Episode 5 – S/S Norge: Danmarks Titanic

Episode 5 – S/S Norge: Danmarks Titanic

Tirsdag den 28. juni 1904 stødte skibet S/S Norge på grund i det kolde hav ud for Skotland. Ombord var 68 besætningsmedlemmer og 727 passagerer – de fleste af dem håbefulde emigranter. Mennesker, som ventede i spænding på at starte deres nye, forhåbentlig bedre liv i USA, når skibet engang nåede frem. Men skibet nåede aldrig frem. 635 mennesker mistede livet, da skibet sank til bunds, eller i dagene efter. Kun 160 mennesker overlevede forliset.

De fleste tog mod til sig og steg nervøse ombord på et nyt skib med kurs mod det USA, de havde ofret så meget for at nå frem til. Andre havde fået nok atlanterhavssejlads for et helt liv og vendte slukørede hjem igen for at blive der. Og så var der kaptajnen, Valdemar Gundel, som på mirakuløs vis formåede at redde sig selv, selvom han egentlig gik ned med sit skib i første omgang. Men han vendte hjem til et Danmark der ikke kun mødte ham med lykønskninger for at have overlevet, men også med en retssag for måske at have været skyld i de mange tabte menneskeliv…

S/S Norges forlis var den største civile skibskatastrofe i Atlanterhavet overhovedet, indtil Titanic sank otte år senere. Og skibet var dansk. Alligevel har de fleste danskere af en eller anden grund glemt alt om forliset.

S/S Norge, fotograferet af J. S. Johnston mellem 1890 og 1900. Kilde: Library of Congress.

Afrejsen

Da S/S Norge sejlede fra Frihavnen i København onsdag den 22. juni 1904, var alt som det plejede ved en Amerika-båd: en stemning der på samme tid var festlig og fuld af forventning samt trist og bekymret. Foran dem ventede et nyt og forhåbentlig lidt bedre liv i USA; men de efterlod alle et liv derhjemme og kunne ofte ikke være sikre på, om de nogensinde ville se deres venner og familie igen.

På kajen var der det sædvanlige virvar af grædende pårørende, nysgerrige forbipasserende, larmende hestevogne og travle, tungt-slæbende havnearbejdere. Ombord på skibet stod alle passagererne i deres allerfineste tøj. Det tog emigranterne nemlig altid på ved afrejsen. Måske i et forsøg på at få dem der blev hjemme i Danmark til at huske dem fra deres bedste, mest elegante side. Her stod de og vinkede farvel. Farvel til pårørende og venner. Farvel til Danmark og deres gamle liv.

Lige så snart rejsen var i gang og tilskuerne på kajen var ude af syne, gik mange emigranter ned til deres kufferter og skiftede søndagstøjet ud med noget gammelt, slidt tøj. Det beholdt de på indtil ankomsten i USA et par uger senere – hvor de tog det fine tøj på igen og stod der og strålede ved ankomsten i New York. Eller sådan foregik det i hvert fald normalt.

Selvom det var et dansk skib som sejlede fra København, var der faktisk ikke særlig mange danskere ombord. Udover besætningen var der 405 passagerer, da skibet lagde fra kaj i København. Cirka 230 af dem var jøder fra Rusland eller Polen. For dem var rejsen til USA ikke bare jagten på et lidt bedre liv eller en gård de kunne kalde deres egen. Nej, for mange jøder var det bogstaveligt talt en flugt for deres liv. De flygtede fra de såkaldte pogromer, hvor en masse jøder blev dræbt eller jaget væk fra deres hjem.

Udover dem var der en lille gruppe finner, 70-80 danskere og det samme antal svenskere, og godt 300 nordmænd, der blev samlet op i Kristiania, som Oslo hed dengang, og Kristiansand. Derudover var der omkring 230 børn. Som jeg startede ud med at sige gav det i alt 727 passagerer og 68 besætningsmedlemmer. S/S Norge var altså tæt på sin maksimale kapacitet på 800 passagerer, da det forlod Kristiansand og påbegyndte det lange, seje træk mod New York. Langt de fleste havde en billet til tredje klasse, det lavest mulige på båden.

Kaptajn Gundel var en midaldrende mand, der som så mange andre sømænd havde arbejdet på skibe siden sin tidlige ungdom. Han havde været kaptajn på Norge i godt tre år. Inden da havde han været styrmand på Hekla, en anden amerikabåd der mindede en del om Norge, så det var ikke fordi ruten eller skibet var helt ny for ham.

Så da kaptajn Gundel kom op på dækket lidt i fem om morgenen tirsdag den 28. juni, lagde han mærke til, at sigtbarheden ikke var helt optimal. Kursen blev rettet lidt til, så de sejlede noget længere syd for Rockall-klippen end egentlig planlagt. Og for en sikkerheds skyld satte han et besætningsmedlem op foran for at holde et ekstra øje i et stykke tid.

Halvanden time senere, ved halv otte-tiden, var der så småt begyndt at komme lidt liv på skibet. Morgenmaden var klar, og folk var ved at stå op. Oppe på broen mente kaptajnen efterhånden, at han var så langt sydpå, at han godt kunne forsvare at vende tilbage til den normale kurs igen. De måtte vel snart sejle forbi Rockall-klippen, mente besætningen. Så mange af dem gik af og til og spejdede lidt efter den i horisonten. Når man er 2 uger på havet kan udsigten godt blive lidt monoton; så det kunne da være sjovt, hvis de lige fik Rockall at se.

Men klokken 07.45 blev passagerernes opmærksomhed fjernet fuldstændig fra morgenmaden foran dem eller de sko, som morgentrætte børn nægtede at tage på, eller hvad der nu bekymrede dem. For pludselig kom der en øredøvende lyd fra forenden af skibet. Matrosen Hannibal Christensen, som kaptajnen kort forinden havde sendt op foran for igen at holde øje, fordi disen var taget til, kunne ikke rigtig se noget. Men uanset hvad folk så eller hørte var der vist ingen tvivl om, hvad der var sket: for hvor skibet før havde sejlet afsted med god fart, stod det nu fuldstændig stille.

