Chris Madsen var næsten en levende kliché på en Western-helt. Når man læser om hans bedrifter i sin lange karriere som lovens lange arm på Frontieren, kan man næsten se ham ride med en hvid cowboyhat ned forbi saloonen på den støvede hovedgade, med den ene hånd på seksløberen… du ved, hvis der nu kom nogle skurke til byen.

Og minsandten om der ikke er lavet westernfilm om Chris Madsen – min en af dem ovenikøbet med ham selv foran kameraet! For lige så dygtig han var til at fange kriminelle, lige så dygtig var han til at iscenesætte sig selv.

Lidt for dygtig måske. For efter hans død begyndte den heltefortælling, han havde opbygget omkring sig selv, langsomt at krakelere. Manden, der af mange var kendt som en helt i Amerika, var noget af en skurk hjemme i Danmark… Og til sidst havde han drevet de danske myndigheder så meget til vanvid, at de var desperate efter at slippe af med ham og hans evindelige problemer.

Og Chris Madsen stod selvfølgelig klar med en løsning.

Chris Madsens løgn

Chris Madsen ville selv hårdnakket benægte, at det jeg kommer til at fortælle om hans liv i Danmark er sandt. Og hans familie benægter det vist stadig, og det er der også andre amerikanere, som gør. Udvandringen var en unik chance for at starte forfra og blive en god samfundsborger, så han gjorde sig umage med at skabe et falsk narrativ om sig selv.

Chris Madsen påstod selv, at han blev født den 25. februar 1851 i det dengang dansk-kontrollerede Slesvig. Hans mor havde fire børn fra et tidligere ægteskab, som hun i lang tid selv måtte forsørge som postmester, efter hendes første mand døde. På et tidspunkt flyttede der dog en ny mand ind – Chris Madsens far. Han var veteran fra Treårskrigen, men havde trukket sig tilbage kort efter krigen sluttede, og nu tjente han sin løn som vejinspektør i samme område som Chris’ mor var postmester. Chris Madsen hjalp flittigt sine forældre, og nogle gange måtte han ligefrem op før daggry, selv i snestorme og nogle gange ligefrem midt om natten.

Da krigen i 1864 brød ud, blev Chris hurtigt involveret. Nej, ikke som soldat – han var jo kun 12-13 år. Næh, det var hans far, der meldte sig frivilligt. Han var egentlig for gammel til tjeneste, men han meldte sig i stedet i feltpost- og telegrafkontoret. Det havde han jo noget erfaring med gennem sin kone. Og lille Chris blev hevet med som kurér… for selvfølgelig tager man jo sin 13-årige søn med i krig.

Og selvom han ikke selv var soldat, opdagede Chris Madsen i den grad krigens alvor. Ved tilbagetrækningen til Als nåede han kun lige nøjagtigt over broen, da tyskerne indtog Dybbøl. En af hans ældre brødre blev dræbt lige foran ham, og hans far fandt han senere såret foran et felthospital.

Nå, men de overlevede heldigvis krigen, og da den var slut, blev han sendt til Danmark. Slesvig var jo blevet tysk på grund af Danmarks nederlag, og han havde det med at komme op og skændes med de lokale tyske drenge.

I Danmark kom han ind på en militærskole, hvor han hurtigt blev udpeget som skolens bedste skriver. Militærlivet, som han fik en forsmag på på skolen, var åbenbart lige ham. For da Den fransk-tyske krig brød ud i 1870, fik han og et par kammerater hurtigt et par års orlov fra skolen, og så skulle de ellers på eventyr…

Efter få dage i Paris blev de sendt til Algeriet som en del af Fremmedlegionen. Senere blev han og resten af Fremmedlegionen sendt til Frankrig for at hjælpe, og i slaget ved Sedan i Frankrig i september 1870 blev han skudt i benet og taget til fange af tyskerne. På lazarettet løj han om, hvem han egentlig var; for fra hans sygeseng kunne han se kirketårnet i byen, som han engang kaldte sit hjem. Han frygtede at blive skudt, hvis de fandt ud af, at han var fra Slesvig og derfor egentlig skulle have kæmpet med tyskerne, og ikke imod dem.

