I lørdags, den 4. juli, skulle der egentlig have været en stor fest for dansk-amerikanere i Rebild Bakker i Nordjylland. Rebildfesten. USA’s uafhængighedsdag. Det er vist kun i Rebild, at der er en så stor årlig fejring af dagen – altså, udenfor USA selvfølgelig. Siden 1912 har Rebild Bakker været ramme for en stor fejring af Uafhængighedsdagen, dansk-amerikanerne og båndet mellem Danmark og USA. Rebildfesten har hidtil kun været aflyst under de to verdenskrige… og så i år pga. Covid-19.

Men det er en dag, der er værd at fejre. Især her på Dem der rejste ud, hvor det hele jo handler om at holde historien om de danske udvandrere i live. Du kan jo lukke øjnene og forestille dig, at du sidder i de naturskønne omgivelser i Rebild Bakker, når du hører den her episode, som kommer til at handle om netop Rebildfesten – og ham der stod bag det hele, Max Henius.

Introduktion

På hjørnet af La Salle Street og Randolph Street i Chicago lå der i 1870erne og flere årtier frem en lille vinkælder, Wilkens Kælder. Vinkælderen var ejet af en tysk immigrant, og det var et ret simpelt sted. For 5-10 cent kunne man købe noget vin, og ved frokosttid kunne man hver dag gå ombord i den gratis frokostbuffet, hvis man altså købte noget at drikke. Her kunne man spise løs af skinke, bratwurst, sauerkraut og hvad der ellers lige passede ind i en tysk vinkælder. I bedste amerikanske stil var det: “All you can eat.” Frokostbuffeten blev derfor flittigt brugt af den fattigere del af Chicago – og fattige var der mange af!

Ellers var Wilkens Kælder, som man kan forvente af en bar i en kælder i en 1800-tals storby. Snusket og beskidt, røgfyldt og med dårlig luft – men garanteret med lige så meget hygge og fest som fugt drivende ned af væggene.

Og det var hernede blandt vinpletter og tobaksrøg, at nogle af de mest prominente dansk-amerikanske skikkelser regelmæssigt mødtes omkring et rundt bord. Her hang politiske og forretningsmæssige spidser af det store dansk-amerikanske miljø i Chicago ud. Danskerne mødtes for første gang om det runde bord i Wilkens Kælder i 1878. Ejeren var som sagt tysk immigrant, og det samme var mange af gæsterne. Men som i resten af Chicago var der folk af mange forskellige nationaliteter til stede i kælderen. Gruppen af danskere blev ved med at komme igen, og det lykkedes at få reserveret det runde bord kun til dem.

Henrik Cavling, en legendarisk dansk journalist som bl.a. lægger navn til Cavling-prisen, beskrev efter sit besøg i Wilkens Kælder, at det var “tre dybtliggende Rum med daarlig luft“. Max Henius, som kom trofast ved det runde bord i mange år, stillede ikke ligefrem stedet i et bedre lys:

“Man gik ned ad otte Trin og befandt sig saa i en halvmørk Kælder, hvor man var tvungen til at benytte Gaslys for overhovedet at kunne se noget. Borde og Stole var af den billigste Art. Lige ved Indgangen eller rettere Nedgangen, stod det saakaldte runde Bord, der ligesom alle de andre Borde, ikke kendte noget til Dug – Mønstret paa Bordpladen var fremkaldt af Vinpletter. Udenforstaaende kaldte Kælderen for ‘Kloaken’.”

Alligevel blev danskerne om det runde bord altså ved med at komme igen.

Chicago var en kæmpe omvæltning fra hvad de var vant til i Danmark: larm, stank, høj aktivitet, kæmpeindustrier, nye bydele der kunne vokse frem på en enkelt nat, og selvom der var brande, tyfus, og et blæsende og omskifteligt klima kom der hvert år mange tusind flere indbyggere til byen. Mange af tilflytterne var immigranter fra især Europa, og de flyttede typisk til Chicago i håb om at finde arbejde i industrien eller på de store slagterier, som trivedes i byen.

Mange immigranterne faldt hurtigt til, men selv blandt de mest velintegrerede opstod der en masse små, etniske fællesskaber, hvor immigranter fra fx Danmark kunne mødes med hinanden og både snakke om det samme som alle andre amerikanere snakkede om, f.ek.s amerikansk politik, men også hvor de – om ikke andet så bare for et par timer – kunne finde et lille helle, hvor de kunne tale dansk og tale om det Danmark, mange af dem nok savnede i en eller anden grad. Hvor godt de nu end havde det i deres nye hjemland.