På broen kunne kaptajnen og førstestyrmanden se, at vandet ved forenden af skibet så ud til at koge, og vragstumper sejlede rundt i vandet omkring dem. Nede i maskinrummet fik fjerdemesteren hurtigt stoppet motoren og afventede nye ordrer. Den kom prompte: i gang med maskinen igen, og sæt så i fuld bak.

Kaptajnen ville selvfølgelig bakke for at få skibet fri fra hvad de end var stødt på, så de kunne sejle i sikkerhed og få udbedret skaderne. Skibstømreren var blevet sendt nedenunder for at se, hvad status var. Da han kom op, fortalte han alvorligt, at de allerede havde taget en masse vand ind. Så kaptajnen råbte, at alle skulle hjælpe med at gøre redningsbådene klar, få passagererne op på dækket og få redningsvestene på dem. Skibet skulle forlades omgående, og så mange som muligt skulle reddes.

Det var nu langt fra alle, der kunne reddes. Det vidste besætningen nok allerede godt. Reglerne for sikkerhedsudstyr og redningsbåde var håbløst utilstrækkelige dengang, og der var derfor kun redningsbåde til omkring 250 personer ombord på S/S Norge. Altså godt og vel en tredjedel af det samlede antal passagerer. En flåde beregnet til 200 yderligere personer var også ombord på Norge, men dem kunne de ikke nå at få gjort klart og sat i vandet. Så kaptajnen gav en ordre, som mange nok har hørt før: “Kvinder og børn først!

I modsætning til hvad mange måske tror, så var det faktisk ikke noget som loven påkrævede, og det var heller ikke et princip der altid blev fulgt. Men kaptajn Gundel stod fast: kvinder og børn først, og først som de allersidste inden hver enkelt båd blev nedsænket i vandet skulle mæng og besætning stige ombord på redningsbådene. Kvinder og børn først betød altså ikke, at der slet ikke måtte sidde nogle mænd i bådene, før alle kvinder og børn var blevet reddet. Men de fik altså et forspring.

Panikken spredte sig hurtigt. Mange var ikke engang kommet i tøjet eller overhovedet stået op, da de blev beordret op på dækket. Mange børnefamilier var blevet skilt ad, fx fordi faderen gik ned og tjekkede til morgenmaden mens moderen kæmpede med at få børnene op og i tøjet. Og da mange af dem ombord på skibet løb paniske rundt og skreg, var det ikke ligefrem nemt at finde hinanden.

Og det gjorde det heller ikke ligefrem bedre, at en stor del af skibets passagerer ikke forstod noget som helst af, hvad besætningen sagde til dem. De fleste svenskere og nordmænd kunne nok godt forstå den danske besætning; men det kunne langt de fleste af de russisk-polske jøder, som jo udgjorde en ret betydelig del af passagererne, ikke.

Det var nu heller ikke alle, der gav sig tid til at prøve at høre, hvad de fik besked på. Inden en eneste redningsbåd overhovedet var blevet fyldt og sat i vandet, var de første panikslagne emigranter hoppet over bord. De nåede ikke at være længe i det store, kolde hav, før de druknede.

Klar ved bådene!” blev der så råbt af en af matroserne.

S/S Norges forlis malet af Chr. Mølsted, kort efter det fandt sted. Maleriet blev primært tiltænkt som illustration i den trykte presse, hvorfor farver ikke var nødvendige.

Redningsbådene nedsættes

Matrosen Carl Matthiassen stillede sig med det samme op ved den første redningsbåd, han kunne nå hen til. Den kunne rumme 48 mennesker, og ved den stod svensk-amerikaneren Josephine Bernhardtsson med sine tre børn. Midt i kaosset efterlod hun sine børn på dækket og løb nedenunder. Hun havde hurtigt lagt mærke til kulden, og hvis de skulle overleve, krævede det nogle tæpper og noget mere tøj. Så hun tog den store risiko og løb ned efter det alene. Heldigvis var børnene stadig der, hvor hun efterlod dem, da hun kom op igen. Danskeren Inga Jørgensen og hendes børn stod også ved samme båd. Eller… alle hendes børn undtagen 13-årige Einar, der også var løbet nedenunder – han for at hente et redningsbælte, de havde glemt. Blot et par sekunder inden båden blev firet ned kunne en, nok lettere panisk, mor se Einar springe ombord på redningsbåden. De var nu samlet, og den første båd var kommet sikkert ned i vandet.

Carl Matthiasen løb videre til båd nr. 2. Selvom den var stærkt overfyldt, kom den også sikkert ned. Den tredje båd, som han hjalp til ved, kom også i vandet uden nogen problemer. Eller… ikke for Johan Johannesen. Han havde godt nok reddet sig selv en plads i båden, men det var uden familien. Han havde bedt kone og børn blive stående et sted, mens han sikrede en bådplads til dem. Da han kom tilbage et par minutter senere, var familien dog væk. På det her tidspunkt var panikken og overlevelsesdriften for alvor ved at tage kontrollen på skibet. Folk sloges om redningsbælterne, bogstaveligt talt, og flere var blev trampet ned i kaosset. Andre placerede deres børn de højeste steder, de kunne nå – et desperat, men nyttesløst, forsøg på at redde børnenes liv.