Da han på et tidspunkt skulle overflyttes fra lazarettet til en fangelejr, så han sit snit til at flygte sammen med et par medfanger. Det var jo nærmest hans baghave, men flugten til Danmark tog alligevel godt fire måneder, fra september til julen 1870; de var jo i fjendeland, så de kunne kun gå om natten.

Hjemme i Danmark besøgte han så kronprins Frederik, den senere kong Frederik 8, på Amalienborg. Kronprinsen lovede, at han ville hjælpe Chris Madsen tilbage til sin gamle enhed i Fremmedlegionen. Han fortsatte i tjenesten i Afrika efter krigen sluttede, indtil han i 1874 steg ombord på et skib hjem til Slesvig. Undervejs blev han dog advaret om, at det var en ret dårlig idé at vende hjem, så han fortsatte til skibets endestation, det sydvestlige Norge, hvor han anlagde jernbaner, og i øvrigt hjalp til på et hvalfangerskib – dog kun i ret kort tid, da han blev for søsyg.

I Norge lærte han Major Hansen at kende. Major Hansen havde været i artilleriet for Nordstaterne i Den amerikanske borgerkrig, og han overtalte Madsen til at tage til USA. December 1875 tog han derfor derover, og 4 dage efter han ankom i New York, indtrådte han i det femte kavaleriregiment. Militærlægen spurgte til den sårede ankel; han sagde, det skete ved Slaget ved Sedan, og lægen så meget imponeret ud.

En flot, heltemodig indsats, var det ikke? Men ja, som jeg allerede har afsløret, var historie dog løgn fra ende til anden.

Den virkelige historie

Når man hører den virkelige historie, kan man ærligt talt godt forstå, at Chris Madsen prøvede at skjule den.

Mange af Chris Madsens løgne var baseret på et gran af sandhed. Han blev rent født den 25. februar 1851, men i Rørmosehus i den lille landsby Ørsted på Vestfyn – og altså ikke i Slesvig. Han var det eneste barn fra moderens andet ægteskab, og hun havde rent faktisk fire børn fra et tidligere ægteskab. Men Chris Madsens far havde aldrig været soldat, og han var daglejer, ikke vejinspektør. Noget af tiden var han dog postbud; for deres hjem var en slags lokalt posthus. Da krigen brød ud i 1864 blev hans brødre indkaldt til tjeneste – men ingen af dem deltog dog i Slaget ved Dybbøl, og især ikke lille Chris.

Chris Madsen og hans søskende hjalp familien med at klare sig ved at arbejde på gårdene i området. Flere af gårdene beskæftigede sig med hesteopdræt, så han lærte allerede som barn at passe og ride på heste. Hans far gik tit på jagt, og lille Chris hjalp af og til med at vedligeholde våbnene. Af de mange soldater, der under Krigen i 1864 var udstationeret i området, lærte han også at skyde – og var ret god til det. Begge ting var noget, han i den grad fik gavn af, da han tog til USA. Og på en måde følte han sig måske faktisk som en del af krigen, med det mylder af soldater der var i dele af hans barndom.

Som barn blev han vurderet som både intelligent og lærenem. Efter et højskoleophold og en uddannelse på landbrugsskolen i Kauslunde, tog han til København for at se, om han kunne klare sig der. Han fik også et job, men efter nogle måneder blev han desværre syg. Det er ikke utænkeligt, at det var det klamme, fugtige lille værelse, han boede på i København, der var skyld i det. Så han blev fyret, og efter et stykke tid var hans opsparing opbrugt, og han røg på gaden. Han tog et lille lån hos en lånehaj, og nogle socialister han mødte sendte ham i retning af et offentligt kontor, hvor værdigt trængende kunne få hjælp. Der fik han bevilget en togbillet til Korsør. Han ville hjem til Fyn.