Wilkens Kælder blev altså i høj grad populært blandt dansk-amerikanerne, fordi den blev en slags sikkerhedsventil for deres splittede etniske og nationale identitetsforhold. I hverdagen levede de fleste af dem sikkert helt amerikanske liv, men her kunne de tale om nogle emner og komme ud med nogle følelser, som kun andre danskere kunne relatere til.

Der er derfor uden tvivl blevet diskuteret mange forskellige dansk-amerikanske emner dernede i tidens lød. Og nogle beretninger skriver, at det ligefrem var hernede, at planerne om Rebildfesten blev finpudset. Det er svært at sige med sikkerhed, men det kan meget vel være sandt. For en af de faste dansk-amerikanere ved det runde bord var nemlig Max Henius. Og det er især hans fortjeneste, at USA’s uafhængighedsdag som noget helt unikt bliver fejret hvert år i en naturskøn bakkedal i Nordjylland.

Immigrantsøn der selv immigrerede

Max Henius blev født i Aalborg den 16. juni 1859 som den ældste i en søskendeflok på 7. Max Henius’ forældre kom begge to fra ludfattige kår i den polske by Toruń. Faren, Isidor Henius, levede som barn mest af tørt brød, kartofler og tynd kaffe – og en sjælden gang en lille smule sild. Og da Max blev født, levede familien stadig ret beskedent. Isidor Henius bestyrede dog flere brænderier – altså, spiritusfabrikker – og i 1881 grundlagde han ved en fusion med en række andre brænderier, og med C. F. Tietgens enorme pengepung i ryggen, De Danske Spritfabrikker. Du ved, dem med Rød Aalborg. Så med tiden blev familien rimelig velhavende og velrenommerede, og den fattige polske immigrant Isidor endte ligefrem med at købe Sohngaardsholm Slot. Den bygning skal vi nok komme tilbage til.

Nå, men da Max var barn, havde faren endnu ikke købt Sohngaardsholm, og familien boede i et stykke tid i en tilbygning til brænderiet. De havde ikke råd til en barnepige, så Max’ far bandt krybben fast til en af de bevægende dele på fabrikken, så snapsemaskinen dybest set vuggede ham i søvn. Max Henius sagde selv, at hans gode helbred skyldtes, at han var “cradled to the fumes of Aquavit.”

Så det er måske ikke så overraskende, at Max gerne ville gå i farens fodspor og arbejde med alkoholproduktion.

Max var egentlig ikke god i skolen, og i øvrigt heller ikke særlig interesseret i det. Alligevel endte han på Polyteknisk Institut i Hannover, og allerede i 1881 – som 21-22-årig – fik han en ph.d. i kemi ved universitetet i Marburg. Med styr på uddannelsen forventede Max Henius at få et godt job i familievirksomheden. Men det var som sagt også i 1881, at Isidors virksomhed blev til aktieselskabet De Danske Spritfabrikker. Det krævede selvfølgelig store administrative ændringer, og pludselig var der ikke plads til Max i organisationen længere.

Immigrantsønnen bliver immigrant

På det polytekniske institut i Hannover havde Max Henius lært en ung amerikaner ved navn Robert Wahl at kende. De fulgte hinanden på universitetet, og havde holdt brevkontakten ved lige siden da. Robert Wahl havde vendt hjem til USA igen og skrev, at der var fantastiske muligheder i landet. Og nu hvor der ikke lå et job klar hos faren, virkede det fristende for Max Henius.

Også fordi han havde mødt en kvinde. Hun hed Johanne Louise Heiberg. Nej, ikke hende skuespilleren, men de var dog i samme familie. Johannes far var ikke ligefrem glad for, at hun havde fundet sammen med Max. Måske fordi han var søn af en fattig jødisk immigrant fra Polen. Og den slags utilfredshed fra forældre fik en del unge mennesker til at udvandre til USA dengang.

Max Henius tænkte over det i løbet af sommeren 1881, og så tog han springet. Ifølge en anekdote, som Max Henius selv kunne lide at fortælle, havde han stået ved landgangsbroen og ventet i spænding på, hvor mange penge hans far mon gav ham med til at starte sit nye liv op med. Da Max så, at han kun fik 50 dollars, må skuffelsen have lyst ud af ansigtet på ham, for far Isidor sagde angiveligt, at han skam både have råd til at give ham 500 og 5.000 dollars med. Men Max ville jo aldrig få taget sig sammen til at tage et arbejde, før alle pengene var sluppet op, og han kunne jo lige så godt komme i gang med det samme!