Så Johan Johannesen satte sig ængstelig ned i båd nr. 3. Det samme gjorde Carl Matthiasen og tredjestyrmand Ankersen. De havde gjort deres pligt og måtte håbe på, at de andre besætningsmedlemmer også gjorde deres. Da båden ramte vandet, gik der dog noget galt. Båden blev svinget ind mod skibet og begyndte straks at tage vand ind. Dog heldigvis kun så lidt, at de stadig kunne nå at skovle nok vand ud til at holde båden flydende. Men da tredjestyrmand Ankersen faldt i vandet under den problematiske søsætning, besluttede han dog alligevel at svømme over til en anden båd i stedet, hvor han kunne se der var bedre plads.

Båd nr. 7 var den mindste og var beregnet til højst 23 mennesker. Der var dog stimlet mange desperate mennesker ned i den ende af skibet, og så snart båden var sænket nok til, at folk kunne komme ombord, blev den lynhurtigt overfyldt. Nogen mistede grebet om et af rebene, så båden tippede, og de skrigende mennesker faldt ud hulter til bulter. Dem, der ikke døde af den stærke strøm, blev flænset i stykker af skruen på skibet, der ikke havde nået at stoppe helt op endnu, og efter dem styrtede altså en ottendedel af redningsflåden ned på skibets jernside og blev knust.

I kaosset kunne folk i vandet omkring S/S Norge ikke rigtig se, hvad der foregik, og det eneste de kunne høre var plaskene, når redningsbådenes årer ramte vandet, dødsskrig fra fortvivlede, druknende mennesker eller gråd fra de sikkert allerede frysende folk, som havde været så heldige at få en plads i en af bådene. Denne triste ro blev kun afbrudt af et regelmæssigt hult hyl fra Norges dampfløjte. Kaptajn Gundel forsøgte sig nemlig med et sidste desperat råb om hjælp fra både i nærheden. Norge havde nemlig ingen telegrafstation. Trådløs telegrafi var kun i en ret tidlig fase.

Da den russiske jøde Isidor Bas var på vej op på dækket igen efter at have været nede og hente sin redningsvest, så han at vand fossede ind i skibet. Han vidste godt, at han skulle skynde sig. Så han spænede op på dækket igen og nåede hurtigt ned i bagenden, hvor redningsbådene nu blev sat ned. Lige da han kom op, så han endnu en tragedie; denne gang var det båd nummer seks, der kastede passagererne ombord ned i døden. Lige så snart båden var blevet sænket nok til, at folk kunne hoppe på, blev den så overfyldt, at den styrtede ned med fuld fart. Alle passagererne røg ud, og kun to reddede sig fra at drukne i det virvar af menneskekroppe og vragrester, der havde udviklet sig rundt om skibet; en russer og en nordmand, der nåede at svømme hen til en anden båd.

Det var ellers ikke en garanti for at blive reddet, at svømme hen til en båd. Bådene var jo for det meste godt fyldte allerede, da de blev sat i vandet. Selvom det må have været ulideligt svært at få sig selv til, måtte folkene ombord på nogle af bådene lukke øjne og ører og ignorere de folk, der tryglede om at komme ombord. Der skulle ikke mange ekstra folk til, før bådene kæntrede; og når skibet når som helst kunne synke mod bunden af havet, gjaldt det om at komme så langt væk som muligt, for ikke at blive trukket med ned.

Så for at redde sig selv, måtte nogle af de heldige, der havde fået en plads i bådene til at starte med, efterlade mange stakkels mennesker til den sikre druknedød.

Båd nummer fire var også nær kæntret, før den overhovedet var kommet i vandet. Der gik nemlig kludder i rebene, og båden – der kun var halvt fyldt med 15 ombord – styrtede ned i vandet. Mirakuløst landede båden dog sikkert og stort set uden en skramme. Den eneste ikke-mandlige passager ombord på redningsbåden var en lille pige på under to år ved navn Martha, som en far ved navn Ole Eid havde formået at redde. Hans kone havde han dog ikke kunne finde. Andenstyrmand Olaf Otte så hvor letpåklædte lille Martha var og svøbte hende i sin frakke, som han tilfældigvis havde snuppet på vej ud af sin køje. En så lille pige havde dårlige nok chancer i forvejen. Hvis hun også frøs, var der ikke meget håb. Især ikke – men det kunne han jo ikke vide endnu – når det ville tage dem flere døgn, før de kunne forlade redningsbåden sikkert igen.

Tilbage på broen stod kaptajnen for sig selv. Bådsmanden var lige løbet ned for at hjælpe med det sidste, han kunne, og førstestyrmand Gilbe havde indset, at han ikke kunne gøre mere, og var hoppet overbord i et forsøg på at svømme i sikkerhed. Det var nok ved at gå op for kaptajnen, at hans tid var ved at være forbi.

Og klokken 8.05 skete det. Kedlerne sprang, og de folk, der stadig var ombord på skibet, skreg i dødsfrygt, da S/S Norges næse dykkede og skibet begyndte at glide under havoverfladen og ned mod havbunden. Rælingen, som Kaptajn Gundel havde klamret sig til, blev bøjet og maste sig ned over hans ene ben. Så fastklemt på broen forsvandt han ned i dybet med sit skib.

Rockall-klippen fotograferet i 2008 af Andy Strangeway. Kilde: Geograph.co.uk.

Efter forliset

Hvis man troede, at det værste var overstået, når man havde fået tilkæmpet sig en plads i en af redningsbådene og fået den til at holde sig oven vande, gik det hurtigt op for en, at man tog grueligt fejl. Strabadserne var først lige begyndt.

Få oplevede nok faren hurtigere end Sarah Podansky. Hun nåede ikke at finde sin bror, mens hun stadig var på S/S Norge. Men hun havde dog fået sine fire børn med sig hen til en redningsbåd. Da hun og børnene stod klar til at hoppe ned i båden, tøvede børnene. Sådan en redningsbåd, der fires ned i det brusende hav, er nok et skræmmende syn – især for et lille barn. Men besætningen havde ikke rigtig tid til at være pædagogiske eller tage særlige børnehensyn. Så for at få båden fyldt op så hurtigt som muligt, tog de fat i børnene og kastede dem bogstaveligt talt ned i redningsbåden.

