af General Motors, havde nemlig spillet en vigtig rolle i oprustningen. Göring ville meget gerne have Knudsen og General Motors til at gøre endnu mere i Tyskland. Men den måtte han altså lige tage med bestyrelsen først, fik William Knudsen undskyldt sig med.

William Knudsen havde tidligere beundret Hitlers genopbygning af Tyskland. En beundring, han i øvrigt ikke lagde skjul på, men flere gange nævnte i de taler, han var begyndt at holde flere og flere af med tiden. I løbet af 1938 begyndte han dog så småt at advare imod diktatur og faren ved manipulerende massebevægelser.

Da han vendte tilbage til USA i oktober 1938, var der selvfølgelig en masse journalister, der ville høre, hvordan det gik. Udenfor referat sagde han, at nogle nok burde gøre noget ved ham Hitler. Det måtte de dog ikke trykke i aviserne, for han ville helst ikke ende i en koncentrationslejr på næste Europa-tur, som han sagde. Til referat holdt han dog fast i, at der næppe kom nogen krig, og The New York Times skrev, at han stadig efter hjemturen havde udvist beundring af Hitlers Tyskland – om end han specificerede, at det kun var som en produktionsmand som ikke var særlig interesseret i politik. Og Göring havde været ret flink ved ham, i øvrigt. Men det skulle ikke forstås som støtte til Hitlers politiske styre, sagde han en uges tid før Krystalnatten:

Befolkningen har fået nyt mod på livet; folk går med raske skridt og virker velnærede, velklædte, men om der under det hele er noget galt, ved jeg ikke. Jeg kan kun fortælle, hvad jeg så.

Og til hans forsvar skal det siges, at det ikke var en helt unormal holdning at have i USA før Krystalnatten. Og USA afbrød da også først sine diplomatiske forbindelser med Tyskland i december 1941. Særligt amerikanske topchefer var ret diplomatiske om, hvordan de omtalte Nazityskland. Der var jo mange penge på spil.

Den 1. september 1939 viste det sig endegyldigt, at Knudsen havde taget fejl i sine forudsigelser. Tyske tropper marcherede nemlig ind i Polen, og Anden Verdenskrig var i gang. I Belgien og Frankrig beordrede regeringerne, at biler, dæk og værktøj blev fjernet fra fabrikkerne, inden den tyske besættelsesmagt kunne få fingrene i den. I Tyskland trak General Motors sig fra alle vigtige bestyrelsesposter, da det nazistiske styre krævede, at Opel-fabrikkerne skulle begynde at producerede krigsmateriel. Fabrikkerne var nu endegyldigt under tysk kontrol… selvom General Motors officielt beholdt ejerskabet af dem. De sidste amerikanske General Motors-ansatte forlod angiveligt Opel i starten af marts 1941 – et godt stykke inde i krigen.

William Knudsen hilser på præsident Franklin D. Roosevelt ved deres første møde, 30. maj 1940.

Præsidenten ringer

”Hvorfor rejser du væk for at arbejde for den mand!” Det var angiveligt datteren Marthas allerførste kommentar, da William Knudsen fortalte om hans nye opgave. Familien Knudsen var republikanere, så hvorfor ville han pludselig arbejde for en demokrat – og så ovenikøbet en der ville indskrænke erhvervslivets friheder så meget?

Han mødte ikke ligefrem mere forståelse hos kollegaerne. Uanset hvem han snakkede med, så rystede de på hovede. Men William Knudsen mente, at det var hans pligt – uanset hvad han så ellers syntes om præsidenten og hans politiske projekt. Som han sagde:

Jeg har været i dette land i 41 år, og alt, hvad jeg ejer, skylder jeg dette land. Jeg er ligeglad med, om jeg skriver mig ind i historien eller ej, men hvis der er noget, jeg kan gøre for mit land, gør jeg det gerne.

Så da præsident Roosevelt ringede den 28. maj 1940, sagde han ja med det samme. Allerede samme dag fortalte Roosevelt den amerikanske offentlighed, at han havde samlet et hold konsulenter, hvis første opgave var at få produceret 50.000 fly. Noget, som de fleste mente var fuldstændig urealistisk. Da en journalist spurgte Knudsen, om han kunne gøre det, sagde han – simpelt og dramatisk:

Jeg kan ikke. Men Amerika kan.

I Washington blev William Knudsen sat i spidsen for at sparke krigsproduktionen i gang. Det var noget af en opgave, så de næste par år stod på lange arbejdsdage i en by, der lå langt væk fra familien. Det var i sig selv et stort offer for en mand, der i den grad var et familiemenneske. Men oven i det måtte han give afkald på sin høje løn i General Motors og acceptere en årsløn på én sølle dollar om året. Han sagde dog, at han skam ikke engang forventede betaling. Og han kom nok ikke ligefrem til at mangle noget alligevel, afslører arkiverne. Da han blev hentet til Washington, havde han nemlig værdipapirer for hvad der svarer til mindst 100 millioner kroner i dag.