Turen til USA tog 20 dage, og han ankom i Chicago den 24. oktober 1881. Som så mange andre immigranter før ham måtte han tage forskellige, tilfældige jobs i begyndelsen. Han fandt nemlig hurtigt ud af, at der ikke rigtig var nogle videnskabelige institutioner i hans felt i Chicago. Et af de første jobs han tog var som omrejsende bogsælger. Han holdt dog kun 2 uger. På skibet over Atlanterhavet havde han delt kahyt med en tysk-amerikaner, som havde lært ham de vigtigste bandeord på engelsk. Og i sin korte karriere som bogsælger lærte han vist mange af de bandeord, som han ikke havde hørt i kahytten. Modtagelsen fra de potentielle kunder var i hvert fald ikke specielt god. Så i stedet blev han stikirenddreng for et apotek i Chicago for $3 om ugen. I 2 uger skovlede han også kul for $6 om ugen. I begyndelsen fandt han et billigt sted at bo. Hagen ved det var, at han delte værelse med 3 andre – og delte seng en anden mand. Ja, den amerikanske drøm blev ikke ligefrem foræret til en ved ankomsten.

På et tidspunkt blev han dog hyret af Northern Pacific Railway til at lave analyser af vandforsyningen på en række steder mellem North Dakota og Montana. Det var en tjans, der betalte ret godt. Så hjemvendt i Chicago startede han sit eget apotek op. Med sin egen forretning følte han tilsyneladende, at han kunne brødføde en familie, så hans kære Johanne kom nu endelig over til ham, og de blev hurtigt gift. Brylluppet fandt sted den 4. juni 1883.

Arbejdet med vandanalyser endte med at blive kilden til Max Henius’ første store bedrift. Han fandt ud af, at det var en vigtig, men meget overset opgave i den bommende industrisektor i Chicago. I apotekets baglokale startede han derfor et laboratorium, hvor han begyndte at lave vandanalyser for fabrikker og bryggerier. Han fandt hurtigt ud af, at der var et stort problem i byen. De fleste kloakker løb nemlig direkte ud i Michigan-søen og Chicago-floden, som udmundede i søen. Og søen var den primære vandforsyning til borgerne og industrien. Dengang udbrød der jævnligt tyfus-epidemier i Chicago, som sundhedsmyndighederne ikke rigtig vidste, hvad de skulle stille op med.

Men i disse år havde man i Europa opdaget, at tyfus skyldtes en bakterie. Og Max Henius fandt ud af, at den bakterie stortrivedes i Chicagos vandforsyning, godt hjulpet på vej af solen der skinnede ned i søen. Vandet som blev hevet op af søen brugte de lokale mejerier bl.a. til at blande deres mælk op med. Så rakte den længere, og de kunne tjene flere penge. Der var så godt som intet opsyn med industrien, og ”Smaabørn døde som Fluer i de Aar i Chicago,” som en beretning formulerer det.

Med de videnskabelige analyser i hånden begyndte Max Henius at tage kampen op med de lokale sundhedsmyndigheder, som ellers gjorde hvad de kunne for at ignorere bakterietruslen. Men Max Henius formåede at få folkestemningen med sig. Han hev Robert Wahl ind som partner i laboratoriet, og med øget styrke tog han byens ingeniører med ud på søen, hvor de tog en lang række vandprøver for at finde ud af, hvor langt ud de skulle, før det var sikkert at pumpe vand ind til Chicago. Med tiden blev vandforsyningen bedre – og en stor del af æren tilfaldt Max Henius. Dermed blev utroligt mange menneskeliv reddet – nå ja,  også ølsalget i øvrigt, for de brugte jo det samme vand til at brygge med. Det er ikke utænkeligt, at det også har motiveret Max Henius.

Bryggerskole

Laboratoriet blev efterhånden til Wahl-Henius-instituttet, og de skabte sig især et navn ved at forske i forskellige aspekter af alkoholproduktion, f.eks. gæring. Max Henius havde i sine studenterdage været ansat på Carlsberg-laboratorierne, som i disse år lykkedes med at isolere den gærtype, som meget øl stadig brygges med i dag. De lavede også mange opgaver som eksterne konsulenter for f.eks. bryggerier, og derudover lavede de deres helt egen bryggerskole.

Succesen buldrede altså derudaf for instituttet, men Max Henius kunne se et stort problem i horisonten. Afholdsbevægelsen fik mere og mere fodfæste i USA i begyndelsen 1900-tallet, og det truede selvfølgelig hans branche. Og selvom han langt fra var enig med afholdsfolkene, kunne han sådan set godt forstå dem. For han kunne jo også se, hvordan folk opførte sig på saloonsne. Drak sig sanseløst berusede i billig, stærk spiritus – og det skabte både sundhedsproblemer, sociale problemer og alle mulige andre problemer.