Da båden var landet sikkert i vandet, kaldte hun børnene til sig. Tre af dem kom også uden problemer. Men den fjerde – lille fireårige Max – blev bare liggende, hvor han var blevet kastet uden at sige noget. Hun trak ham derfor til sig og prøvede at vække den bevidstløse dreng. Men noget var helt galt… hovedet hang slapt ned i en mærkelig vinkel. Da hun så, at der løb blod ud af næsen på ham, forstod hun godt, at der ikke var noget at gøre… halsen var brækket, da han landede i redningsbåden, og han var død. Sarah ville under ingen omstændigheder give de andre i redningsbåden lov til at kaste hendes lille, døde søn over bord som var det dødvægt – så inden nogle endnu ænsede hvad hun foretog sig, proppede hun barneliget ind under sine store skørter og lod som ingenting.

Flere af bådene var fyldt til bristepunktet – eller endnu mere end det. Det var især problematisk, fordi der generelt ikke var nok proviant i bådene til, at dem ombord kunne klare sig særligt længe. Nogle havde en del vand, men ingen mad. Andre havde mad – som udelukkende bestod af beskøjter, i øvrigt, en meget hård og tør slags kiks – men ingen vand. Et par af redningsbådene samlede sig i en lille klynge for at forbedre deres fælles chancer for at overleve, og de begyndte at bytte lidt mellem bådene. “Vi mangler vand!” råbte nogen, mens de sendte et par kiks hen til en af de andre både som kompensation… Men selv for dem der havde noget at bytte med, var det ikke rigtig nok til alle. Og så var der jo de redningsbåde, der flød rundt helt alene.

Der var også problemet med noget så basalt som at sejle – og vide hvor man skulle sejle hen. En af bådene blev slynget ind mod siden af SS Norge, da den blev nedsænket, så det krævede en konstant indsats med spande, støvler og hvad der nu ellers var at øse vand ud af båden med, for overhovedet at holde den flydende. En anden båd havde ikke noget sejl. Ingen af bådene havde et kompas ombord, selvom det faktisk var et lovkrav. Så selv hvis de kunne styre bådene i en bestemt retning, var der ikke rigtig nogen måde at sikre sig, at den retning var korrekt. Og det der med at styre skibet og ikke bare flyde hvileløst rundt var lidt problematisk. De færreste ombord var erfarne sømænd – skibets besætning blev jo generelt på skibet, så længe de kunne hjælpe med noget, så der var sjældent meget mere end et enkelt besætningsmedlem ombord i redningsbådene, hvis der overhovedet var nogen.

Der var heller ikke meget læ for vejret, så de var mere eller mindre afhængige af naturens luner. Heldigvis sank skibet jo om sommeren, så det var faktisk for det meste okay. Men det regnede nu stadig af og til, og især nætterne kunne være ret kolde. I kaosset var der ikke ligefrem tid til at pakke en fornuftig nødkuffert, så kun få havde tæpper med, og flere kvinder havde ikke engang haft tid til at iklæde sig mere end den tynde natkjole, de havde på, da de blev vækket.

Så sådan flød de rundt – alle var i redningsbådene mindst et par dage, og nogle af de overlevende måtte lide i bådene i over en uge, før de kom i sikkerhed. Undervejs var det utroligt svært at holde humøret højt og håbet oppe. Flere gange så de, hvad de troede var den sikre redning – for så at blive slemt skuffede. Nogle så skibe i horisonten, som langsomt forsvandt uden overhovedet at opdage deres lille redningsbåd. Andre var helt sikre på, at de sejlede mod et stort skib, som havde set dem… for så at blive fuldstændig modløse, da de kom helt tæt på og fandt ud af, at det var den selvsamme Rockall-klippe, de havde spejdet håbefuldt efter, da de var ombord på S/S Norge. Og på klippen var der jo ikke var meget hjælp at hente.

En enkelt af bådene – propfyldt med op mod 70 kvinder og børn, selvom den kun var beregnet til 48 mennesker – kom aldrig i land. De blev sidst set, da den flød forbi den føromtalte klynge af redningsbåde i nattens mørke. Båden der forsvandt blev ellers spurgt, om de havde brug for hjælp. Det sidste, der blev hørt fra dem, var da de af uransagelige årsager råbte: “Nej!” tilbage, mens de flød væk fra de andre i den forkerte retning af land. Ingen af dem blev nogensinde set igen.

Dagene i den åbne båd med for få forsyninger gjorde efterhånden mange desperate. Enkelte faldt for fristelsen og tørsten og gjorde det værst tænkelige. For hvorfor spare på vandet, når der var vand hele vejen omkring dem? En mand drak fx store slurke af havvandet, men fortrød det lynhurtigt, da han kun blev efterladt med en brændende fornemmelse i halsen og en endnu større dehydrering, der faktisk endte med, at han blev skør og senere døde af sine helbredsproblemer. Enkelte forældre gav ligefrem deres børn lidt havvand at drikke.

København hører om forliset

Tidligt mandag morgen, klokken ti minutter over 4 – og altså næsten en uge efter selve forliset – tikkede der et telegram ind på hovedtelegrafstationen i Købmagergade i København. Det var et ret kort telegram fra den østengelske havneby Grimsby. Beskeden lød, citat:

“Dampskibet Norge tilhørende DFDS er den 28. juni gået under ved Rockall-klippen i Atlanterhavet med 800 passagerer. Skibet stødte på en klippe og sank. Kun 27 overlevende er ankommet til Grimsby. Kaptajnen og flere emigranter stod på kommandobroen da skibet forsvandt i bølgerne. To både lykkedes det at komme flot fra skibet. Den ene båds skæbne kendes endnu ikke.”