William Knudsen taler om fremgang i krigsproduktionen, 31. juli 1940.

Han lærte aldrig rigtig at passe ind i den politiske verden, som han pludselig befandt sig i. Det var for besværligt og gik alt for langsomt. Men som sædvanlig kløede han på, og produktionen gik gradvist fremad. Samtidig begyndte han at give flere og flere taler, både i radioen og til diverse events, og pressen stod ofte klar, når han ankom til en ny by. Og det var nok netop fordi, han ikke rigtig passede ind. De var fascinerede af denne firskårne, bjørneagtige mand, der talte simpelt og direkte med sin underlige accent.

William Knudsen fik særligt luft under vingerne, da han besluttede sig for at gå udenom al bureaukratiet og de politiske beslutningsprocesser og i stedet tale direkte til sine venner i bilbyen Detroit. Og han fik hurtigt overtalt stort set hele Detroits bilindustris ledere til at deltage i krigsproduktionen. Det fik en del af de kritikere, han i forvejen havde i Washington, til at skrue op for retorikken. Det var bare industritoppen der udnyttede krigen til at hælde skattekroner ned i deres egne lommer, lød anklagerne fx. Og de tjente da også ret mange penge, William Knudsens bil-venner. Detroits bilindustri endte med at stå for omkring en femtedel af den samlede amerikanske krigsproduktion under Anden Verdenskrig. Men for William Knudsens vedkommende virker det nu ikke som om, at det var pengene, der motiverede ham. Han havde tjent rigeligt allerede, og det var bare bilgiganterne, han mente kunne løse opgaven bedst og hurtigst. Resultaterne talte da også sit tydelige sprog, så han fik gradvist mere og mere opbakning og magt.

Men kritikken fortsatte. Lige siden at William Knudsen startede sit arbejde i Washington, havde især fagbevægelsen og centrale New Deal-folk kritiseret og samlet skidt på ham. Han havde en historik med modstand mod fagbevægelsen og New Deal-tidens krav og reguleringer, og anklagerne om nepotisme hang hele tiden over hovedet på ham. Da Japan den 7. december 1941 satte gang i det famøse overraskelsesangreb på den amerikanske flådebase Pearl Harbor, blev der sendt et chok igennem det amerikanske samfund. Og det satte selvfølgelig gang i nogle bevægelser i de politiske kredse. Nogle begyndte at snakke om, at USA slet ikke var godt nok forberedte og at krigsproduktionen gik alt for langsomt. Der skulle derfor findes en syndebuk.

Den 13. januar 1942 – kun et par timer før en planlagt radiotale, hvor William Knudsen ville forsvare sig selv og sine resultater – kom telegrammet. Han var blevet fyret… og han fik det at vide i nyhedsstrømmen ligesom alle andre.

William Knudsen besøgte ofte fabrikker for at undersøge produktionen og tale med medarbejderne. Her taler han med en 17-årig fabriksarbejder ved et besøg i Fort Worth, Texas den 20. oktober 1943. Kilde: University of North Texas Libraries.

Trestjernet general

Om aftenen fandt Williams Knudsens ven, Jesse Jones, ham siddende trist og opgivende derhjemme foran klaveret. Det var langt fra den energiske og handlekraftige mand, som han ellers normalt var. Han var tydeligvis knust over fyringen – og især den måde, som han blev fyret på.

Men det hele var vist bare et politisk spil for galleriet. Allerede tre dage senere blev han nemlig genansat af præsidenten. Han var nu produktionsdirektør i krigsministeriet med titel af generalløjtnant. Kort fortalt skulle han endnu engang stå for at få styr på den amerikanske krigsproduktion. Denne gang slap han bare for mange af de politiske benspænd, som hans gamle stilling havde. Nu var William Knudsen nemlig trestjernet general – den højest rangerende civilist nogensinde i den amerikanske hær. Og så var der ikke nogle bitre eller fodslæbende typer, der kunne sige ham imod.

Resten af krigen brugte William Knudsen så på at sørge for, at krigsproduktionen gik så godt som muligt. Det gjorde han så godt, at han i maj 1944 fik Distinguished Service Medal – den højeste dekoration man kunne få i den amerikanske hær uden at være i aktiv tjeneste. Faktisk fik han den hele to gange. Den anden medalje fik han lige efter krigen for det særlige arbejde for at få flyproduktionen til at flyde, som han dedikerede den sidste del af krigen på.