Man burde lade sig inspirere af de europæiske ølhuse, hvor der ikke blev serveret alle de stærke sager, mente han. Det kunne bl.a. opnås ved, at øl med en lav alkoholprocent blev beskattet som læskedrik, og spiritus derimod underlagt en progressiv beskatning, der steg i takt med alkoholprocenten. For hvis der ikke blev renset ud i de værste dele af saloonsne, ville der sandsynligvis komme et decideret alkoholforbud, forudså han. ”Every time you walk into a bar, you are helping Prohibition,” som han sagde.

I 1915 lukkede bryggerskolen. De havde indtil nu nået at have 36 kursushold igennem, og det var stadig populært – men der var ingen grund til at lære ungdommen at brygge noget, der alligevel ville blive ulovligt lige om lidt.

Og som forudset kom alkoholforbuddet. Den 19. juli 1919 blev Illinois tørlagt. Den 16. januar 1920 gjaldt det hele landet. Laboratoriet og konsulentarbejdet fortsatte, blandt andet ved de såkaldte “near beer”-bryggerier. Altså, alkoholfri øl. Men det gik selvfølgelig ud over forretningen, og de solgte derfor den store bygning, som de ellers havde fået opført til instituttet.

Max Henius var egentlig rimelig fortrøstningsfuld om, at øllet nok skulle vende tilbage til USA igen en dag. Så i 1928 begyndte han igen at lave nogle kortere kurser. Samtidig gik han ind i den politiske debat – noget, han ellers igennem hele livet sagde, at han ikke brød sig om. Han begyndte f.eks. at trykke pamfletter, hvor han igen talte for en ændring af alkoholbeskatningen, og en afskaffelse af de såkaldte ”drinking bars” – altså steder som saloons, hvor folk bare kom for at drikke sig i hegnet. Han så hellere, at der kom hvad han kaldte ”eating bars”. Altså, steder hvor man kunne nyde noget alkohol til maden. Eller… nyde mad til alkoholen, måske.

Den 8. november 1932 blev Franklin D. Roosevelt valgt som USA’s præsident. En del af hans platform var at afskaffe alkoholforbuddet, og det gik stærkt. Få uger efter tiltrædelsen i januar blev den tilladte alkoholgrænse ændret fra 0,5% til 3,2%, og endelig den 5. december 1933 blev det amerikanske alkoholforbud helt afskaffet. Det bizarre eksperiment var fejlet.

Dansk-amerikanske Max

Da Max Henius først ankom til USA, havde han ikke meget med dansk-amerikanere at gøre. Faktisk var han tættere på tysk-amerikanerne. Men i starten af 1900-tallet begyndte han at røre mere og mere på sig i dansk-amerikanske kredse.

I 1906 blev han involveret i den nyligt oprettede forening Dansk-Amerikansk Selskab. De arrangerede mest amerikanske tournéer for danske kunstnere og foredragsholdere, men ambitionerne var meget større. Foreningen blev grundlagt på baggrund af et møde, som den dansk-amerikanske redaktør Ivar Kirkegaard havde indkaldt til i december 1905. Her havde han også snakket om sin idé om, at dansk-amerikanerne burde have deres eget sted i Danmark, hvor de kunne mødes og fejre 4. juli. Han så gerne, at man hørte taler fra både danskere og amerikanere, og at det generelt bar præg af et være en slags brobygning mellem de to lande.

Max Henius var ikke til stede ved mødet, så det er svært at påstå, at hele Rebild-tanken var hans idé. Men det er langt fra sikkert, at det var blevet til noget, hvis det ikke var for hans indsats.

5. til 9. august 1908 blev der afholdt det første egentlige dansk-amerikanske stævne på dansk jord. Det foregik på Krabbesholm Højskole for omkring hundrede mennesker, og bar mere præg af et højskole- og kirkemøde end det, som Rebildfesten endte med at blive. Men på vej dertil kom Max Henius forbi Århus, hvor det var tydeligt for enhver, at de gjorde sig klar til den store landsudstilling året efter. Udstillingen viste eksempler på, hvad Danmark kunne indenfor områder som håndværk, industri og kultur.

Måske inspireret af Krabbesholm-mødet blev der også arrangeret en dansk-amerikansk dag under Landsudstillingen. Århus-mødet blev et helt andet tilløbsstykke end stævnet året før. Mere end 1100 dansk-amerikanere alene deltog. Kronprins Christian – den senere Christian X – deltog med sin kone, Lovisa. Han overbragte en hilsen fra Frederik VIII, og Max Henius læste en besked op fra den amerikanske præsident Taft. Dermed startede to vigtige Rebildtraditioner. Det danske kongehus er stadig involveret i Rebildfesten, og der typisk også læst en besked op fra præsidenten. Succesen med Århus-stævnet gav dansk-amerikanerne blod på tanden, og der blev kort efter nedsat en komité som skulle stå for at købe noget jord og gøre det klar til en stor fest.