Citat slut. Detaljerne var der, som I nok kan høre, ikke helt styr på. Det er der måske heller ikke så meget at sige til. Men aviserne lod sig ikke stoppe af den grund. Flere fra lokalpressen og andre britiske aviser havde hurtigt journalister på sagen. Tilbage i København lykkedes det også mange aviser, herunder Berlingske Tidende, at få historien med i dagens andenudgave. Førsteudgaven var lige kommet på gaden, da telegrammet kom.

Historien spredte sig selvfølgelig hurtigt, og Skandinavien-Amerika-Liniens kontor blev hurtigt belejret af pårørende, der var ængstelige for at få mere at vide. Kontorpersonalet var dog lige så uvidende og bekymrede, så det eneste de kunne gøre var at beordre alle skibene til at hejse et sørgeflag, og så sætte tingene i gang til at iværksætte en undersøgelse af, hvem der præcist var ombord, og hvem de med sikkerhed kunne sige var i live.

Samme situation udspillede sig i hele landet – og i Norge, såvel som i New York. Avisernes beretninger var ret overdrevne, så mange var ret utilfredse med, at rederiet intet vidste. Hvordan kunne avisen vide alt og rederierne intet? En del af de skandinaviske emigranter på S/S Norge havde venner og familie, der allerede var udvandret. Flere havde arbejdet i måneds- eller årevis for at spare sammen til, at fx konen kunne komme derover med børnene og familien endelig kunne genforenes. Mange havde købt nye møbler eller huse for at have plads til dem. Nu var de pludselig forfærdeligt meget i tvivl om, om det nogensinde ville ske…

Tilbage i Rusland dukkede nyheden op lidt forsinket, og da alle rapporter sagde, at de fleste var jøder, blev der ikke brugt mange kræfter på at indhente flere informationer. Den jødiske presse forsøgte ihærdigt at videresende alle lister på overlevende, men selv det var svært; mange jøder havde ændret navn inden afrejsen. I løbet af juli og august kontaktede jøder det danske konsulat i Rusland, og informationerne om overlevende begyndte så småt med tiden at dukke op.

Det var ikke kun emigrantskibene, der fandt sørgeflagene frem. I hele København var der så mange flag på halv, at nogle af dem, der ikke havde læst dagens avis, troede, at Christian den 9. var død. Kondolencerne strømmede ind til DFDS, og kronprinsen – den senere Frederik den 8. – kiggede ligefrem forbi kontoret, hvor de grædende kvinder stod og frygtede, at de var blevet enker. Indtil videre var 27 navne på overlevende kommet frem til København, og de fleste af dem var norske. Kvinderne måtte leve i uvished lidt endnu.

De skibbrudne var ankommet til Grimsby søndag aften, men blev først sejlet ind til land næste morgen. Her blev de mødt af oberst Bannister, en danske konsular-agent i Grimsby. Han havde været i kontakt med rederiet, som havde sørget for det meste. De fik hver 50 kroner for tabt bagage – børnene fik halvdelen. Fordi de blev reddet så relativt hurtigt, var der ingen, der havde brug for lægehjælp, så Bannister havde allerede arrangeret, at de blev sat på et tog, så de tirsdag aften kunne gå ombord på dampskibet Saxonia, som skulle sejle dem fra Liverpool til Boston. Det tog alle de 27 imod – lige med undtagelse af Carl Matthiasen. Han var jo den eneste fra besætningen, som man indtil videre vidste var i live, så ham ville Sø- og Handelsretten i København meget gerne snakke med. Så mens han gjorde sig klar til at vende hjemad, stillede de 26 andre sig i kø ved endnu et emigrantskib. Det skib ankom heldigvis til USA helt efter planen.

Ombord på skibet til USA fik de overlevende meget opmærksomhed. Folk på første klasse inviterede nogle af dem op for at fortælle deres historie, og der blev afholdt en koncert på første klasse, som indbragte cirka 600 kroner, som blev fordelt ligeligt mellem de overlevende ombord. I Boston var der også stor interesse for dem. Journalister ventede spændt, men mange af de overlevende kunne ikke tale engelsk. En agent for DFDS sejlede også skibet i møde, da det ventede på at kunne gå i land. Han fik med lidt besvær udskilt Norge-passagererne – de havde allerede blandet sig med alle de andre emigranter – og alle ombord viste forståelse for, at de fik lov til at komme først i land. De fik også hver 50 kroner fra DFDS… på den betingelse, at de dermed afskrev DFDS alt erstatningsansvar i fremtiden.

Tidligt mandag morgen den 4. juli slog kvægtransporten Cervona anker ved fyrtårnet ud for Stornoway. Cervona havde set en af redningsbådene og samlet de overlevende op. Skibet var for stort til at sejle ind til havnen, så dem der selv kunne gå, blev i første omgang transporteret ind til land af mindre skibe, mens den norske og russiske konsul i byen, John Mackenzie, arrangerede med nogle læger, at de sejlede med ud, så de mest medtagne folk kunne få lægebehandling, allerede mens de blev fragtet helt ind til land.

Lægen Dr. Murray kunne hurtigt se, at flere af børnene havde fået så slem lungebetændelse, at deres tilstand var særdeles kritisk. Joseph Schimenko, ham manden der havde drukket store mængder, var i øvrigt også alvorligt syg. Allerede i redningsbåden tydede det på, at den var helt gal. I hvad der mindede om sindssyge hoppede han flere gange overbord og forsøgte at svømme i sikkerhed, før de andre med besvær fik fisket ham op igen. Men Schminenkos kritiske tilstand var der ikke rigtig nogle, der lagde mærke til. Så selvom han også burde have været indlagt, blev han indlogeret privat hos en lokal borger.