Den 25. februar 1869 – på sin 18-års fødselsdag – ankom han til Korsør. Hans plan var jo egentlig at tage hjem til forældrene på Fyn, men færgen afgik først dagen efter. På en færgekro i Korsør mødte han en mand, der gav ham en idé, der kom til at ændre hele hans liv. ”Skriv dog bare et tiggerbrev,” sagde manden…

Et tiggerbrev var i bund og grund et dokument, som folk kunne skrive, hvis de fx havde været ude for en ulykke og stod i akut brug for hjælp. Det kunne de så vise til folk, og hvis de forbarmede sig over én, skrev de selv under på brevet… som en slags anbefaling til de næste, som tiggeren mødte.

Det syntes Chris Madsen da var en meget god idé. Og pludselig slog det ham: Hvordan kunne de folk, han mødte, egentlig tjekke, hvem der rent faktisk havde skrevet under på brevet? Hvad hvis han bare… nå ja, forfalskede nogle underskrifter?

Med tiggerbrevet i hånden vandrede han ud på de danske landeveje. Nogle gange tiggede han bare, men ofte overbeviste han også folk om at låne ham penge. Løftet om at betale lånet tilbage var dog lige så falsk som hans tiggerbrev. Så han blev sjældent i et område særlig længe af gangen. Det gjaldt om at komme væk, før folk fattede mistanke og gik til politiet. Over de næste par år kom han derfor godt rundt i landet. Der var nærmest ikke den del af Danmark, som han ikke kom forbi og prøvede at suge penge ud af. Du kan nok regne ud, at han hurtigt fik mange fjender spredt ud over det danske rige.

Og mange af dem, han forsøgte at lokke penge ud af, var rige herremænd eller politimestre. Nogle påstår, at han næsten så det som en god gerning. Danmark var et meget ulige samfund, hvor samfundets bund ofte virkelig var på røven, så hvor slemt var det egentlig, at han selv prøvede at fordele goderne lidt?

Som jeg allerede har forklaret, var han ret kreativ, når det handlede om at finde på alternative historier om sig selv. Og det sås da også allerede i hans svindlerkarriere i Danmark. Han havde mange fantasifulde forklaringer på, hvorfor han manglede penge – og hvorfor de kunne stole på, at han ville betale dem tilbage. Nogle gange forklarede han, at hans mor lå dødeligt syg, men at han ikke havde råd til at tage hjem til hende. Andre gange skulle han skynde sig hen til et projekt med arbejdet. Han havde desværre ikke råd lige nu, men han stod til at tjene mange penge, når han kom frem, så de ville blive betalt rigtig godt igen for lånet. Han påstod også ofte, at han var soldat, for dem ville de færreste nægte at hjælpe. To gange lykkedes det ham oven i købet at købe et brugt Dannebrogskors, som han hængte udenpå sit tøj. Så kunne alle jo se, at han var en hædersmand. Ja, undskyldninger havde han nok af. Og mange hoppede på dem.

Chris Madsen kom vidt omkring i sin karriere som landevejssvindler. Men når man skaber fjender i enhver lille flække, man kommer til, så opstår der på et tidspunkt et problem. For så stor er Danmark altså heller ikke, og i december 1873 tog han derfor mod Amager for at rejse over Øresund og langsomt bevæge sig svindlende op igennem Sverige og Norge.

I den norske by Larvik gjorde Chris Madsen en politimester mistænksom, da han – forgæves – forsøgte at snyde ham til et lån. Politimesteren tjekkede med politimester Crone i København, og da Crone forklarede sin norske kollega om Chris Madsen, var han ret sikker på, at det var ham, som lige havde været på besøg. På daværende tidspunkt havde Chris Madsen dog forladt byen og var taget til Trondheim. Men på et tidspunkt så han en efterlysnings-plakat af ham selv hænge på en restauration, så han vendte om og gik tilbage i den retning han kom fra – og pludselig stod han i Larvik igen. Det lokale politi havde ikke glemt ham, så Chris Madsen blev hurtigt anholdt. Det havde han prøvet så mange gange før i Danmark – og også siddet i mange arresthuse og fængsler.