Og da Nazi-Tyskland endelig overgav sig den 7. maj 1945, var det en træt William Knudsen, der gjorde sig klar til at vende tilbage til Detroit og pensionere sig fra Washington. Rosende ord strømmede i hans retning. I den pressemeddelelse, der meddelte, at William Knudsen giv på pension fra militæret, skrev vicekrigsminister Robert Patterson:

Med sin forudseenhed og sine evner har han ikke kun sparet Amerika millioner af dollars, men også reddet utallige menneskeliv. Selv om han arbejdede langt fra fronten, har han derfor en stor andel i alle vores sejre.

Den 31. maj 1945 begav William Knudsen sig mod Det Hvide Hus en sidste gang for at sige farvel til præsidenten. Nu han havde gjort sin pligt og kunne endelig vende hjem til sin familie.

Detroit-borgerne tog rigtig godt imod deres bysbarn og krigshelt William Knudsen, da han vendte hjem igen efter krigen. Kilde: GM Media Archive.

Hjem til Detroit

William Knudsen kom hjem til et Detroit, der var rigtig stolte af deres bysbarn. Det må have været tydeligt selv for en så beskeden mand som ham, da han sad der i bilen på Woodward Avenue sammen med vicekrigsminister Robert Patterson og general George Marshall, hærens øverstbefalende. Denne dag, den 21. juni 1945, var nemlig udråbt til General Knudsen Day. Bilen sluttede sig til den parade, der på en to kilometer lang rute skulle hylde ham. Under krigen havde mange kaldt Knudsen for ”Speed-Up King”. For overalt han kom, bad han folk om at sætte farten op i produktionen. Faktisk havde han kun en enkelt stol på sit kontor. For hvis folk var tvunget til at stå op, kom de fleste hurtigt til sagen og han kunne komme videre med arbejdet. Men lige i dag måtte han nok finde sig i, at det gik lidt langsomt.

Titusindvis af mennesker var dukket op for at hylde ham. Nogle steder stod folk i 20 rækker ved paraden. Bag William Knudsens bil gik en stor gruppe dansk-amerikanske folkedansere. Paraden endte ved det imponerende Masonic Temple, hvor der var musik, taler og skuespil. Hele showet på to timer blev radiotransmitteret til de mange, der ikke kunne se det indefra, og på den måde afsluttede det meget passende den folkefest for William Knudsen, som hele dagen havde været. I den afsluttende tale fra Knudsen selv sagde han på sin sædvanlige beskedne facon, at det skam ikke var ham, der skulle have al æren, men især de mange folk, der havde satset deres liv for USA, frihed og demokrati.

Men op til paraden havde han dog fortalt til journalister:

Vi vandt, fordi vi druknede fjenden i en produktionslavine, som ingen havde set mage til eller turdet drømme om.

En produktionslavine, han jo udmærket vidste, at han var en af hovedarkitekterne bag.

Farvel

Med Washington-eventyret bag sig, og da paraden og talerne forstummede, blev der pludseligt usædvanligt stille. Reglerne i General Motors sagde klart og tydeligt, at når man blev 65, blev man sendt på pension. Og William Knudsen var nu 66 år gammel.

Efter 50 år på arbejdsmarkedet, og næsten 40 år i bilbranchen, stod Knudsen pludselig tilbage som pensionist. Eller… der var lige én sidste ting, han skulle gøre, før General Motors slap ham helt. Han skulle rejse tilbage til Europa og undersøge, hvad der var tilbage af virksomhedens fabrikker i de smuldrede rester, der var tilbage af kontinentet. Og den tur betød også et smut forbi København.

William Knudsen havde trofast besøgt Danmark hvert andet år, siden han kom til USA. Når der altså ikke lige var krig. Så det her var hans første besøg i det gamle hjemland i syv år.

Da han ankom i Kastrup Lufthavn den 8. august 1945, kunne han i første omgang gå rundt i fred. Ifølge en Politiken-journalist, som var i lufthavnen den dag, var William Knudsen gået ind på Hammers Restaurant og bestilt fire stykker smørrebrød og en bajer. Men et par amerikanske officerer kunne genkende krigshelten Knudsen. De sagde det videre til det amerikanske gesandtskab i Danmark, og på ingen tid sad der en privatchauffør klar til at hente William Knudsen og køre ham til Hotel d’Angleterre.

Da han ankom i Kastrup Lufthavn den 8. august 1945, kunne han i første omgang gå rundt i fred. Ifølge en Politiken-journalist, som var i lufthavnen den dag, var William Knudsen gået ind på Hammers Restaurant og bestilt fire stykker smørrebrød og en bajer. Men et par amerikanske officerer kunne genkende krigshelten Knudsen. De sagde det videre til det amerikanske gesandtskab i Danmark, og på ingen tid sad der en privatchauffør klar til at hente William Knudsen og køre ham til Hotel d’Angleterre.

William Knudsen var også en kendt mand i Danmark. Ikke mindst hans bedrifter under krigen gjorde, at mange danskere havde en særlig respekt for ham. Den danske presse kunne godt nok ikke skrive frit om William Knudsen under besættelsen. Tyskerne var ikke super glade for, at det var en dansker, der havde en så prominent rolle i den amerikanske krigsførelse. Men danskerne hørte om ham i radioen, ligesom den illegale presse også stolt skrev om denne Danmarks søn, der knoklede så hårdt for bl.a. Danmarks frihed. Så danske journalister fulgte ham tæt under hans korte ophold i Danmark.

Den 11. august tog han sin general-uniform på og tog op til Sorgenfri Slot. Her skulle han nemlig spise frokost med ingen ringere end kongen, Christian X. Ham havde Knudsen egentlig mødt nogle gange før, men udover noget mad fik han i øvrigt også Storkorset af Dannebrog for sin indsats under krigen. Resten af opholdet i Danmark gik med en masse begivenheder og taler. Og familiebesøg, selvfølgelig.

William Knudsen på Hotel d’Angleterre, 1945. Kilde: Martin Lunds samling af billeder.

Mens han var i København, tikkede beskeden ind om, at Anden Verdenskrig endegyldigt var slut. For efter Tysklands kapitulation, var der stadig lige krigen med Japan at få styr på. Men nu var Japan også tvunget i knæ. Det skete, da amerikanske B29-fly i løbet af få dage smed to atombomber – først over Hiroshima, og et par dage efter over Nagasaki. B29-flyene var nogle af dem, som William Knudsen havde været med til at producere, og de to atombomber var derfor en påmindelse om, at der bag de flotte ord og medaljer var en blodig virkelighed og alvor. Offentligt forholdt Knudsen sig sjældent til den død og ødelæggelse, som krigen forårsagede. Men medlemmer af hans familie fortalte senere, at han i løbet af krigen sad og græd ved radioen for sig selv, da der blev fortalt om nye angreb og bombetogter. Det hårde arbejde sled på hans krop – men krigens grusomheder sled også i den grad på hans sind.

Den 17. august 1945 forlod han så Danmark igen, da han steg på et fly mod Stockholm. Journalisterne spurgte, hvornår han mon kom igen.

Måske aldrig,

sagde han.

Jeg er jo ved at blive gammel, men det skal vi ikke tale højt om.

Det hårde arbejde under krigen, og især turene til fronten i krigens afslutning, havde tydeligt ældet ham. Nogle kaldte ham ligefrem en casualty of war – et offer for krigen. Og hans familie fortalte senere, at afvisningen fra General Motors, da han vendte hjem til en storhyldest i Detroit, havde ældet ham endnu mere. Han var tilfreds med sine bedrifter, men udover den fysiske nedslidning var han nu også både skuffet og ked af det. Han kæmpede med højt blodtryk og en nyresygdom, og dertil kom en hjerneblødning. De sidste par måneder af hans liv forlod han sjældent huset og tog ikke rigtig imod gæster. I perioder kunne han ikke tale andet end dansk – et sprog som ingen af hans nærmeste forstod. Og den 27. april 1948 døde han. 69 år gammel. Med hans kone Clara, hans fire børn og to læger ved hans side.

Det ser nok ikke ud af meget, men det her billede viser meget godt, hvor stor en personlighed, William Knudsen egentlig var. Det er nemlig en buket fra ingen ringere end den danske kong Frederik 9. og dronning Ingrid. Kilde: National Automotive History Collection, Detroit Public Library.

Lovprisninger om manden strømmede ind fra alle sider. Både danske og amerikanske aviser roste ham, Frederik 9. og præsident Truman sendte telegrammer, og selv de faglige organisationer, han havde kæmpet så hårdt med, hyldede ham. I flere dage stod hans bronzekiste fremme, først i kapellet og senere kirken, han blev begravet i. Så kunne folk sige farvel til ham. Og det gjorde de. 1000 mennesker sad i kirken ved selve begravelsen, og 1000 flere sad i kirkens kælder og lyttede med over højttaleranlægget. Efter den enkle ceremoni på kun 22 minutter blev William Knudsen kørt afsted til sit gravsted – efterfulgt af et optog af 69 limousiner.

Præsten E. T. Bernthal sagde de sidste ord, før kisten blev sænket ned i jorden:

Den lutheranske liturgi blev skabt af Martin Luther for både almindelige mennesker og konger. Her var en helt almindelig mand, som, for alle der kendte ham, blev en konge.

I Danmark er der kun ét beskedent minde om ham. Over døren på hans barndomshjem i Kartoffelrækkerne hænger en falmet mindeplade, hvor der står:

Han blev Danmark en god søn og Amerika en god borger.

Huset, hvor William Knudsen voksede op. Mindepladen kan ses over hoveddøren. Kilde: Kartoffelraekkerne.dk.

Kilder

  • Ole Sønnichsen, One Dollar Man (2019)
  • Martin Lund, Big Bill (2019)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.