Isidor Bas og Jørgen Hansen var de eneste, der var nogenlunde friske nok til at kunne afgive en ordentlig rapport. Først ville en avis fra Inverness tale med dem, derefter kom den britiske kystvagt på besøg, og samtidig blev folk i København fortalt, at endnu 32 var reddet i land.

En time senere kom der et telegram ind til Stornoway om, at skibet Energie var på vej med nogle, som de havde samlet op fra endnu redningsbåd. De var endnu mere medtagede end dem, der var bragt til byen af kvægtransporten, så børnene blev straks bragt til hospitalet. Nu måtte man bare vente og håbe på det bedste.

Inga Jørgensen og hendes tre resterende børn havde kun lige sat benene hos den lokale borger, de skulle bo hos, da en fra hospitalet fortalte, at toårige Inger var død af feber.

Da kaptajn Gundel endelig blev bragt i land, kom alle tilstedeværende passagerer fra Norge, der ikke havde været i samme redningsbåd som ham, over og chokeret ønskede ham til lykke med den mirakuløse redning. De havde jo set ham fastklemt ryge ned med skibet. Men på en eller anden måde havde han fået vristet sit ben fri og svømmet hen til en redningsbåd. Han gik straks i gang med at samle materiale ind til en rapport hjem til København. Det var først efter ankomsten i Stornoway, at han kunne tælle, hvor mange der rent faktisk var ombord på hans båd – 70 mennesker. Nu var der altså 102 overlevende fra forliset i byen, heraf 9 besætningsmedlemmer.

Det sidste, han gjorde, før lægen tvang ham i seng igen pga. de voldsomme smerter i benet, var, at han sendte et andet telegram. Et meget kortfattet telegram til sin kone: “Hilsen! Valdemar!”

Et lokalt skib blev lastet med forsyninger og medicin og blev sendt ud til ulykkesstedet for at lede efter overlevende. Andre skibe i nærheden fik også besked på at holde ekstra øje. De lokale gik straks i gang med at dele ud af deres tøj, en indsamlingskampagne blev sat i gang, mens andre begyndte at arrangere en velgørenhedskoncert. For et par af mødrene var der dog ikke meget at glæde sig over. Et døgn efter redningen døde Rebecca Podansky. Et par timer efter kunne femårige Sarah Reismann, hvis far allerede var omkommet på Norge, heller ikke mere. Fru Reismanns 11-måneder gamle søn var også i en kritisk tilstand, og Inga Jørgensens lille Harald var der heller ikke nogen, der kunne love ville overleve.

Båd nummer 5

Mandag morgen, hvor flere af de andre både var kommet sikkert i land, sejlede tredjestyrmand Ankersen og resten i båd nummer 5 stadig rundt et sted ude på havet. De havde også set flere skibe sejle forbi uden at opdage dem, men de lod sig ikke gå lige så meget på som de andre. For det første var de slet ikke så medtagede – selvom de allerede var løbet tør for mad torsdag morgen, lidt efter at de forsvandt fra den anden båd. De var for det meste mænd i deres bedste alder, og bortset fra en enkelt, der var bukket under for tørsten og havde smagt på havvandet, var de værste skavanker for de fleste hævede fødder. For det andet var flere af dem erfarne sømænd, så de vidste godt, at det kunne være svært at se den lille båd på det store hav, og de blev derfor ikke lige så skuffede. På dem virkede det snarere livsbekræftende at se lidt liv efter flere dages sejlads uden at se noget som helst.

Men mandag morgen sejlede der også en anden båd rundt, der nordøst for St. Kilda. Fiskerbåden Largo Bay fra Aberdeen. Kaptajnen havde egentlig allerede set redningsbåden, men han slog det hen som de skøre St. Kilda-beboere, han havde hørt mange historier om hjemme på de skotske værtshuse. Men båden kom gradvis nærmere, og til sidst kunne han godt se, at der var for mange mennesker ombord på så lille en båd til, at det kunne være en fiskerbåd.

Så kaptajn Walker sejlede med fuld fart hen til dem, og de jublende mænd blev hevet over i båden. Halvandet døgn senere ankom de i Aberdeen, hvor de værst tilredte fik lægehjælp, og ellers gik den danske konsul i byen, James Cook, i gang med at notere navne og fortælle DFDS, hvem og hvor mange, der var kommet i land.

Med tiden blev de overlevende i Aberdeen friske nok til at skulle videre. Fem af nordmændene havde sammen med en svensker fået nok og vendte hjem til deres hjemlande igen sammen med de fem besætningsmedlemmer, der var der. Tilbage var 2 mænd, der stadig lå på hospitalet, og fire, som samme dag tog til Liverpool, hvor afrejsen til USA endelig gik i gang. Igen.

Men der var stadig mange, der gik rundt derhjemme i uvished. Især Olaf Ottes kone. Olaf Ottes båd var en del af den føromtalte klynge af redningsbåde, men hans båd var sejlet i forvejen mod Hebriderne onsdag aften, og ingen havde set dem siden. Hun vidste også, at de andre både var nået Hebriderne et par dage før, så hun begyndte at frygte det værste.

Den sidste båd

Olaf Ottes planer om at sejle hurtigt ind og hente hjælp var åbenlyst fejlet. Søndag morgen havde de hverken set land eller andre skibe, og alle deres forsyninger var sluppet op. Vejret var tåget, så sigtbarheden var ringe, og samtidig friskede vinden op til en hård kuling, som risikerede at sejle dem i den forkerte retning. Ud fra farten kunne de godt regne ud, at de på en eller anden måde var endt med at sejle nord for Skotland i stedet for til Hebriderne, men hvorfor havde de ikke nået Orkneyøerne for længst?