18. marts 1874 blev han smidt ombord på et skib til Frederikshavn. Efter at have hørt historierne fra Danmark ville nordmændene nemlig ikke nyde noget af at have ham i landet længere end højst nødvendigt. Frederikshavnerne ville heller ikke have noget med ham at gøre, så han blev sendt videre til København allerede samme dag. I løbet af den næste måned blev han forhørt 5 gange – ovenikøbet af politimester Crone selv. 1. juli startede retssagen mod ham. Chris Madsen indrømmede rigtig mange af anklagepunkterne, og den 14. august blev han dømt for næsten det hele. Han fik 2 års forbedringshusarbejde og skulle betale sagsomkostningerne. Og det skulle vise sig, at han aldrig rigtig kunne gå rundt i Danmark som en fri mand igen.

Fængselsliv

Den 26. august 1874 blev han hentet og kørt til Vridsløselille Forbedringshus til afsoning.

Vridsløselille var ikke som andre straffeanstalter i Danmark. Det var nemlig bygget op efter et princip, der blev kaldt “den fuldstændige afsondring”. Altså fuldkommen isolation fra omverden.

Cellerne var seks skridt lange og 3 skridt brede og meget spartansk indrettet. Interiøret bestod af et bord og en skammel. Senge havde de ingen af. Man måtte sove i en hængekøje. De levede som sagt hele tiden i total isolation. Der var ingen cellekammerater og ingen tid til socialt samvær. De fik af og til lov til at gå ud i gården, men selv der var der ikke nogen kontakt med andre indsatte – man gik ud hver for sig i sin egen lille gård, og personalet kunne finde på at give fangerne en hætte over hovedet, så man ikke engang kunne se de andres ansigter.

Chris Madsen skrev sjovt nok aldrig om sin tid i Vridsløselille. Han gjorde jo alt for at skjule den. Men en af hans medindsatte skrev om tiden i fængslet, nemlig den socialistiske pioner, Louis Pio.

Louis Pio beskrev fængselslivet som værende meget brutalt. Ensomheden, den ensartede og ringe kost samt den totale mangel på adspredelse gjorde ifølge Pio, at det var så godt som umuligt at sidde derinde særlig længe, uden at man blev sindssyg eller selvmorderisk. Maden var meget simpel og ensformig, og ikke ligefrem altid friskt. Det, blandet med dårlige hygiejneforhold, gjorde, at mange kom ud med alvorlige sygdomme, som i nogle tilfælde med tiden kostede dem livet.

Alle fanger blev vurderet på en skala fra 1 til 7. Kort fortalt var 1’ere folk, der tydeligt angrede og sagtens kunne forventes at blive bedre borgere under deres ophold på forbedringshuset, mens 7’ere var fortabte, enten pga. total afstumpethed eller “mentale Mangler“, som de kaldte det. Ved sin indsættelse i Vridsløselille blev Chris Madsen vurderet mellem 5 og 7 af forbedringshusets ansatte.

En ansat skrev blandt andet, at Madsen var fuldstændig ligeglad med følgerne af hans handlinger, og han fortsatte:

“Saafremt han ikke bliver sendt bort, naar han har udstaaet sin Straf, men maa blive her i Landet, vil han ikke love at forandre sin tidligere Wandel.“

Myndighederne var altså ved at blive godt og grundigt trætte af ham og var begyndt at overveje deres muligheder, når de ikke længere kunne holde ham indespærret. Chris Madsen havde selv foreslået at blive sendt til USA. Hvis de ikke hjalp ham derover, ville han ikke love at ændre sig på nogen som helst måde. Men kom han til USA, skulle han nok ændre sig fuldstændig og blive en god samfundsborger.

Og noget tyder på, at han fik sin vilje. Den 26. december 1875 blev Chris Madsen løsladt, flere måneder før tid. To dage senere steg han ombord på et skib med kurs mod New York og hans nye liv. Sådan en billet havde han næppe selv råd til. Men heldigvis for ham var der en udvej.