En varm julidag i 1911 havde en snes mennesker samlet sig til en picnic i Rebild Bakker. De lokale Rebild-bønder havde næppe regnet ud, hvor skæbnesvanger den frokost ville blive for hele lokalområdet. De lokale havde lige solgt området til Hedeselskabets skovrider. Man havde godt undret sig over, hvad i al verden han ville bruge det til. Jorden var mildest talt elendig, men måske han kunne dyrke nogle grantræer.

Havde de lyttet lidt til, hvad der blev sakket om nede ved frokosten nede i de lyngklædte bakker, var de dog blevet meget klogere. For det var faktisk ikke skovrideren, de havde solgt området til. Han havde bare ageret mellemmand. I virkeligheden var det Max Henius og dansk-amerikanerne. Han havde bare bevidst holdt sig i baggrunden, for hvis de fattige bønder først fandt ud af, at det var en rig amerikaner, som ville købe det, ville prisen nok blive meget højere…

Det drejede sig om 140 tønder land i de naturskønne Rebild Bakker. Pengene til salget var lynhurtigt blevet samlet ind blandt dansk-amerikanerne. Området blev straks givet tilbage til den danske stat – på tre betingelser. Det skulle være åbent for publikum, henligge i naturtilstand, og ikke mindst reserveres til dansk-amerikanere hvert år på den 4. juli, så de kunne fejre Uafhængighedsdagen i deres elskede fødeland.

Mindst 10.000 danskere og dansk-amerikanere dukkede op til den første Rebildfest i 1912. Kongen, Christian X, var der og holdt en tale. Det danske og amerikanske flag hang side om side. Alt spillede – lige bortset fra at det faktisk ikke var den 4. juli, festen blev afholdt, men i stedet 5. august. Den 14. maj samme år var kongen, Frederik VIII, nemlig desværre død. 4. juli var der stadig landesorg, så man udskød mødet lidt. Måske blev datoen 5. august valgt som et løft med hatten til stævnet på Krabbesholm højskole i 1908, som jo startede netop på denne dato.

Ved den første Rebildfest i 1912 var der taler fra både danskere og amerikanere, og det er en tradition der er blevet holdt fast i. I dag er der en amerikansk og en dansk hovedtaler, der er underholdning fra både danskere og amerikanere, og både den danske og amerikanske nationalsang bliver afsunget. Det første år blev sunget sangen Fællesdåd, som Ivar Kirkegaard havde skrevet teksten til. Måske som en hyldest til idémanden bag Rebildfesten. Alt sammen skete med et Dannebrog og et amerikansk flag side om side.

Patriotiske aktiviteter under krigen

I 1917 og de næste par år var der ikke nogen Rebildfest. Første Verdenskrig var for længst brudt ud, og som neutralt land kunne Danmark ikke rigtig tillade sig at fejre USA’s uafhængighedsdag længere.

Max Henius var i Danmark, da Gavrilo Princip den 28. juni 1914 skød og dræbte ærkehertug Franz Ferdinand og dermed reelt startede Første Verdenskrig. Det blev hurtigt tydeligt, at noget stort var under opsejling, så amerikanerne i Europa havde travlt med at vende hjem, inden det blev for farligt at sejle nogle steder. Det lykkedes Max Henius at få en kahyt på første klasse på dampskibet S/S Oscar II. Billetten kostede ham $75, og han kunne let have solgt den for det femdobbelte. Det siger lidt om efterspørgslen.

Ikke at han rent faktisk fik brugt kahytten. Ligesom de andre på førsteklasse opgav han den, så kvinderne og børnene ombord kunne have det lidt mere behageligt på den sikkert ret nervepirrende tur. For at modvirke angsten beordrede kaptajnen i øvrigt, at det var forbudt at tale om krigen ombord på skibet. De pillede flag ned der ikke var amerikanske eller danske, det blev forbudt at skåle for andre lande end USA og Danmark, og engelsk, fransk, tysk og russisk musik blev forbudt. Alt der kunne minde om krigen, eller afsløre folks eventuelle sympatier, blev dybest set neddæmpet.

Første Verdenskrig var fyldt med dilemmaer og forsigtige skridt for immigrantgrupper som dansk-amerikanerne. Især da USA officielt indtrådte i krigen. Mange var påpasselige med at vise deres danskhed i offentligheden af frygt for, at det ville blive set som upassende eller ligefrem forræderisk at vise sympati for en fremmed nation i krigstid – også selvom Danmark officielt var neutralt. Nogle dansk-amerikanere lod f.eks. Dannebrog blive derhjemme ved offentlige arrangementer.

Andre forsøgte omvendt netop at bruge deres danskhed til at bevise, hvor patriotiske amerikanere, de var. Og den linje var Max Henius med på.

Han var eller stor tilhænger af assimilation, og han ville have hadet, at jeg gentagne gange kalder ham dansk-amerikaner i den her episode. For det ord staves med bindestreg mellem dansk og amerikaner – og den bindestreg var ikke i orden, mente han. For enten var man dansker – eller amerikaner. Så snart han blev amerikansk statsborger, så var han amerikaner. Men… amerikaner af dansk fødsel.

”He may have been a hyphen-hater, but he loved the words on either side of it,” som en biografi udgivet kort efter hans død formulerede det.

I 1918 var Max Henius med til at grundlægge foreningen Jacob A. Riis League of Patriotic Service. Det er lidt af en mundfuld, så jeg kaldet det bare ”Ligaen” fra nu af. Formålet var at fungere som en slags opsamlingssted, hvor alle amerikanere af dansk oprindelse kunne samle deres patriotiske aktiviteter under krigen ét sted. Ligaen organiserede f.eks. salg af krigssparemærker og opkøb af krigsobligationer, alt sammen for at støtte den amerikanske krigsindsats økonomisk og moralsk.

Men Ligaen havde også et andet formål. Den kom nemlig til at fungere som en slags lobbyorganisation for danske interesser, og især Sønderjyllandsspørgsmålet. Efter Krigen i 1864 var store dele af det danske Sønderjylland blevet tysk. Det var nok noget som de fleste danskere var pinefuldt bevidste om – og det gjaldt også dansk-amerikanerne. En rigtig stor del af de dansksindede i området var faktisk udvandret til USA som direkte eller indirekte konsekvens af netop dette store nationale traume. Mange unge mænd udvandrede f.eks., fordi de nægtede at indgå i tysk militærtjeneste.

Det gik op for nogle dansk-amerikanere, at Første Verdenskrig var en rigtig god anledning til at få gjort noget ved det én gang for alle. Mange dansk-amerikanere, især Ligaen, forsøgte derfor at påvirke de amerikanske politikere, helt op til præsident Woodrow Wilson, og overbevise dem om, at de burde huske på Danmark og Sønderjylland, når Tyskland engang blev tvunget i knæ og fredsaftalen skulle skrives.

Og det virkede tilsyneladende. For dagen efter Våbenstilstandsdagen – altså den dag hvor krigshandlingerne på Vestfronten ophørte – skrev Woodrow Wilson et brev, hvor han forsikrede dansk-amerikanerne om, at USA ville huske den sønderjyske sag, som han eksplicit omtalte som en ”unforgotten injustice” – en uforglemt uretfærdighed. Brevet var egentlig i første omgang tiltænkt Max Henius som modtager, men han sørgede selv for, at 3 dansk-amerikanere af sønderjysk oprindelse blev sat i front som repræsentanter i stedet.

Og minsandten om Versailles-traktaten ikke eksplicit nævnte, at der skulle afholdes en folkeafstemning om Slesvigs tilhørsforhold. Det er nok umuligt at afgøre, hvor stor en betydning dansk-amerikanernes lobbyarbejde under Første Verdenskrig konkret havde på den udvikling. Det var jo i den grad storpolitik, og det er nok at tage munden lidt for fuld at påstå, at et par danske udvandrere kunne bestemme sådan noget. Men de fik i hvert fald præsidenten og hans folk til at svare dem direkte – så det kan i hvert fald ikke afvises, at dansk-amerikanerne fik Woodrow Wilson til at have sønderjyderne lidt ekstra i tankerne under forhandlingerne. Så mon ikke den unge Max Henius i studenterårene, der skålede for ”genforeningen med Slesvig”, ville have været stolt?

Udvandrerarkivet

I 1911 blev Max Henius udnævnt til medlem af Direktoratet for Chicagos Folkebibliotek. Tiden han brugte i bibliotekssagens tjeneste må have inspireret ham. Med årene blev han i hvert fald interesseret i dansk-amerikansk historie, og det gik op for ham, at hvis der ikke snart blev oprettet et arkiv dedikeret til netop det, ville rigtig mange af udvandrernes breve, dagbøger og andre primære kilder forsvinde. Og uden primære kilder – ingen historieskrivning, og tusindvis af dansk-amerikanere ville blive glemt.