Kun to af de 19 passagerer var alvorligt syge, og de havde begge drukket havvand. Den ene var en ung nordmand, som nok skulle klare sig. Men det var straks værre med den anden. I desperation over at forsyningerne var sluppet op, havde faren til den lille Martha Eid nemlig givet hende nogle slurke saltvand. Og hvis en ung mand kunne blive slemt medtaget af det, så forestil dig hvad det kunne gøre ved en lille pige…

Natten mellem mandag og tirsdag – ja, de havde nu været i redningsbåden i en uge – begyndte det at regne ret kraftigt. Olaf Otte tog det dog som et rigtig godt tegn. De havde nemlig bedt intensivt til Gud om aftenen om at blive reddet, og nu kunne mændene tage sejlet ned og sprede det ud, så det indsamlede regnvand. Vandforsyningerne var med andre ord fyldt godt op igen.

Ved tretiden tirsdag morgen så de to små øer i horisonten. Klokken tre om eftermiddagen så de endda et sejlskib i det fjerne, der sejlede ud mod dem. Pga. vinden gik det dog ret langsomt med at nærme sig hinanden, og først 5 timer senere mødte redningsbåden og skonnerten Olga Pauline hinanden, og de sidste skibbrudne blev samlet op. Nede i kaptajn Danielsens kahyt på skonnerten fik Olaf Otte sig noget af et chok, da han over noget grog fik at vide, at de var omkring 60 sømil sydøst for Færøerne. De havde på en uge sejlet godt 700 kilometer, og hvis de ikke havde mødt Olga Pauline, kunne de meget vel have fortsat hele vejen til Norge, og den tur havde de næppe klaret… Men allerede nu var nogle af dem ved at være ret syge, så de blev sejlet til Thorshavn, hvor der var et godt hospital.

Olaf Otte fik en båd til at sejle ham til Stromness på Orkneyøerne, hvor der var en telegrafstation. DFDS gav straks ordre til et skib, der sejlede mellem Færøerne og England, om at returnere til Thorshavn for at samle dem op, der var friske nok til at rejse videre. Martha Eid og den unge nordmand blev tilbage, og de resterende 15 sejlede derefter tilbage til Danmark.

Flere både blev sendt ud for at lede efter overlevende, men de fleste fandt intet, og kun et enkelt lig af en kvinde blev fundet. Hun var druknet, mens hun knugede sin lille pige tæt ind til sig. Sømændene begravede dem til søs ved hjælp af nogle tunge jernkæder. Mændene i Olaf Ottes båd var de sidste fra S/S Norge, der nogensinde kom i land igen.

Gravstenen på Sandwick kirkegård. Kilde: Guido på Flickr

Afslutning

Da velgørenhedskoncerten endelig blev afholdt den 12. juli i Stornoway, var der ikke mange af de overlevende tilbage til at nyde den. 54 mennesker var allerede taget afsted til Liverpool, hvor de ville sejle videre til USA. Kaptajn Gundel kunne endelig gå igen og fik lov af lægen til at forlade sengen, så han tog hjem til Danmark samme dag. Han ville egentlig helst have blevet og slappet lidt af og set til de par stykker, der stadig forsøgte at komme sig, men Sø- og Handelsretten ventede på ham.

Til koncerten læste borgmesteren i stedet et brev op fra kaptajn Gundel, hvor han udtrykte sin dybe taknemmelighed til den venlige og gæstfrie befolkning i Stornoway, og sagde, at de altid ville være i dyb gæld til dem.

Mens musikken spillede, indsamlede de lokale 360 kroner til de overlevende. Borgmesteren havde i forvejen samlet 2.800 kroner ind, og de blev efterfølgende delt ud til de overlevende.

Det forslog sig dog ikke meget for Inga Jørgensen, som nu også havde mistet sin søn Harald til lungebetændelse. Så nu gik hun og de tre børn, der havde overlevet, og samlede kræfter til at fortsætte til Wisconsin.

Samme dag som koncerten omkom Joseph Schimenko som den eneste voksne blandt de reddede fra S/S Norge, der efterfølgende døde. To dage efter kunne den knap 1-årige Samuel Reismann heller ikke mere, og en uge efter krævede S/S Norge sit sidste offer, da den lille Thyra, svensk-amerikaneren Josephine Bernhardtssons datter, døde som den sidste. Moderen kunne ikke lade være med i bitterhed at tænke, at hendes datter måske ville have overlevet, hvis der ikke var en, der på førstedagen havde stjålet det tæppe, hun havde risikeret sine børns liv for at finde, inden hun hoppede ned i redningsbåden.

De døde børn blev begravet sammen med Joseph Schimenko i en fællesgrav på den nærliggende Sandwick-kirkegård. På den øde, tilgroede kirkegård tårner gravstenen sig stadig over de andre på som et af de eneste håndgribelige mindesmærker om den største enkeltstående ulykke i dansk søfartshistorie.

Nogle dage senere var Josephine Bernhardtsson kommet sig så meget, at hun og de to overlevende børn kunne tage til West Lynn, Massachussetts, hvor hendes mand, Carl, må have tilbragt nogle ulidelige dage, indtil han den 6. august endelig kunne holde dem i sine arme igen. Arthur Tersmeden forlod et par dage før Stornoway som den sidste overlevende og tog hjem til Stockholm.

Retssagen

Alle dem der valgte at tage hjem til Danmark blev modtaget af massive menneskemængder, der ville se de overlevende, de havde læst om i avisen, og journalister, der ville interviewe dem. DFDS gjorde dog alt, hvad de kunne, for at afskærme især besætningsmedlemmerne, der fik strenge ordrer om ikke at snakke med pressen før efter at de havde fortalt deres vidneforklaring til myndighederne. Dem der ikke var besætningsmedlemmer var dog frie til at snakke med pressen, men nogle foretrak dog at tale så lidt om det som muligt.

Alle besætningsmedlemmerne blev hevet igennem forhør i Sø- og Handelsretten i løbet af de næste par uger. 635 mennesker døde ved forliset eller i dagene efter. Pårørende, de overlevende, og ja, generelt mange mennesker i de lande, passagererne kom fra, forlangte et svar. Hvad i al verden var der sket?

Alle de hjemvendte fik et ekstra tilbud om at rejse gratis med et af DFDS’ Amerika-både til New York inden 1. juli 1905. Mange var åbenbart ikke skræmt væk af den skrækkelige oplevelse ombord på S/S Norge, for de fleste sagde faktisk ja til tilbuddet. Den første rejste allerede afsted fra Kristiania allerede 14. juli samme år, 5 dage efter han gik i land i hjemlandet, og 17. maj året efter ankom den sidste af de overlevende fra Norge til New York på skibet United States.

Tilbage i København gik retssagen i gang ved 18-tiden 7. juli. Under retsmøderne fandt de en række ting, der ikke var helt som det skulle være – især ved redningsbådene, som både var for få og for dårligt udstyrede. Fx var der ikke et kompas ombord på bådene, selvom det var påkrævet og åbenlyst kunne have hjulpet dem i deres blinde sejlads efter nogle øer at gå i land på. Og han blev også kraftigt kritiseret for at have beordret skibet til at bakke. Havde han ikke gjort det, havde de sandsynligvis haft en del mere tid til at forberede redningen, og mange flere havde måske overlevet.

Alligevel slap kaptajn Valdemar Gundel for nogen dom. Hvad der præcis var sket, kunne de ikke finde ud af. Det mest sandsynlige var nok, at han havde fejlnavigeret og ramt et klipperev. Selv mente han dog, at der måtte have ligget et forlist skib, som han sejlede ind i.

Pressen var dog ikke tilfredse, så efter et voldsomt pres lagde Justitsministeriet i begyndelsen af august sag an mod rederiet og kaptajnen. Her blev rederiet, og kaptajnen personligt, igen kritiseret, men frifundet for alle anklager. Nu er vi efterhånden i slutningen af december 1904, og journalisterne var tilsyneladende begyndt at kede sig over historien… denne gang fyldte retssagen og forliset ikke særlig meget i medierne.

Frikendt for alle lovbrud nægtede DFDS at udbetale nogen erstatning udover for tabt bagage, tøj og gratis rejser videre – eller hjem. En indsamling blev dog igangsat af andre, og mange af de store aviser opfordrede folk til at støtte. De kongehuse, hvis lande var indblandet, støttede også op. Mange virksomheder fulgte trop, både i Skandinavien, USA og andre lande. På flere skibe blev der også samlet ind blandt passagererne.

Kaptajn Gundel kommanderede aldrig et skib igen efter Norge. Efter en ferie med familien i en fransk kystby fik han et job som skibsinspektør for DFDS – helt fyret fra firmaet blev han altså ikke. Ulykken talte han vist nok aldrig offentligt om igen. Rederiet slap da heller ikke helt helskindet igennem, selvom de ikke blev dømt for noget. Billetsalget faldt nemlig betydeligt efterfølgende. Folk var – med god grund måske – nervøse over at sejle med deres skibe, og konkurrenterne var i øvrigt heller ikke blege for at udnytte tragedien på SS Norge til at hive DFDS’ kunder over til dem. De havdeskam havde sejlet i så og så mange år uden ét eneste tabt menneskeliv.

Wedin-familiens mindesmærke om S/S Norge. Læg mærke til den forkerte dato. Kilde: FindAGrave.com.

Hvorfor blev det glemt?

Norges forlis var den største civile skibskatastrofe i Atlanterhavet, indtil Titanic sank otte år senere. 635 mennesker omkom i forliset, heraf 240 børn. 170 mennesker var kommet sikkert ned i en redningsbåd, men 10 af dem endte desværre med at dø alligevel. Og så selvfølgelig de op mod 70 kvinder og børn, som var i den redningsbåd, som forsvandt sporløst. 160 mennesker overlevede med andre ord.

Alligevel gik Norge gik hurtigt i glemmebogen. Det eneste mindesmærke om forliset, udover gravstenen i Stornoway, findes i Sverige, hvor Wedin-familien kom fra. De mistede otte familiemedlemmer i forliset. På det mindesmærke er der endda en række ret betydelige fejl; selv datoen er forkert. Hverken i Danmark eller Storbritannien blev der ændret betydeligt i lovene. De fleste nægtede tilsyneladende at lære af de mange fejl, der ledte op til Norges forlis. Selv idéen om at bygge et fyrtårn på Rockall-klippen blev skrottet igen. Det var for dyrt. Der skulle gå otte år mere, før et andet stort skibsforlis tvang folk til at tage ved lære. Der sank Titanic, og Norge-historien gentog sig, bare i meget større skala.

Havde de britiske myndigheder taget Norges forlis alvorligt og sikret nok redningsbåde til alle, er det langt fra sikkert, at 1500 mennesker måtte miste livet, da Titanic sank.

Hvorfor blev det glemt? Måske fordi de fleste ombord på Norge var fattige emigranter – en del af dem endda jøder fra Østeuropa. Mens Titanic vrimlede med mega-kendisser og mangemillionærer. Luksusforhold og overdådige fester. Orkestre, der blev ved med at spille, mens skibet sank. Ikke bare sådan nogle fattige, beskidte emigranter.

Kilder

  • Søren Flott, Danmarks Titanic – historien om den største danske skibskatastrofe (2018)
  • Michel Nielsen, Atten sømil fra Rockall – Beretning om et forlis, af Michel Nielsen (1978)
  • Per Kristian Sebak, Katastrofeskipet “Norge” – Den glemte ulykken (2001)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *