Episode 6 – Louis Pio: Flygtning eller forræder?

Episode 6 – Louis Pio: Flygtning eller forræder?

Jeg hart tidligere fortalt, at de danske myndigheder nogle gange gav forbrydere en enkeltbillet til USA i stedet for en fængselsdom. Det var typisk serie-kriminelle, det skete for. Folk, der gang på gang var blevet snuppet for det samme og som politiet simpelthen var blevet trætte af at se på. Så ved at betale for billetten slap staten for at bruge en masse penge og tid på at fange dem og smide dem i fængsel igen og igen.

Og for nogle af dem var det en fantastisk byttehandel. Ja, faktisk var der flere af de kriminelle, som selv foreslog det til at starte med. Og som I hørte med Chris Madsen var der også nogle, for hvem det rent faktisk blev en ny start og den vaskeægte amerikanske drøm.

Men andre blev presset til det og havde kun et kummerligt liv at se frem til i USA.

Og så var der et helt særligt tilfælde… Socialdemokratiets grundlægger, Louis Pio. Han fik ikke bare en enkeltbillet – han fik faktisk ret mange penge for at rejse. Han indrømmede selv at have gået med tanker om at udvandre i et stykke tid, og i lang tid sagde de fleste da også, at han tog velvilligt afsted på grund af pengene. At han blev købt og betalt til at skride fra den danske arbejderbevægelse, han havde været med til at skabe.

Men den rigtige historie er noget mere nuanceret end det.

Introduktion

På papiret virker det måske ikke så oplagt, at det lige var Louis Pio, der skulle blive en arbejderhelt og socialistisk pionér i Danmark. Han blev født den 14. december 1841 i Roskilde til en mor, der kom fra en borgerlig familie, og en far, der var af fransk afstamning og var officer i den danske hær. Han voksede ganske vist op i et relativt fattigt hjem – noget der nok ikke ligefrem blev bedre, da forældrene blev skilt, da Louis Pio var 12 år gammel. Men han fik en studentereksamen og var både lærer på Borgerdydskolen og funktionær i postvæsenet. Så klassisk arbejder var han i hvert fald ikke.

Og det var heller ikke på fabriksgulvet, at Pios socialistiske ild blev tændt. Det var i avisen og bøgerne. Socialistisk litteratur spredte sig i hele Europa dengang, og der var også steder, hvor arbejderne fik nok, væltede magthaverne og satte gang i deres egne socialistiske eksperimenter. For eksempel i den såkaldte Pariserkommune i, nåja, Paris i år 1871.

Måske var det fra Frankrig, hvor hans familie oprindeligt stammede fra, at han fik den endelige motivation til at springe ud i det. Det var i hvert fald netop i 1871, at han sagde sit job op i postvæsenet og blev fuldtidssocialist. Først startede han avisen Socialisten, og et par måneder senere grundlagde han den forening, der med tiden har udviklet sig til Socialdemokratiet. Det gjorde han bl.a. sammen med to andre, Harald Brix og Paul Geleff.

Foreningen blev lynhurtigt populær, især hos københavnske arbejdere. Ifølge nogle beretninger måtte halvdelen ofte stå ude på gaden og lytte med ind ad åbne vinduer, når de holdt møder. Så fyldte var lokalerne. Så da han inviterede til stormøde på Fælleden den 5. maj 1872, var der selvfølgelig masser af mennesker, der mødte op.

Men hverken Pio ellers hans to medstiftere var til at få øje på. I løbet af natten havde politiet nemlig banket hårdt på deres døre og hevet dem med på stationen. Også selvom mødet sådan set var fuldstændig lovligt.

De næste tre år brugte de så i det såkaldte Vridsløselille Forbedringshus, som fængslet hed dengang. Ikke fordi der var mange, der kom forbedrede ud på den anden side, tværtimod. Som Pio skrev efter løsladelsen:

“Indespærringen i de usunde, arsenik-forpestede og med Utøj befængte Huler i Tivoli, der stank af Skraasauce og Kakkelovnssmørelse, ødelagde fuldstændigt min kraftige Konstitution […]

Hvis Cellesystemet skulde gennemføres saaledes, som det er bestemt ifølge vor Lovgivning, vilde ikke Halvdelen af de Fanger der er dømt længere end 2 Aar, undgaa Døden eller Galehuset.”

Den 8. april 1875 blev han og de to andre løsladt. De var blevet benådet, bl.a. pga. dårligt helbred, som Pio klagede over i citatet. Pio gik med det samme i gang med formandstjansen igen, men allerede to år efter løsladelsen udvandrede han til USA.

Hvad i al verden fik ham til det? Ja, det var der fire hovedgrunde til.