I løbet af 30erne begyndte han derfor at arbejde for, at der blev oprettet et arkiv og bibliotek for alle danske udvandrere. I Aalborg havde Sohngaardsholm stået tomt og øde siden Isidor Henius’ hustru døde i 1913, og byen Aalborg havde opkøbt det. Vistnok i en samtale med Aalborg borgmester Marinus Jørgensen i 1931 fik Max Henius nævnt idéen. Borgmesteren var helt med på den, og Aalborg by stillede ikke bare Sohngaardsholm til rådighed for dansk-amerikanerne og deres arkiv; de satte den i ovenikøbet også i stand for dem. Hjemvendt til Chicago gik Max Henius straks i gang med det organisatoriske arbejde, og der blev startet en indsamling af kildemateriale og litteratur. Mange dansk-amerikanere stod også klar med penge til arkivprojektet. F.eks. William Knudsen, der lovede at betale $2.500 årligt i fire år, og sagen fandt også støtter i Danmark.

Mange dansk-amerikanere delte glædeligt ud af deres arkiver, avisudklip og manuskripter, selvom nogle dog holdt igen, da de mente, at udvandrernes historie burde blive i USA. Og jeg kan nu sagtens forstå dem. Men dengang var arkivet i Aalborg det eneste initiativ i den retning, og uden det var rigtig mange arkivsamlinger og breve unægteligt gået til grunde.

Det fik navnet Dan-Amerika Arkivet og ligger stadig i Aalborg – i dag hedder det dog Udvandrerarkivet og er en del af Aalborg Stadsarkiv. Dansk-amerikanernes forsøg på at redde deres eget minde og kulturarv er med andre ord blevet en offentlig institution, som finansieres og drives af det Danmark, som udvandrerne for mange år siden forlod. Et transatlantisk samarbejde og fælles projekt – lige efter Max Henius’ hoved. En passende udvikling for han sidste, store projekt.

Rebild udvikler sig

De første mange år levede Rebildfesten en ret omtumlet tilværelse. Rebildfesten havde som sagt været aflyst under Første Verdenskrig, men i 1920 vendte de stort tilbage med en Rebildfest, der i høj grad stod i Genforeningens tegn. Med den tyske besættelse af Danmark i Anden Verdenskrig blev festlighederne igen sat på pause for et par år. Men kun 2 måneder efter Befrielsen i 1945 dukkede 25.000 op i Rebild Bakker, hvor amerikanske soldater under stor højtidelighed hejste det amerikanske flag, og danske frihedskæmpere hejste det danske flag. Rebildfesten havde uden tvivl sin storhedstid i efterkrigsårene. I 1948 var der f.eks. op mod 50.000 mennesker i Rebild Bakker den 4. juli.

I slut-60erne og 70erne kom der igen en del opmærksomhed omkring Rebildfesten. Denne gang skyldtes det dog folk udefra. Flere år fik bakkerne nemlig besøg af demonstranter, der protesterede imod alt fra atomvåben til Vietnam-krigen. Mest ikonisk var teatergruppen Solvognens besøg i 1976, hvor indianerklædte demonstranter kom ridende på hesteryg. Det var USA’s 200 års fødselsdag, og som Jomfru Ane Band sang i den ikoniske sang, Rebild 76:

”Vi ska’ hilse jer fra nogen, de ku’ ikke komme selv
indianerne og Viet-Cong og de andre I slog ihjel.”

Død

I 1933 blev der for første gang transmitteret i dansk radio fra Rebildfesten, med optagelser fra taler af statsminister Thorvald Stauning og den amerikanske ambassadør i Danmark, Ruth Bryan Owen. Sidstnævnte læste en besked op fra den nyudnævnte præsident Franklin D. Roosevelt.

Der var generelt fornemt selskab i ”Gryden” i Rebild Bakker det år. Lauritz Melchior sang Star Spangled Banner. Kongen og dronningen, kronprins Frederik og prins Knud sad i publikum. Max Henius selv sad dog oppe i de lyngklædte bakker ved Hørgdalshuset, hvor man hverken kunne se eller høre noget. Hørgdalshuset var Max Henius’ private bolig i Rebild Bakker, hvor han havde brugt mere og mere tid de sidste par år. Han var syg, så han havde fortrukket sig så snart han havde vist sin respekt for dronningen og kongen, som samme morgen havde gjort ham til kommandør af Dannebrog, første grad. Han forsøgte generelt at træde lidt mere i baggrunden i sine projekter.

Han var nu gammel og træt. Og det blev nok kun værre, da hans kone, Johanne, døde året efter, 7. juli 1934.

Sidst i september 1935 tog Max Henius til Hobro for at hente hans datter, Gerda, ved toget. De kørte af landevejen ud af Hobro. Klokken var blevet mange, og det var mørkt. Alt de kunne se var en hestevogn, der luntede afsted… altså lige indtil Max, Gerda og chaufføren blev blændet af forlygterne på en modkørende bil. En lastbil havde forsøgt at køre udenom hestevognen, men torpederede i stedet den bil, hvor Max, Gerda og deres chauffør sad.

Gerda og de to chauffører slap uden de store knops, men Max Henius var hårdt kvæstet. Han blev kørt til hospitalet i Aalborg, hvor familie og venner samledes om ham i de mange uger, han nåede at ligge der. I vanlig stil prøvede han af og til stadig at lette stemningen i selskabet, når han ellers havde kræfter til det. Og det hændte da også, at han bestilte en sherry og en cigar til hospitalsværelset. Ja, det var lidt andre tider.

Men på et tidspunkt måtte kræfterne jo slippe op. Og den 15. november 1935 døde han i den by, han var blevet født i godt 76 år tidligere. Aalborg by betalte for en hyldest af Aalborgknægten, der ganske vist rejste ud, men altid huskede at komme hjem igen af og til. Efter hyldesten blev Max Henius kremeret, og i sin urne tog han nu ud på sin sidste rejse over Atlanterhavet. For han skulle selvfølgelig stedes til hvile ved siden af sin elskede Johanne i Chicago.

Levende mindesmærke

Jeg har flere gange nævnt, at jeg synes, de danske udvandrere generelt er ret oversete og glemte. Både som gruppe – men også som enkeltpersoner. Der er f.eks. ikke mange mindesmærker – hverken om store personligheder som William Knudsen, eller store tragedier som forliset af S/S Norge.               

For Max Henius kan man næsten sige, at Udvandrerarkivet i Aalborg og især Rebildfesten er to levende mindesmærker om Max Henius og hans store visioner. Med sit store engagement i den dansk-amerikanske sag blev han til en slags ledende skikkelse og en person, som mange dansk-amerikanere så op til. Han var en glimrende organisator og bliver beskrevet som en, der var god til at sparke gang i ethvert socialt arrangement. Hans anbefaling alene kunne nærmest skabe store karrierer hos folk, som han særligt kunne lide.

Men selvom mange hyldede ham og hans bedrifter, var det langt fra alle, der brød sig om ham. Han var god til at lede projekter og få ting til at ske, men hvis man talte ham direkte imod og ikke lod alting ske, præcis som han ville have det ned til den mindste detalje, kunne han også blive decideret ubehagelig og komme med bidende og sarkastiske bemærkninger, for ikke at tale om direkte tilsvininger foran andre. Derfor kom han jævnligt i konflikter med folk. Nogle af de lokale folk i Rebild-området var f.eks. så utilfredse, da han ændrede i måden som Rebildprojektet blev kørt på, at de hev ham og den amerikanske rebildkomité i retten. De lokale tabte sagen, men Rebildkomitéen besluttede, at de ofte ret fattige bønder, som havde sagsøgt, ikke skulle betale noget for retssagen alligevel. Max Henius var en af de få, der dybt imod den eftergivenhed. Han var gavmild overfor dem, han brød sig om… men ikke nødvendigvis overfor alle andre. Der kom også en del negative rygter om ham i løbet af årene – hvoraf mange af dem dog næppe havde noget på sig. Det værste – og mest absurde – var da han ligefrem blev beskyldt for at have fået slået en kvinde ved navn Karen ihjel, fordi hun boede i Tophuset i Rebild Bakker og han ville have hendes jord til parken. (For god ordens skyld er det noget vrøvl.)

Uanset hvad man mener om hans person – og der var mange, der beskrev ham som ufatteligt venlig, gavmild og hjælpsom – så kan man dog ikke komme udenom hans store bedrifter, især for dansk-amerikanerne. Og hans navn vil i hvert fald leve videre, så længe Udvandrerarkivet beskytter dansk-amerikanernes historie og 4. juli bliver fejret i Rebild Bakker.

Kilder:

• Det runde bord i Wilkens kælder i Chicago. (Udvandrerarkivet, 1962)
• Roger Nielsen, Det runde Bord: nogle Træk af dets Historie. (1929)
• J. Christian Bay, Max Henius: et hundredaarsminde. (Rosenkilde og Bagger, 1959)
• Max Henius Memoir Committee, Max Henius: A Biography. (Kingsport Press, Inc., 1936)
• Peter Riismøller, Rebild: Fourth of July Celebrations in Denmark. (Hassings Forlag, 1952)
• Helge V. Qvistorff, En Rebild saga: 4. juli fester i Danmark gennem 75 år. (Jysk Lokalhistorisk Forlag, 1987)
• Helge V. Qvistorff, De drog ud – men glemte ikke: Rebildfesten gennem 100 år. (Jysk Lokalhistorisk Forlag, 2012)
• Ole Sønnichsen, Rejsen til Amerika II: Jagten på lykken. (Gyldendal, 2015)