Idéen med at bede myndighederne om at betale for hans udvandring var nemlig ikke et af hans egne, smarte påfund, men en helt almindelig ting i datidens Danmark. En del kriminelle fik betalt deres billet til USA af fængselsvæsenet, og lokalsamfundet trådte også til med en økonomisk hjælpende hånd, hvis en lokal borger blev lidt for besværlig eller upopulær til, at naboerne gad at finde sig i det længere. Praksissen blev så udbredt, at USA gentagne gange klagede over det til den danske stat. Danmark lovede at stoppe med eksporten af kriminelle, men det var efter alt at dømme tomme ord. Ikke lang tid efter, at Chris Madsen steg ombord på S/S Dakota, førte det f.eks. til en kæmpe skandale i Danmark, da en af Chris’ medfanger, føromtalte Louis Pio, blev betalt en mindre formue for at forlade landet – men ham vil jeg dedikere en hel episode til en anden dag.

I løbet af sine 6 år som forbryder, fra 1869 til 1875, blev Chris Madsen anholdt 7 gange. Han endte med at tilbringe 1346 dage i 10 forskellige arresthuse og fængsler – med andre ord sammenlagt mere end 3,5 år. Alt sammen for præcis de samme forbrydelser, som han gentog igen og igen.

Der er måske ikke noget at sige til, at myndighederne var blevet lidt trætte af ham.

Helt i Amerika

Chris Madsen steg den 28. december 1875 ombord på et skib, der tog ham til Liverpool, hvor han skiftede til S/S Dakota med kurs mod New York. I udvandrerprotokollen er han noteret som Christen Rørmose Madsen – hans fødenavn. Da han skiftede skib i England, skrev han sig dog ind som: ”Christian Madsen, født i Sønderjylland”. Når han sagde, han ville starte på en frisk, så mente han starte på en frisk. Med en ny identitet og det hele.

I sine erindringer beskriver Chris Madsen ankomsten til New York således.

”Det var midt om vinteren og skarer af ledige mænd vandrede op og ned ad gaderne. Jeg havde hverken venner eller bekendte i Amerika, og de få penge jeg havde, ville ikke vare længe, hvis jeg ikke hurtigt fik noget at bestille.”

Han vandrede lidt rundt i New Yorks gader, og her stødte han angiveligt på en sergent, som han spurgte på gebrokkent engelsk: ”Hvor er det, man kan melde sig til at dræbe indianere?” Så kun fire dage efter, han satte sine fødder i USA, meldte han sig til den amerikanske hær, hvor han blev en del af det femte kavaleriregiment. At man hurtigt gik ind i militæret, var ikke ligefrem uset blandt immigranter til USA. Da Chris Madsen ankom, var de såkaldte Indianerkrige i gang, og mange steder hang der hverveplakater på tysk, polsk, skandinavisk eller andre immigrantsprog. Men at gøre det efter kun fire dage var ikke ligefrem normalen.

Chris Madsen blev 15 år i det amerikanske militær og klarede det ret godt. Han blev hurtigt kvartermester og sergent og deltog f.eks. i en række brutale slag under Indianerkrigene. Ofte levede han dybest set på en hesteryg i flere uger eller måneder af gangen, og de indfødte amerikaneres måde at føre krig på var utroligt belastende, både fysisk og psykisk. De var typisk i undertal, så det var ikke regulære krigsslag som i Krigen i 1864, der prægede Indianerkrigene. Næh, det var mere nålestiksoperationer og guerillakrig, de benyttede sig af. De kunne f.eks. finde på at snige sig ind i lejrene, skyde vildt omkring sig i kort tid for derefter at flygte – ofte inden soldaterne overhovedet nåede at opfatte, hvad der foregik. Når en nattevagt slentrede ud i naturen for at lade vandet, kunne de finde på at snige sig ind på ham, slå ham ihjel i al stilhed og skalpere ham – uden at de andre nattevagter fandt ud af det, før de efter noget tid begyndte at undre sig over, hvor han dog blev af. Så når de var ude på kampagner, kunne de aldrig rigtig føle sig sikre – heller ikke når de sov.

Chris Madsens første store opgave var at drive sioux- og cheyenne-stammerne ud af Black Hills-området i Dakota-territoriet. Det stod ellers sort på hvidt i aftaler med USA, at de oprindelige amerikanere ejede området, men den type aftaler tog den amerikanske stat sjældent særligt højtideligt. Så da der blev fundet guld i området, blev aftalen revet i stykker, og der skulle gøres plads til de hvide nybyggere.

Indianerkrigene er – med god grund – ret kontroversielle. I dag står det klart, at det mere var etniske udrensninger og folkefordrivelser fra den amerikanske stats side end egentlige krige. De indfødte amerikaneres metoder var som sagt også ret hårde, og overgreb på civile fandt sted på begge sider. Men det er svært ikke at have en smule sympati for de indfødte amerikaneres sag. De følte jo selv, at de bare forsvarede sig mod en invaderende statsmagt, der ovenikøbet havde lovet at lade dem beholde mange af de områder, som nu blev krævet fra dem med vold og magt.

Hans militære karriere stoppede i 1891 efter 15 år, hvor han havde været med til nogle af de hårdeste og mest brutale slag og militære kampagner i Indianerkrigene. I de næste 25 år kom han på en eller anden måde til at arbejdede med at håndhæve loven. Mest kendt er han for sin tid som U. S. Marshall. Da han var i 60erne, blev han politimester for Oklahoma City. En US Marshall skulle dybest set forsøge at holde lov og orden i lovløse områder, som af og til kunne virke som om de var taget ud af en cowboy-film. Da Chris Madsen kom til Oklahoma, var det hårdt plaget af bander og enlige desperadoer, der røvede banker og diligencer og ikke var blege for at slå ihjel i koldt blod. Det amerikanske retsvæsen havde ofte ikke meget at skulle have sagt i området, og det hele blev gjort mere besværligt af, at mange i lokalbefolkningen havde en vis sympati for nogle af banderne.

Mange af banderne bestod af tidligere sydstatssoldater fra Den Amerikanske Borgerkrig, der ikke rigtig havde accepteret deres nederlag. De undskyldte mange af deres forbrydelser med, at de bekæmpede de rige og korrupte nordstatsfolk, der trængte sig på hvor de burde holde væk fra. Især jernbaneselskaberne var upopulære. Den amerikanske stat skænkede selskaberne kæmpe landområder for at de kunne bygge jernbaner på tværs af det amerikanske kontinent. Områder, hvor folk i årtier havde drevet deres kæmpe koflokke frit rundt, eller hvor folk havde boet i mange år. Hvor mange lokale altså mistede deres hjem eller levevis, tjente de rige folk der kom til ofte absurde formuer.

En af Chris Madsens helt store modstandere som US Marshall var banden The Wild Bunch. Banden havde rødder i Dalton-banden. Dalton-banden var næsten blevet udryddet i 1892 ved et fejlslagent bankrøveri i byen Coffeyville. De vendte ret hurtigt tilbage i en ny konstellation, men de blev mere og mere desperate, og almindelige folks støtte til dem begyndte at dale. Chris Madsen og våbenføre civile i lokalbefolkningen havde i årevis jagtet banden, og flere og flere faldt fra – enten døde eller i fængsel. Og den 25. august 1896 var det endeligt slut. Bill Doolin, som var bandens leder, var taget til Lawson i Oklahoma for at besøge nogen, men han blev overrasket af Chris Madsens kollega, Heck Thomas, og nogle af de lokale borgere. Doolin ville ikke give op, så der kom en heftig skudkamp, men til sidst blev han ramt med et haglgevær. Gennemhullet af hele 22 skud faldt han om og døde.

De værste bander var nu efterhånden bekæmpet, og Oklahoma var tæmmet. Det Vilde Vesten begyndte at synge på sidste vers.

I USA er Chris Madsen måske bedst kendt som en af de såkaldte ”Three Guardsmen”. Sammen med Marshall-kollegaerne Bill Tighlman og Heck Thomas fik han en legende-status for sin succes i kampen mod kriminelle. Historien om dem spredte sig og blev en del af den amerikanske western-mytologi.

Efter en lang karriere med en pistol i hånden gik han på pension som 82-årig. Han brugte sine sidste år på at være sammen med familien og i øvrigt skrive sin livshistorie. Som soldat havde Chris Madsen mødt den smukke Maggie Morris. Med tiden fik Chris Madsen overbevist Maggies skeptiske, religiøse far om at de kunne giftes, hvilket skete i 1887. De fik hurtigt to børn – Marion i 1889 og sønnen Reno i 1890. Chris Madsen kunne næsten ikke forstå sit eget held – at han blev gift med sådan en fantastisk kvinde. Så han blev sønderknust, da hun kun ti år senere døde af lungebetændelse. Men han formåede at holde fast på den lille familie, og i de sidste år af hans liv boede han hos sin datter, inden han til sidst røg på plejehjem.

• 

• 

Et langt liv slutter

Hans lange, begivenhedsrige liv begyndte at lakke mod enden, da han en morgen faldt og brækkede hoften. Den gamle, slidte krop kunne ikke rigtig komme sig over det, og han fik det værre og værre den næste tid. Han døde på hospitalet den 9. januar 1944 – 92 år gammel.

Han kom til USA, da han overbeviste fængselsmyndighederne om, at han ikke havde tænkt sig at lave om på sig selv i Danmark – men hjalp de ham til USA, skulle de bare se løjer. Så ville han blive en forandret mand. Og dér kan man sige, at han for en gangs skyld gav et løfte, som han overholdte.

Ikke at han på nogen måde var perfekt i den amerikanske del af sit liv. Noget tyder på, at han pyntede lidt på sandheden, når han førte sig frem med sine heltegerninger som lovens lange arm i USA. Chris Madsen deltog f.eks. i western-film, hvor han spillede sig selv i bedste westernhelt-stil, hvor der af og til gik lige lovligt meget Hollywood i den. Han havde en god karriere i den amerikanske hær, men den var nu heller ikke uden skampletter. Meget tyder på, at hans gamle kriminelle tilbøjeligheder enkelte gange kiggede frem, f.eks. ved at sælge ud af de madrationer, han som kvartermester ellers skulle passe på. Og han fastholdt til det sidste løgnen om sin glorværdige fortid hjemme i Danmark.

Når man taler om Chris Madsen, synes jeg det er vigtigt at diskutere, hvor meget man fortjener at bøde for et par dumme år i sin ungdom. Desperation og fattigdom kan få folk til at gøre meget for at overleve. Da han kom til USA og for alvor fik chancen for at ændre sit liv og lægge kriminaliteten på hylden, tog han den – sådan, for det meste. Chris Madsen var kun 24 år gammel, da han ankom til New York. Han gik på pension som ordenshåndhæver som 82-årig og døde som 92-årig. Hans nye identitet, da han ankom til USA, var ganske vist et svindelnummer. Men måske han efterhånden havde bevist sit værd efter næsten 70 år?

Alle immigranter havde deres egne, helt personlige grunde til at udvandre – og nogle var mere uskyldige end andre. Men det nye liv i et nyt land gav folk en unik mulighed for at starte på en frisk og forsøge at tegne deres egen skæbne, præcis som de selv ville have det.

Og for nogle lykkedes det. Dét må man trods alt give Chris Madsen, at det gjorde for ham, når det lykkedes ham at gå fra… skurk i Danmark, til helt i Amerika.

Kilder

• Leif Rudi Ernst, Skurk i Danmark – helt i Amerika: Marshall Chris Madsens skjulte liv (2003)
• Frans Ørsted Andersen, Et liv på kanten – en biografisk fortælling om Chris Madsens underlige liv (2018)