For det første følte han, at han var ved at blive kørt ud på et sidespor i det parti, han selv havde startet. Han blev kritiseret for sin alt for enerådige ledelsesstil. På et stormøde foreslog Pio fx forgæves, at rigtig meget af magten i partiet blev samlet omkring formanden – som jo tilfældigvis var ham selv. Mens han havde været inde og sidde, var der også andre i partiet, der var trådt til og kørt det i den retning, som de helst ville. Så der var også opstået magtkampe og uenigheder om partiets linje.

Kort fortalt fik han ikke altid den samme brandvarme modtagelse overalt i partiet længere.

For det andet var han forgældet. 

Udover rollen som partiformand var han også vendt tilbage som redaktør af partiavisen, som nu hed Social-Demokraten. I et forsøg på at modernisere den og dermed lokke flere læsere til, købte han en halvdyr ny trykpresse fra Hamborg. Avisen havde ellers ikke den slags penge, og det havde Pio selv slet ikke. Så han lånte pengene af en svensk baronesse ved navn Jacquette Liljencrantz, der var en central del af partiet i 1870erne. Til gengæld for lånet krævede hun at blive ansat på avisen, så det blev hun.

Men pengene væltede selvfølgelig overhovedet ikke ind til avisen, som Pio ellers havde forestillet sig. Mange ting kan man kalde Pio – men et økonomisk geni, det var han ikke. Så da han skulle til at betale første afdrag, havde han ikke pengene. Liljencrantz var heldigvis en god partikammerat, så han fik udskudt afbetalingen lidt. Men desværre for Pio gik der ikke særlig længe, før de to blev voldsomt uvenner.

Liljencrantz var efter alt at dømme smaskforelsket i Pio, og hun påstod senere i et smædeskrift om Pio, at han havde sagt, at også var vild med hende. Hvis han rent faktisk sagde det, så var det i hvert fald ikke hele sandheden. For nogle måneder forinden var en anden socialdemokrat, Augusta Jørgensen, taget ud til en jordemoder i Ishøj og født en datter i al hemmelighed – hendes og Louis Pios datter, Sylvia Pio.

Liljencrantz opdagede forholdet, blev skidesur og fornærmet – og ville have sine penge igen.

Og dem havde Louis Pio selvfølgelig stadig ikke. Så da han flygtede til USA, inden den første afbetalingsdeadline faldt, var der straks nogle, der fattede mistanke og kaldte ham en bedrager, der var løbet fra regningen.

Og den tredje grund var politiet.

Politiet var aldrig holdt op med at holde øje med Pio efter løsladelsen. De frygtede stadig, at han kunne vælte hele samfundsordenen og starte den socialistiske revolution i Danmark, og de ledte derfor efter en anledning til at anholde ham – eller en anden måde slippe af med ham på. Og den konservative Estrup-regering kunne samtidig se, at de nok snart ville få politiske problemer, når Venstre inden længe ville stemme imod deres finanslovsforslag og dermed bringe regeringen i mindretal. For at undgå at kæmpe med protester fra to sider – Venstre og Socialdemokratiet – håbede de altså på at ryste Socialdemokratiet og svække dets troværdighed så meget, at de ikke ville gå på gaden og protestere.

Så politiet blev sendt i byen og bedt om at få styr på Pio. Detaljerne varierede lidt over de måneder, som samtalerne på politigården fandt sted, men i store træk fik han følgende tilbud: hvis han snart rejste til USA og trak så mange ledende socialdemokrater med sig som muligt, ville han få ordentlig pose penge.

Hvis man skal tro politireferatet, var Pio helt med på idéen fra starten af. Han havde selv overvejet at tage til USA, forklarede han; blandt andet fordi han generelt var begyndt at tvivle på, om arbejderbevægelsen kunne udrette noget som helst i Danmark.

Men hvad politireferaterne ikke fortalte var, at hele grundlaget for forhandlingerne var trusler mod Pios frihed og liv. Sagde han nej, ville de smide ham i fængsel igen. Og Pio var hunderæd for at ryge tilbage i fængsel og troede dybest set, at det ret hurtigt ville koste ham livet. Og det havde han nok ret i. Nogle måneder tidligere var Harald Brix blevet smidt i fængsel – og mindre end et halvt år efter, at Harald Brix juleaften 1880 blev løsladt igen, døde han. Kun 40 år gammel.

Alt tyder på, at ordren kom fra allerhøjeste politiske sted. Historikere har længere mistænkt, at en minister var indblandet – måske ligefrem statsminister Estrup selv. Og Poul Smidt har i sin biografi om Frederik den 8., som udkom i foråret i år, fundet breve som tyder på, at selveste Frederik den 8. var indblandet i planerne. Godt nok da han blot var kronprins – men i en periode, hvor kongen, Christian den 9., var ude at rejse, og Frederik dermed fungerede som regent.

Pengene kom sandsynligvis fra nogle af de industririgmænd, der var ved at være godt trætte af, at Pio og hans arbejdervenner blev ved med at strejke og koste dem dyrt. Så det var åbenlyst Pio fjender – politisk, men nok efterhånden også personligt.

Men det var ikke så let bare at afvise dem med et fnys. For truslerne om endnu en tur i fængsel stillede Pio i et forfærdeligt dilemma: forlad hjemlandet og den arbejderbevægelse, han elskede … eller lid en tidlig død i et koldt og klamt fængsel.

Louis Pio i Vridsløselille. Efter tegning i Louis Pio: “Erindringer fra Redaktionskontoret og Fængslet”, 1877.

Kolonidrømme og socialistisk udvandring

Og der er en vigtig grund mere, du lige skal have med for helt at forstå Pios motivation for at rejse, som han gjorde. Tanken om arbejderudvandring til USA var nemlig ikke fuldstændig fjern for ham.

Han påstod selv, at han havde fået idéen allerede i 1872, da han talte med nogle prominente europæiske socialister under et længere ophold i den belgiske by Genk. Som han selv skrev i sine erindringer i 1876:

“I Forening med adskillige Meningsfæller i Genk havde jeg lagt en Plan for en langt mere omfattende og betydningsfuld Virksomhed i Sagens Interesse, end den, som Forholdene herhjemme kunde tilbyde mig. Udførelsen af dette Project, som jeg ikke her videre kan omtale, da det muligvis kan blive realiseret endnu, vilde tage en 5 à 6 Aar. Men jeg var gaaet ind derpaa under den Forudsætning, at Forholdene i Danmark vilde kunne udvikle sig videre uden min Hjælp. Efter alle Beretninger at dømme var dette dog glippet; hele Socialismens Eksistens herhjemme var truet ved Frafald og Stridigheder. Jeg besluttede omsider at opgive mine udenlandske Planer og vende tilbage for at prøve paa at stille Sagen kraftigt paa Benene.”

Han var bevidst ret vævende i sin beskrivelse af projektet, men som det tydeligt fremgik af det citat gik det i grove træk ud på at forlade Danmark i en socialistisk sags tjeneste, når bevægelsen herhjemme kunne stå på egne ben. Og det tænkte han måske, at de kunne, nu hvor han alligevel blev mere og mere isoleret i partiet.

Måske derfor skrev han den 19. marts 1876 – altså, noget før hans hemmelige samtaler på politigården begyndte – en artikel på Social-Demokratens forside under den beskedne overskrift “Om Udvandring“. Befolkningstilvæksten og den økonomiske krise skabte en masse arbejdsløse, og det var et stort samfundsmæssigt problem. Men for Pio var løsningen oplagt: Udvandring!

For det første slap de arbejdsløse, der blev tilbage, for en del af den indbyrdes konkurrence arbejdsløse imellem. Jo flere arbejdsløse, der er, desto større chance er der for, at nogle vil underbyde resten og gå med til at arbejde for dårligere løn og vilkår. For det andet kunne danske arbejdere få praktisk erfaring med at stable et socialistisk samfund op fra bunden af. Den amerikanske frihed og de enorme, tomme prærier gav unikke muligheder for eksperimenter, og forhåbentlig kunne nogle af udvandrerne på et tidspunkt vende hjem med inspiration og knowhow, når arbejderne en skønne dag styrede showet i Danmark.

Hvad en socialistisk koloni rent faktisk betød i praksis ville Pio og de andre i udvandringskomitéen med vilje ikke bestemme på forhånd. Det var bedre, at udvandrerne selv fandt ud af det, når de nåede frem. Men det var fællesskabet, der skulle eje jorden, og de forpligtede sig til at arbejde for koloniens fælles bedste. Og stedet var også bestemt. Paul Geleff havde nemlig været på en studietur i Kansas, og han var så vild med staten, at det blev besluttet, at de skulle finde et sted på landet i Kansas at slå sig ned.

Udvandringsprojektet skabte en del interesse, og den første gruppe var der så godt som styr på. Idéen var nemlig, at en lille gruppe tog afsted først og fik styr på det mest basale, og når der så var et hus at bo i og mad at spise, skulle resten af de forhåbentlig mange arbejdere følge trop.

Men det blev der vendt op og ned på den 23. marts 1877. For hvor i alverden var Louis Pio blevet af?

Afrejsen

Den 18. februar 1877 meddelte Pio, at han trak sig som partiformand allerede den 1. marts. Han havde simpelthen arbejdet for hårdt, sagde han. På det her tidspunkt lå det ret fast, at Pio inden længe ville tage imod politiets USA-billet. Men måske havde han truffet beslutningen om at trække sig uanset truslerne fra politiet. For det virker ærligt til, at det var rigtigt nok. Han var virkelignedslidt.

Jeg sagde før, at Jacquette Liljencrantz fandt ud af Pios forhold til Augusta Jørgensen og blev fornærmet. Hun nøjedes dog ikke bare med at kræve, at Pio betalte gælden tilbage. Næh, hun gik til politiinspektør Hertz, da hun frygtede, at Pio ville flygte ud af landet for at slippe for gælden. Det afviste Hertz prompte og beroligede hende. Han vidste selvfølgelig bedre, for det var netop ham, som havde hevet Pio ind på politigården, men hans plan skulle ikke ødelægges nu, så tæt på målet.

Den 25. februar kom de sidste detaljer på plads, da Pio holdt et møde med vicepolitidirektør Oldenburg. Han ville få 5.000 kroner nu, og 5.000 ved ankomsten i New York. En mindre formue dengang.

Den 23. marts rejste Louis Pio og Paul Geleff så endegyldigt afsted mod USA. Det var egentlig noget før den oprindelige plan, men i sidste øjeblik havde politiinspektøren ændret afrejsedatoen. Det skyldtes nok den politiske situation i Danmark, som jeg talte om før – regeringen ville hurtigt have det her klaret, så de fik lidt mere ro. Men måske var det også for at skabe forvirring.

Så Pio, Augusta og lille Sylvia steg ombord på skibet SS Berlin til Skotland sammen med Pios sekretær, A. W. Hansen, også kaldet “Sorte” Hansen pga. hans hårfarve. Paul Geleff gik samtidig ombord på S/S Olga mod Newcastle. En betjent forklædt som sømand fulgte med på begge skibe for at sikre, at de ikke snød og blev i Danmark. Undercover-betjentene tog først hjem til Danmark, da gruppen samlet steg ombord på et skib med kurs mod New York.

Louis Pio, socialistisk pionér i Danmark, havde nu endegyldigt forladt landet. Rygterne talte altså sandt; rygter, som Socialdemokratiet så sent som 15. marts offentligt havde dementeret.

Og kritikkerne … de var der med det samme, og de gik hårdt til ham.

Forsiden af Social-Demokraten den 16.3.1876, med Pios artiklen “Om Udvandring” som det første.

Gruppen ankommer – og splittes

Pio og familien, Pios sekretær “Sorte” Hansen og Paul Geleff ankom til New York i løbet af sommeren 1877. Og man skulle tro, at de holdt lidt ekstra sammen, nu de var i samme mærkelige situation. Og sådan ville det måske også være gået, hvis det ikke var for et meget uheldigt sammentræf.

Halvdelen af Pios betaling ville han jo få udbetalt af den danske konsul i New York, så Pio sendte “Sorte” Hansen afsted efter dem. “Sorte” Hansen sagde det aftalte kodeord – “Sent er ikke for silde” – og fik de sidste 5.000 kroner til Pio. Desværre var Paul Geleff også dukket op omtrent samtidig, og han kunne jo tydeligt se, at der var flere penge end de 2.500 kroner, som han var blevet lovet af Pio. Paul Geleff følte sig snydt og gik straks hjem til Pio og krævede at få udbetalt halvdelen. Pio nægtede, og de gik hvert til sit som voldsomme uvenner – og talte vist nok aldrig rigtig sammen igen.

Det kan man sige var slemt nok; Pio havde mistet en tæt ven og samarbejdspartner. Men det blev meget værre. For kort tid efter skrev Paul Geleff et smædeskrift kaldet: “Den rene, skære sandhed om Louis Pio og mig selv“. Her svinede han Pio til som en forræder og bedrager, samtidig med at Paul Geleff undskyldte dybt for at have været med i Pios svindelnummer. Teksten sendte han til den socialdemokratiske top hjemme i Danmark, der modtog den med kyshånd og sendte den rundt til lokalafdelinger i hele landet. Med det bidrog Geleff voldsomt til, at Pios navn og rygte hjemme i Danmark blev fuldstændig ødelagt. Socialdemokratiets ledelse havde nu fået et perfekt værktøj til at understrege deres forklaring om, at Pio var en grådig og korrupt klasseforræder og bedrager.

Pio havde ellers forsøgt at forsvare sig, faktisk allerede før han kom til USA. Da han sad i Glasgow og ventede på at sejle videre til New York, skrev han et modsvar på noget af den kritik, der allerede var kommet. Han nægtede fuldstændig, at han var skredet uden at fortælle det til nogen, som alle ellers påstod. Citat, “Emigranterne, Kontorpersonalet, Agenten for det Hus, hvormed vi stod i Forbindelse i Hamburg, og enhver anden med hvem jeg talte” vidste det, skrev han. At han ikke gik ud og proklamerede det offentligt skyldtes blot, at detaljerne var usikre til det sidste – så han ville ikke sige noget, før det var helt sikkert. At han skred pga. egoisme eller grådighed fnyste han kun af. Citat:

“Efter 5 Aars Anstrængelser gaar jeg nu ud af Kampen med et nedbrudt Helbred og ruinerede Pengeaffærer for at begynde et nyt Liv i ubekendte og fremmede Omgivelser.”

Citat slut.

Om det passer, at Pio havde advaret folk, er svært at sige. Jeg har ikke kunne finde nogle andre kilder, der bekræfter det; men på den anden side har de fleste andre kilder en ret stor interesse i at svine Pio til, så det siger ikke nødvendigvis særlig meget. Og nogen har tilsyneladende vidst det, for rygterne florerede som sagt før afrejsen, især i borgerlige aviser. Men det kan lige så vel have været myndighederne, der lækkede det for at svække Pios og Socialdemokraternes troværdighed. Nå, men uanset hvad hjalp det ikke noget som helst. Pio trængte aldrig igennem muren af tilsvininger. Der skulle andre til at redde hans navn og eftermæle, og det skete først for alvor årtier efter hans død.

Kolonisterne kommer

Nu hvor kontroversen om Pio stadig rasede på fuld skrue, skulle man tro, at det socialdemokratiske udvandringsprojekt lige blev sat lidt på pause, indtil de fandt ud af, hvad der var op og ned. Pio havde jo trods alt ledet projektet hele tiden. Men nej. Den første gruppe af udvandrere tog afsted som planlagt og mødte “Sorte” Hansen i New York og guidede dem til Kansas. I mellemtiden havde Pio slået sig til gruppen, og han fik talt gruppen fra at tage til byen Hays. Det var bedst, at de kom lidt væk fra byerne og civilisationen, hvis eksperimentet skulle lykkes, mente Pio.

Jorden var også meget billigere der end inde i storbyen. Så ganske som ventet købte de et kæmpe stykke land for næsten ingenting, men det var straks anderledes med proviant, redskaber og dyr. De lokale krævede en mindre formue for det, og det var der ikke rigtig nogen af kolonisterne, der havde råd til. Så Pio lagde ud for det hele, og på den måde røg mange af de penge, han havde tilbage fra politiet. Han håbede godt nok på at få dem tilbage af kolonien senere, men det skulle hurtigt ændre sig…

Den lokale avis skrev begejstret om de nye danske kolonister, da de kom til i løbet af maj. Pio og danskerne blev kaldt begavede og arbejdsomme og blev spået gode chancer for at få succes med projektet.

Men så stoppede nyhederne også. Og det skyldtes måske, at der ikke var meget godt at skrive om kolonien. I de få dage, som Pio blev i kolonien, nåede han allerede at gå de fleste af kolonisterne på nerverne. Han deltog ikke rigtig i det fysisk hårde arbejde, men holdt sig mere til at gå og dirigere med folk – rollen som leder havde han tilsyneladende ikke sluppet. Så der var næppe mange protester fra de andre, da han efter et par dage tog hjem til familien i Chicago.

De fleste af de socialdemokratiske udvandrere var københavnske arbejdere, der godt nok arbejdede hårdt, men ikke vidste det store om landbrug. De få landmænd, der var, var hårdt pressede; både fordi de andre ikke helt vidste, hvad de lavede, men også fordi Kansas hurtigt vise sig ikke at være det paradis for en landbrugskoloni, som de var blevet lovet. Området var nærmest en ørken, og det lykkedes dem aldrig rigtig at dyrke meget andet end ukrudt. Da de efter ret kort tid havde slagtet og spist først koen og så deres to heste, gik de ind til byen, solgte redskaberne for et par dollars og gik så hvert til sit og lod jorden ligge og passe sig selv, som den så fint havde gjort det, før de kom til.

En af dem skrev et brev til Pio og forklarede, at han nok ikke skulle regne med at se de penge, han havde lånt til kolonien, nogensinde igen.

Kort over staten Kansas 1884, bl.a. med påtegnede jernbaner. Kan du finde Hays? Kilde: Library of Congress.

Tilbage i Chicago

Før kolonien nåede at kollapse, var Pio dog som sagt smuttet igen. Han tog tilbage til Chicago, hvor hans familie ventede i en lille, beskeden lejlighed.

Det Chicago, de ankom til, led stadig under den store brand, der havde været i 1871, som jævnede meget af byen med jorden. Men genopbygningen gik alligevel stærkt. Chicago var en gennemgangsby for mange af dem, der søgte homesteads. Heriblandt var der også en del danskere, og nogle af dem endte med at blive hængende i byen. Ud af de godt 300.000 mennesker, der dengang boede i Chicago, var der cirka 6.000 danskere, mest fra København og købstæderne. 2/3 boede samlet langs Milwaukee Avenue i en lille danskerkoloni. Her opstod allerede i 1860erne danske foreninger og forretninger. Der var danske møder, arrangementer – og en årlig maskerade.

Og det danske miljø i Chicago tog rigtigt godt imod Louis Pio. I hvert fald til at starte med. Den dansk-amerikanske inderkreds i Chicago mødtes jævnligt ved det såkaldte Runde Bord i en tysk beværtning ved navn Wilkens Kælder, og Pio blev hurtigt en fast gæst, når han var i Chicago. Her kom Paul Geleff i øvrigt også en gang imellem. Og sekretær “Sorte” Hansen var rigtig populær omkring det Runde Bord.

Det amerikanske jobmarked modtog ham ikke helt med lige så åbne arme. Hele sit amerikanske liv måtte Pio flytte rundt i hele landet efter jobs – hele 13 gange nåede Pio at flytte på de 17 år, han nåede at bo i USA, inden han døde. Han måtte for det meste nøjes med korte og ustabile ansættelser, og ofte kunne familien kun lige nøjagtigt klare sig. De første år var en hård kamp med sult og kulde og problemer med at tilpasse sig den hårde amerikanske livsstil. I USA var det alles kamp mod alle for at komme frem; dannelse og familienavn betød ikke meget. Problemerne blev måske bedst beskrevet af Sylvia Pio, da hun mange år senere tænkte tilbage på sin barndom i Chicago:

“Mellem alle de tågede indtryk fra min barndom er der et, som står ubarmhjertigt klart: Vor fattigdom. Og skønt jeg synes, jeg har haft en dejlig barndom, lykke og kærlighed gav mine forældre mig i usædvanlig grad, så lurede der bag ved det hele et sort spøgelse, som hed næringssorg, som jeg aldrig kom i berøring med, men som skræmte mig sådan, at jeg aldrig har forsvundet det.”

“Jeg husker en dag, da vi kun ejede 2 kroner i huset og ikke vidste, hvor vi skulle få mere fra, ringede klokken og min fader gik ned og talte med den, der havde ringet. Det var en fattig dansker, som bad om penge, min fader gav ham det halve af, hvad han havde, for til sin sidste time holdt han af stakkels, fattige mennesker … Men fattigdom plagede ikke min far på samme måde som den gør så mange andre. Han var komplet ligeglad med mad og drikke, med klæder og med alt, hvad vi andre synes er nødvendigt.”

Sidste forsøg som politiker

Hvis man troede, at Pio forlod Danmark for at lægge kampen for socialismen og arbejderbevægelsen fra sig, viste det sig hurtigt, at man tog fejl.

Allerede i sommeren 1877 udgav han en 11 sider lang tekst, hvor han opfordrede de amerikanske arbejdere til at kæmpe for forandringer. Det skulle ikke ske med vold. Næh, han opfordrede dem i stedet til at bruge deres stemmeret. Revolutionen skulle ske gennem Kongressen. Han advarede dog også mod at gå for hurtigt frem. Arbejderne var ikke altid lige politisk modne og kunne let komme til at handle overilet og gå for langt.

Han talte også til et møde i en skandinavisk afdeling af et amerikansk arbejderparti. De var meget begejstrede for ham… lige indtil politimester Hertz’ søn, der også boede i Chicago og kom ved det Runde Bord, sammen med Geleff og det danske Socialdemokrati gik ud og fortalte om Pios baggrund og advarede de amerikanske arbejdere om ikke at stole på ham.

Så i stedet bijobbede han rundt omkring, hvor folk kunne bruge ham – og især hans evne til at skrive. I 1878 startede han et socialistisk tidsskrift, Den nye Tid, sammen med en norsk-født socialist ved navn Marcus Thrane. Men det samarbejde stoppede hurtigt, da Thrane ikke ville acceptere, at Pio samtidig arbejdede for kristne. Pio hjalp fx med at oversætte bøger på et metodistisk trykkeri, og tilsyneladende også som skribent om kristendom. Det blev Pio dog hurtigt træt af og sagde op, da metodisterne krævede at han gik i kirke hele tiden.

Og sådan gik det meste af hans amerikanske liv. En konstant jagt på små, kortvarige journalistopgaver og andet, der kunne skrabe lidt penge sammen til familien. Han skrev også jævnligt hjem til rigmænd og avisredaktører hjemme i Danmark med idéer – også til nogle af dem, der havde kritiseret ham allermest. Men der var ikke rigtig nogle danskere, der bed på.

Efter at have lagt karrieren som socialistisk politiker på hylden, prøvede han en overgang kræfter med hvad man kan kalde lidt mere mainstream politik. Gennem Det Runde Bord i Chicago kendte han en forretningsmand ved navn William Harlev. Harlev var i 1883 opstillet til kommunalvalget i Chicago som byrådskandidat, og han ville have Pios hjælp til at få arbejderstemmer. Det gik Pio med til – hvis Harlev til gengæld gav ham en offentlig stilling som belønning.

Harlev blev valgt ind, og Pio fik tjansen som tilsynsførende ved et hospitalsbyggeri i Chicago som tak. Pio var flittig og underholdende, men følte sig aldrig rigtig tilpas i den del af den politiske verden, og efter tre måneder blev han afskediget. Angiveligt fordi han ikke ville acceptere den korruption, han så overalt. Lidt pudsigt, når han kun fik stillingen som en vennetjeneste, men … nå ja.

I stedet prøvede han kræfter som embedsmand og fik et godt job i toldvæsenet. I de her år kan Sylvia Pio mindes et fint hus med en have, hvor vennerne tit kom og besøgte dem. Jobbet og det gode liv varede ved i et par år. Hvorfor han stoppede afhænger lidt af, hvem man spørger. Nogle sagde, at han i slutningen af 1888 eller starten af 1889 var blevet afkrævet en partiskat af det Demokratiske Parti i forbindelse med et forestående valg, og den skat nægtede han af princip at betale. Andre mener, at Republikanerne tog over og fyrede ham – selvom han havde tilbudt dem, at han da sagtens kunne blive republikaner, hvis de lod ham beholde jobbet.

Uanset hvad årsagen var, så blev han altså fyret. Når Pio endelig opnåede noget positivt, kunne han tilsyneladende ikke få lov til at beholde det særligt længe.

I et oplæg til en novelle, som blev fundet blandt Louis Pios papirer efter hans død, kan man da også få et indblik i hans tragiske skæbne. En mand sidder alene på et kontor i en trist Chicago-bygning. Manden ser ud til at skrive, men i stedet kigger han blot fortvivlet på et papir fra et inkassofirma, som snart vil komme og hente hans møbler, inklusive klaveret. Hans avis er lige gået konkurs; og så ovenikøbet samtidig med, at, som han så poetisk formulerede det:

“Hans families orkester var netop i disse dage blevet forøget på sangersiden ved ankomsten af en ny lille musikant.”

I novellen hed figuren Francis McDonald, men det er tydeligvis en tyndt forklædt Louis Pio. Og klaveret, der var ved at blive hentet af inkassoen i novellen, er Augusta Pios; det hun brugte til den musikundervisning, der i det mindste hev lidt penge hjem til den voksende familie.

Den hvide sydstatskoloni

I 1891 skrev Pio til den danske rigmand C. F. Tietgen. Tietgen var bankdirektør og stod bag en svimlende mængde projekter i Danmark. Måske mest kendt er hans finansiering af færdigbyggeriet af Marmorkirken ved Amalienborg, som ellers havde stået halvfærdig i over hundrede år, da han overtog den i 1874.

Pio foreslog, at de sammen anlagde en stor havneby i South Carolina. Tietgen leverede pengene; Pio hårdt arbejde og et stort netværk i USA. Jeg omtalte før, at man ikke skulle se Pios udvandring til USA som et farvel til socialismen. Men med det her projekt, med planerne om at købe omfattende mængder jord, anlægge havne og industrivirksomheder i massevis for derefter at sælge dem til tilflyttere, må Pio i den grad siges at have omfavnet kapitalismen.

Og selvom Tietgen høfligt men kontant afviste forslaget, opgav Pio ikke idéen. Og man kan sige, at han heller ikke helt havde opgivet kolonitanken, da den socialistiske koloni var gået i vasken mange år tidligere. For en gangs skyld ville Pio nu bare sikre, at han havde rigeligt med penge i ryggen, så projektet rent faktisk kunne blive til noget. Og kun to år senere kom anledningen for Pio til at prøve kræfter som koloniherre endnu engang.

Ved Verdensudstillingen i Chicago i 1893 lykkedes det Pio at blive ansat som en slags PR-agent for staten Florida. Han skulle udbrede kendskabet til Florida og majs, ananas, vin og hvad Florida ellers havde at byde på. Til resten af USA – men også Danmark, tilsyneladende. I oktober 1893 skrev han i hvert fald to skønmalende artikler om Florida til Illustreret Familie-Journal i hans gamle hjemland. Artiklerne var baseret på en bog om Florida, som Pio havde skrevet for at lokke folk til at rejse dertil. Pio var nemlig i mellemtiden kommet i kontakt med den amerikanske rigmand Henry Flagler, der især havde tjent sine penge på olie. Flagler blev hurtigt overtalt til at skyde nogle af sine mange penge ind i grundlæggelsen af en ny by i Florida.

Resten af sit liv brugte Pio på at rejse mellem Chicago og Florida, hvis han da ikke tog resten af landet rundt for at lokke folk til hans nye by.

Og han elskede sit nye liv. Til sin datter Sylvia skrev han:

“Alting synes at gå godt; jeg har sejlet i sejlbåd, roet i milevis dag og nat, sovet i lejr i skoven, hvor alligatorerne snorkede i to yards afstand, besøgt indianerne i deres camps, kørt i buggy over ubanede veje, blevet drivvåd af bølgerne i Atlanterhavet og tør igen af solskinnet, vandret mange mil og er blevet så brun som en tater, men jeg er raskere og føler mig bedre end nogen sinde.”

Det lykkedes Pio at lokke folk til byen, især andre danske udvandrere fra Chicago og resten af Midtvesten. Og hvis man skal tro på hans egne beretninger, så gik det strålende. De fik hurtigt bygget en kirke, skole, en masse flotte huse og dyrket en masse forskellige afgrøder.

Byen fik navnet White City. Den officielle historie går på, at Pio var blevet inspireret af Verdensudstillingen i Chicago. Et stort område i Chicago var nemlig omdannet til en smuk, hvid bydel, the White City. En gade i White City fik da også navnet Midway – efter en stor park i Chicago, hvor en del af verdensudstillingen fandt sted.

Jeg må dog indrømme, at jeg allerførst tænkte på USAs horrible racistiske historie, da jeg hørte navnet. Og på en måde er det ikke helt uretfærdigt. For hør lige hvad Pio skrev til “Sorte” Hansen, ham der var hans sekretær mens han levede i Danmark. Han skrev om byens indbyggere:

“[hvis] de fraværende Madamer og legitime unger tælles med, vil udgjøre c. 500 sjæle, alle hvide som sne. Kinesere, Negre og andre Kulørte er nemlig udelukkede fra Adgang.”

Døden når ham

Pios livsforløb taget i betragtning er det i en eller anden morbid ironi passende, at så snart det begyndte at gå godt med hans liv i kolonien, så gik det helt galt. Under arbejdet i Floridas sump blev Pio alvorligt syg. Og selvom han var meget afkræftet af sygdommen, tog han alligevel kort tid efter til Minnesota i et forsøg på at lokke flere til hans nye, lille by.

I Minnesota blev sygdommen dog for meget, og han tog i stedet hjem til Chicago. Forstyrret af Augustas klaverspil – hun skulle jo stadig tjene nogle penge! – flyttede han dog ud til en ven i byens skandinaviske arbejderkvarter. Her skulle han angiveligt have sagt til sin kone:

“Det forekommer mig, som om jeg er kommet hjem. Jeg hører arbejderne, når de kommer fra arbejdet om aftenen og sidder på trappen og taler sammen.”

Citat slut. Den 27. juni 1894, kun 52 år gammel men godt slidt op efter et hårdt liv, døde Louis Pio. I det USA, han aldrig helt faldt til i. Ikke karrieremæssigt, men heller ikke følelsesmæssigt. Han glemte aldrig Danmark, og kort inden sin død fortalte Pio til den danske journalist Henrik Cavling, at han skam snart kom hjem og startede en revolution i Danmark. Det blev sagt med et smil, men Cavling kunne alligevel tydeligt se, at Pios læbe skælvede og han kiggede væk, hver gang Danmark blev nævnt. Eller, det skrev Cavling i hvert fald.

Augusta og Sylvia kæmpede så tidligt som i 1901 for Pios genoprejsning hjemme i Danmark, og især i Socialdemokratiet. Men genoprejsningen kom først for alvor den 17. juli 1921. Sylvia Pio havde nu boet i Danmark i en række år – i første omgang fordi hun blev gift med en greve, men det kan jeg måske snakke mere om i en anden episode. Hun havde længe kæmpet for at få renset sin fars navn, og på Socialdemokratiets 50-års jubilæum i 1921 lykkedes det altså. Thorvald Stauning førte an, da en høj obelisk med Pios navn blev præsenteret på Vestre Kirkegård den 17. juli 1921. Herefter blev hans urne nedsat – Augusta var nemlig sejlet hjem til Danmark med hans aske fem dage forinden. Stauning holdt en storhyldende tale om Pio foran, hvad Social-Demokraten vurderede var 5.000 mennesker. Sylvia Pio takkede for, at hendes far ikke længere skulle ligge helt alene i den ensomme grav så langt fra det hjemland, han altid drømte om at komme tilbage til.

Det kom han så nu. Noget forsinket, men dog til en hyldest, han nok aldrig selv havde turde forestille sig i sine mange hårde år i USA.

Kilder

  • Jens Engberg, Til arbejdet! Liv eller død! Louis Pio og arbejderbevægelsen (1979)
  • Henning Tjørnehøj, Louis Pio: Folkevækkeren (1992)
  • Børge Schmidt, 80 Louis Pio breve og en bibliografi (1950)
  • Poul Geleff, Den rene, skære Sandhed om Louis Pio og mig selv (1877)
  • Poul Smidt, Fredy (2020)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *